Kan du forestille dig at gå på arbejde for bagefter at betale for det?
Nej vel, det er rimelig absurd for de fleste.
Men ikke desto mindre er det, hvad der skete for 48-årige Sofiia Matine Toft fra Vordingborg.
Det er ellers en solstrålehistorie, Sofiia kan fortælle, bortset fra det med pengene, som vi vender tilbage til. Sofiia Toft var oprindelig fængselsbetjent i det hårde fængsel Herstedvester. Jobbet sled så hårdt på hende, at hun måtte stoppe med en PTSD-diagnose, som gjorde hende til førtidspensionist og dermed flyttede hende langt væk fra arbejdsmarkedet.
I mere end ti år var hun på offentlig forsørgelse, men Sofiia Toft ville det anderledes. Hun ville gøre noget, hun ville være til gavn og have et arbejde – om ikke andet så nogle timer hver uge. Derfor fandt hun selv et fleksjob hos den lokale optiker uden nogen hjælp fra det offentlige.
Sofiia Matine Toft gjorde alt det, vi ønsker og håber for de medborgere, der er havnet på førtidspension. Det er ikke alle, der kan holde kontakt med arbejdsmarkedet, men alle, der kan arbejde, selvom det blot er nogle få timer, gør det. De får det bevisligt bedre både fysisk og mentalt.
Takken fra det offentlige – udbetaling Danmark – var kontant: en regning på 14.277 kroner.
Sofiia Tofts første løn i 12 år blev modregnet i hendes førtidspension, og derfor skulle hun pludselig betale for at gå på arbejde.
Det er himmelråbende uretfærdigt.
Det kan alle se, men det er også himmelråbende dumt. For hvorfor skal en førtidspensionist slæbe sig på job, når det koster hende penge. Det er demotiverende og virker imod alle hensigter.
Selv den socialdemokratiske minister Peter Hummelgaard kan se idiotien i denne model, men han begrænser sig til at kommentere det med: »Jeg vil se på det.«
Det er ganske enkelt for svagt. Det er ikke mange uger siden, at hans ydelseskommission præsenterede verdens mest indviklede forslag til kommende ydelser til blandt andet førtidspensionister. Og det er en del af problemet. Systemet er blevet så indviklet, at ingen, heller ikke eksperterne i landets kommuner, kan finde ud af det. Derfor ender man med tossede sager som Sofiias, og der er flere på vej.
Respekt til Sofiia Matine Toft, der af egen drift fik sig selv i arbejde, selvom det kostede hende 14.000 kroner. Hun er nemlig i gang med at afdrage på regningen, pligtopfyldende som hun er.
Politikerne og ikke mindst beskæftigelsesministeren burde tage sagen langt mere seriøst og love, at dette bliver lavet om. Allerhelst skulle de tage hele førtidspensionsområdet med de mange lovtekster og cirkulærer og brænde dem på bålet og begynde forfra. Eneste ledestjerne i det kommende arbejde skulle være enkelhed og gennemsigtighed, så alle kan finde ud af det. Det er da det mindste, vi kan forlange for vores egne penge.
Og selvfølgelig skal det kunne betale sig at arbejde. Alt andet er dumt.
