»Tro det eller lade være, men de penge er ikke brugt.«

SFs gruppeformand, Jacob Mark, har harceleret over, at hans mormor havde udsigt til at miste sit mimrekort. Og han peger nu på en helt specifik pulje af penge, der ifølge ham skal komme alle pensionister til undsætning.

»Sidste gang vi sad i regering satte man faktisk en stor pose penge af til billigere billetter. Og mange af dem har ligget i flere år uden at blive brugt,« fortalte Jacob Mark.

Der skal stadig findes en løsning på, at rabatterne i den kollektive trafik til pensionister i dag er ulige fordelt, efter Movia tirsdag valgte at udskyde en såkaldt harmonisering af priserne.

Den nye model fra Din Offentlige Transport (DOT), der var planlagt at træde i kraft til sommer, ville betyde, at otte ud af ti af de pensionister, som i dag får rabat med et pensionistkort, stod til at blive ramt af solide prisstigninger. Andre ville til gengæld opleve billigere priser.

For at opnå rabatten, indebar det ifølge forslaget, at ældre skifter deres mimrekort ud med et rejsekort.

Efter massiv kritik fra blandt andre Jacob Mark og Ældre Sagen åbnede DOT dog op for at forsøge at finde en anden model - den lader dog vente på sig.

Men pensionister skal slet ikke opleve nogen prisstigninger, sagde Jacob Mark onsdag i B.T. Live. Heller ikke hvis det betyder, at pensionister andre steder i landet kan få rabat, og priserne dermed bliver lige for alle.

»Skal vi ikke lave en ordning, hvor man forbedrer det for alle, og man beholder mimrekortet?«

Der er nemlig siden 2012 hvert år afsat omkring 500 mio. kroner til takstnedsættelser i den offentlige transport og 500 mio. kroner til investeringer i mere og bedre kollektiv trafik. Mange af de penge er slet ikke brugt.

‘Brugere af tog, busser og metro skal hive færre mønter op af lommen for at komme på arbejde,’ lød det ellers dengang fra Finansministeriet, der på det tidspunkt var under ledelse af Socialdemokratiets Bjarne Corydon.

Tværtimod er prisen for tog- og busbilletter steget markant mere end de generelle forbrugerpriser, kunne DR for nylig berette.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) oplyste i oktober sidste år under en debat i Folketinget, at der er en opsparing på ca. 1,1 mia. kroner, hvoraf de ca. 600 mio. kroner er opsparinger til takstnedsættelser uden for myldretiden og for ungdomskortet. Og regeringen har sammen med De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet i finansloven netop aftalt at bruge nogle af de ubrugte penge.

Jacob Mark opfordrer til, at pengene først og fremmest skal komme alle pensionister til gode.

»Nu vil vi opfordre ministeren til at bruge nogle af de penge på at sørge for, at pensionisterne i hovedstadsområdet ikke oplever de her markante prisstigninger for at køre med offentlig transport, samtidig med at det stadig kan blive billigere for andre,« lød det fra Jacob Mark i B.T. Live.

»Det er hammerdyrt at gøre taksterne billigere for alle. Men gør det dog billigere for de ældre, der har har slidt og slæbt, vores studerende og vores børn.«