Et år. Så længe må voldtægtsofre, der ikke har fået anmeldt voldtægten inden for 30 dage, siden den skete, vente på at få behandlet sit traume, oplyser Center for Voldtægtsofre ved Aarhus Universitetshospital til B.T. I København er det tre måneder.

For alle andre traumer må ventetiden maksimalt være på 30 dage. Det er jo helt grotesk, at man ikke sidestiller voldtægt med et hvilket som helst andet traume, man kan komme ud for. For det kan faktisk være fatalt at gå rundt med et ubehandlet voldtægtstraume. Ventelisterne viser nemlig også, at den behandling, man rent faktisk får, ikke nødvendigvis er lang nok i forhold til at bearbejde den voldsomme episode, som en voldtægt er, på grund af manglende ressourcer.

»Jeg ved simpelthen ikke, hvordan man ville reagere, hvis der var tale om en fysisk sygdom, og lægerne sagde 'Vi kan give dig ¾ kemoterapi, fordi resten skal gives til en anden'. Problemet er, at der er en stor risiko for, at man får et tilbagefald, hvis man stopper behandlingsforløbet så tidligt. Der er rent faktisk mennesker, der dør af det her,« siger Helle Borrowman, der er formand for Spor – Landsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb, til B.T.

Dermed udsætter vi som samfund ofre for endnu mere pres, end de i forvejen oplever. B.T. kan nemlig også fortælle, at mange ofre oplever angst og depression og må sygemelde sig fra deres arbejde. Dertil skal vi lægge, at mange ofre beskriver, at de er i tvivl, om de selv har skyld i voldtægten, og at mange slet ikke anmelder voldtægter, fordi en sag i sig selv kan være traumatiserende. Derfor skylder vi de her uskyldige mennesker, der kunne være din og min datter eller søn, en ordentlig behandling, når de bliver udsat for et af de værste overgreb, man kan forestille sig. Lav reglerne om, så også voldtægtsofre, der har anmeldt voldtægten efter 30 dage, kan få en behandlingsgaranti på en måned, og lad behandlingen vare, til traumet rent faktisk i det mindste er til at leve med. Det skylder vi dem.