Det er på mange måder en jammerlig og bedrøvelig forestilling af en retssag, der løber af stablen i Retten i Lyngby.
Hver dag er Morten Messerschmidt ankommet hånd i hånd med sin kæreste, Dot Wessmann. Det har nu stået på i over en uge, og afgørelsen, der skal falde på fredag, ser allerede nu ud til at blive udsat.
Det er upassende, at et prominent medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, der i krogene kalder sig formandsaspirant, med alle mulige sproglige krumspring forsøger at retfærdiggøre, at han har haft fingrene for langt nede i en EU-pengekasse.
Morten Messerschmidt sørgede for EU-midler til en såkaldt 'EU-konference' i Skagen i 2015, der behændigt blev flettet sammen med et sommergruppemøde i det, han nu kalder en 'joint event'.
Der er bare det problem, at det kun er Messerschmidt, der foreløbig kender til denne 'joint event'.
Mødet, som EU betalte knap 100.000 kroner til, ser ud til at have været et ganske almindeligt sommergruppemøde, hvor der godt nok blev talt om EU, men ikke i en grad, så det kvalificerede sig til at være en decideret konference.
Både formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, gruppeformand Peter Skaarup og en række andre medlemmer af Dansk Folkeparti har de seneste to dage i retten vidnet og udtalt, at de hverken har hørt eller oplevet, at de var deltagere i en EU-konference eller den særlige 'joint event'.
Morten Messerschmidt står nu helt alene med sin opfattelse af det arrangement, der efter hans opfattelse havde et indhold, der kvalificerede det til 100.000 EU-skattekroner.
Det er bedrøveligt, at Messerschmidt ikke selv kan se, at hans forklaringer savner enhver form for fornuft og dermed blot er et forsøg på elegant juridisk udenomssnak. Han burde have indset det inden retssagen, for den burde slet ikke have fundet sted.
Det er muligt, at der findes en juridisk vej ud af denne misere for Morten Messerschmidt. Dommen er endnu ikke afsagt, og det er domstolen, der skal afgøre, om et sommergruppemøde med noget snak om EU også kan betegnes som en EU-konference.
For almindelige vælgere og et parti, der er vant til at 'kalde en skovl for en skovl', er det tydeligt, at Morten Messerschmidt har haft fingrene for langt nede i klejnekassen.
Det er desværre sket efter devisen 'går den – så går den'. Og det gør det som bekendt kun, indtil det bliver opdaget.
For Messerschmidt er sagen langt værre end den juridiske afgørelse, for sagen afslører jo hykleri på fineste hylde.
Morten Messerschmidt har talt imod EUs bugnende kasser, han har skrevet bøger om svindel med EU-midler, og han er gået op imod det store stygge bureaukrati-monster i Bruxelles.
Det er ikke for meget at skrive, at Messerschmidt er valgt på at være 'manden, der rydder op'.
Nu står det klart, at han har fået penge fra EU, som han ikke skulle have. Retten afgør, om det er svindel, men vi andre kan jo blot se på og ryste på hovedet.
Vi ved godt, hvad det er.
