De Radikale i en ydmygende sexisme-nedsmeltning – partiet, der ellers altid har gjort en pointe ud af lige at være en spids bedre end alle andre.
Hvem havde lige set dén komme?
Men det er ikke desto mindre essensen af de seneste dage på Christiansborg. Glem alt om Arne-pension, åbningstale, finanslov og klimakrig; vi talte allesammen MeToo og de Radikale i uge 41.
Og det er kun lige begyndt. Forvent ikke, at det fremover kun bliver de Radikale, som kommer til at tegne sig for dramatikken.
I foråret vendte coronaen op og ned på alt i dansk politik. Klassiske mekanismer blev sat ud af kraft; statsministeren satte sig totalt på magten – og efterlod oppositionen som en flok umælende statister ude af stand til at handle.
Nu kommer så en ny gigantbølge rullende ind over Christiansborg med styrke til at omkalfatre dansk politik på samme måde, som covid-19-forløbet har gjort det. Med voldsom kraft rammer MeToo-tsunamien nu de politikere, der indtil for få uger siden troede, at de kunne køre på frihjul i sexisme-debatten.
For bare få uger siden forestillede politikerne sig, at de på den ene side kunne sole sig i den almindelige sympati for TV-værten Sofie Linde, men at de på den anden ikke behøvede forholde sig til tilstandene i dansk politik.
Den antagelse skulle vise sig temmelig naiv. Ånden er i dag ude af flasken, og spørgsmålet er ikke længere, om der er skeletter i skabene – men alene, hvor mange der i den kommende tid vil vælte ud.
Foreløbig har problemerne ligget hos de Radikale. Når sexisme-sagerne rammer så hårdt dér, er det helt naturligt.
Der er trods alt grænser for, hvor moralsk bedrevidende en partileder kan tillade sig at være på andres vegne, når han selv excellerer i en historisk pinlig håndtering af en sag, der har ham selv som hovedperson. Når det så til overflod viser sig, at den samme politiker tilsyneladende trækker et spor af seksuelle krænkelser efter sig, så er den fuldtonede skandale selvfølgelig en realitet.
Mange – især mandlige – politikere er i disse dage seriøst nervøse for, hvad den kommende tid vil bringe.
Jeg forstår dem. Og et forsigtigt råd herfra skal lyde: Tag den i opløbet.
I al fald er læren af det triste Morten Østergaard-forløb, at det er bedre selv at få tingene sagt – end at være tvunget til det, når beviserne tårner sig op, og journalisterne begynder at ringe.
Og medierne er for længst på sporet. I disse dage vælter det ind med tip her på redaktionen om Christiansborg-politikere, der angiveligt er trådt alvorligt ved siden af. Der er tale om politikere fra hele det politiske spektrum.
Mange af tippene kan være forkerte, men hvis blot en brøkdel af disse beretninger holder vand, bliver Morten Østergaard-sagen langtfra den sidste MeToo-skandale i dansk politik.
Det store spørgsmål er nu, hvor velforberedte de andre partier er forud for den dag, skandalen måtte ramme dem.
Indtil nu har alle andre end de Radikale blot skullet gøre det relativt ukomplicerede: Det er nemt at støtte Sofie Linde og i øvrigt erklære kamp mod sexisme. Det hører også til i no-brainer-kategorien at sætte undersøgelser i gang og bedyre, at »min dør står altid åben«.
På samme måde var det heller ikke vanskeligt for statsminister Mette Frederiksen i sin åbningstale forleden at sige, at »denne her kultur skal ændres«.
Nej, det er først, når det bliver konkret, og sagerne rammer i egne rækker, at det for alvor bliver svært.
Og her har statsministeren et problem. Det kommer man ikke uden om. Problemet – Jeppe Kofod – sidder ovre i Udenrigsministeriet som resultatet af, at Mette Frederiksen valgte at se bort fra hans sexsag, da hun sammensatte sin regering. Alene derfor er hendes troværdighed som udgangspunkt svækket, hver eneste gang hun prøver at erobre MeToo-dagsordenen.
Indtil for en måned siden har Mette Frederiksens indsats på MeToo-området mest bestået i at tale sager ned. Det være sig Jeppe Kofods, DSU’eres eller for den sags skyld nære medarbejderes.
Det kan ramme statsministeren som en boomerang, hvis MeToo-bølgen rammer i Socialdemokratiet. Og det gør den. For heller ikke dér lader den sig stoppe.
