Det er vanskeligt ikke at få en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen, når Dannebrog går til tops.
Det er foreløbigt sket to gange ved dette OL, og begge gange – Viktor Axelsen i badminton og Anne-Marie Rindom i sejlsport – har været vanvittige emotionelle øjeblikke.
For mange i de danske hjem har tårerne flydt i stride strømme, også selvom vi ikke er i familie med Axelsen og Rindom. DR-værten Tina Müller viste det så strålende, da Viktor Axelsen græd som et barn, det smittede, og hun måtte afbryde sig selv og lade badmintonlegenden Peter Gade overtage kommenteringen, medens hun samlede sig sammen.
Müllers følelser tog over, som den gjorde for mange andre ved den historiske medalje.
Sport kan noget særligt, for det involverer fællesskab. Verdensklasseatleter, der enten sejrer eller fejler, giver os alle adgang til vores følelser, for vi ved, hvor meget de har ofret sig i deres sports tjeneste. Det er ikke kun sejrherrerne, der har fældet en tåre ved dette OL. Roeren Sverri Nielsen, der fik en fjerdeplads, 'guldholdet' i fire kilometer banecykling samt Emma Aastrand Jørgensen i kajak – trods en bronzemedalje.
Vi ved, at de alle har ofret blod, sved og tårer, penge og familie for at præstere det ypperste. De ofrer alt, og det er ikke tilfældigt, at Jesper Hansen, der vandt sølv i skeetskydning, sendte den største tak til sin bankdame, Gitte, for som han sagde: »Jeg lever på hendes nåde.«
Mange af vores atleter ved OL kan ikke leve af deres sport. De er derfor afhængige af deres familier, banker, sponsorer og Team Danmark. De lever for at komme til OL hvert fjerde år, og fordi de ikke kan lade være. Viktor Axelsen er særlig og kan leve af sin sport, for badminton er gigantisk i Kina, som han selv er. Anne-Marie Rindom og sejlsport kan ikke leve af det, og som Jonas Høgh, der selv er tidligere OL-deltager, forklarede, mangler der støtte. Der mangler penge, hvis vi vil have store resultater.
Team Danmark og dens sponsorer støtter eliteidrætten herhjemme og har med syv medaljer succes ved dette OL. Den største sponsor er staten, der via tipsmidlerne giver 116 millioner til Team Danmark, sponsorere betaler yderligere 30 millioner kroner.
Men der skal mere opbakning og flere midler til, hvis vi vil fortsætte med at have succes.
I forhold til Norge, der foreløbig har vundet fire medaljer, klarer vi os godt. Men Norge kan se frem til endnu flere medaljer, for landet er på vej til at blive en stormagt i atletik, som de er det i vinteridræt. Den norske succes i atletik er bemærkelsesværdig. Foreløbig har de vundet guld og sat verdensrekord i 400 meter, og de næste dage vil bringe nye norske atleter på skamlen.
Forklaringen er, ifølge norske eksperter, at de norske atleter er gode til at fokusere på en disciplin og – ikke mindst – utrolig mange norske oliekroner. De ved, at sejre styrker den nationale selvtillid.
Der er intet, Norge gør, som vi ikke kan gøre. Men det kræver ressourcer – både flere tipsmidler og sponsorer. EM i fodbold i København og kampagnen #flagfordanmark, som DBU og B.T. gennemførte, viste, hvordan sport bringer folk sammen og giver os forbilleder. Vel at mærke forbilleder, der er værd at efterstræbe, for de viser, hvad dedikation, dygtighed og flid kan bringe.
Det er helt nødvendige egenskaber at opdyrke – også alle andre steder end i idrætten. Send flere penge.
