Da Muren faldt 9. november i 1989 var det eneste spørgsmål, man stillede i min omgangskreds:

»Var du der? Kom du derned?«

Der var en dragende følelse mod Berlin og den revolution, der åbenbarede sig for vores øjne.

Revolutionen gik forbavsende hurtigt, og den var nærmest fredelig. Derfor var det eufori og glæde, der prægede alle. For de, der ikke er gamle nok til at forstå eller huske det, er sommerens fodboldglæde en mulig sammenligning.

Glæden ved Murens fald varede til gengæld længere, var mere dybtgående og omfattende, end vi selv fattede dengang.

Der kørte en konvoj af biler fra Danmark for at 'historie-opleve' og samtidig sympatisere med østberlinerne, der ganske absurd havde været spærret inde i deres eget land af en mur og kontrolleret af verdens mest omfattende efterretningsvæsen, Stasi.

De små sten, vi fik med hjem, var souvenirs, men også et tydeligt bevis på vores manglende udsyn og tro på menneskers styrke og muligheder.

Friheden blev skabt af østberlinerne selv. Vi – i Danmark og resten af Vesteuropa – havde ikke haft fantasi til at forestille os, at den mur kunne rives ned. Den var der bare som et fast element i en verdensorden, der var låst fast i vest mod øst, godt mod ondt, frihed mod censur.

Murens fald var en berusende, men også en revolutionerende følelse, for den ændrede menneskers syn på virkeligheden – for altid.

Det kan lade sig gøre. Det nytter noget. Alt er muligt.

Lige præcis alt blev muligt. Når Muren kunne falde, var alt andet uretfærdigt i verden også muligt at ændre. Murens fald skabte en tro på det gode i mennesker som en kraft, der forandrede historien. Hvor der er vilje, er der vej, blev pludselig andet end en kliché.

Nu kunne der skabes fred i verden. Fred i Nordirland, måske endda fred i Mellemøsten. Alt blev muligt, og fordi vi slet ikke selv havde indset det, blev alt forventeligt. Frie mennesker i et frit fællesskab kan skabe mirakler.

Jeg er åbenbart en 89er, men det er jeg med stolthed, for jeg oplevede den kraft, som siden har været en del af mit voksne liv.

Jeg kendte ikke 89-begrebet, før det blev introduceret af Kaare Dybvad, minister i den socialdemokratiske regering. For ham er 89ere en generation af uansvarlige, egoistiske og ja, for liberale borgere, der har set stort på fællesskabets ønsker.

I et sommerinterview med Berlingske har han beskrevet denne generation, som, ifølge ham, har været for åbne verdensborgere, der løftede individets krav op over fællesskabet behov. 'Frihed for nogen er ufrihed for andre', lyder forklaringen på den politisk ideologiske retning, den nuværende regering vil følge de kommende år – måske det næste årti.

Uretfærdigheden skal bekæmpes også på bekostning af den enkeltes rettigheder.

'Udskam dem, der ikke makker ret,' kan man også beskrive ideen med nogle af de værktøjer, regeringen anvendte i bekæmpelsen af corona. Forskellige grupper – de unge, somalierne, ghettoerne, vaccineskeptikerne – der ikke fulgte regeringens anvisninger eller restriktioner, blev hakket på.

Det er velkendt, at når man ønsker at skabe grundlæggende forandringer, er det afgørende at have en modstander. Eller en fjende, om man vil.

Din egen mission bliver tydeligere, hvis man er klar over, hvor man helt sikkert IKKE skal hen. Dit sammenhold bliver tættere, hvis du er tydelig på, HVEM vi ikke holder sammen med.

Kaare Dybvad gør det tydeligt og klassisk, og det må man have respekt for. Man skal heller ikke være i tvivl om, at '89er-holdet' står for noget, vi nu skal have mindre af. Det næste årti skal ikke være præget af Murens fald og de muligheder, der blev skabt i verden. Hvad Kaare Dybvads morale konkret og præcis er, er endnu for tidligt at konkludere.

Men fra en 89er skal der lyde, at frihedskraften hos mennesker er så stærk, at den ikke kan undervurderes. Trangen til frihed gløder selv under de mest utålelige forhold, og der skal intet til at få kraften til at flamme op. Menneskers ønske om frihed er et bål, du ikke kan slukke.

Fra en, der var der selv.