Nu går min ferie ind i sin sidste uge. Ligesom sidste år har vi holdt ferie i Danmark. Heldigvis. Sikke en sommer! Jeg elsker at rejse ud, men gør det efterhånden sjældnere og sjældnere.

Det er svært at komme i tanker om steder, hvor jeg af hele mit hjerte ønsker at komme hen. Så skulle det være, fordi en særlig oplevelse knytter sig til det. For eksempel en teatertur i London, en koncert i New York, en vandretur i Alperne eller Den Forbudte By i Beijing.

Det er jo ikke, fordi der ikke er noget, der lokker, men der er altid lige en reparation af bilen eller en ny computer, som hiver luften ud af den drøm.

Jeg synes også, der er så meget at opleve herhjemme. Jeg er nysgerrig af natur, men har ikke den store udlængsel. Mig kan man ikke friste med en rejse til Australien.

Det er for langt væk og for varmt. Og endnu mere besynderligt for mig er det, at nogle i hele universet drømmer om at komme til Mars. Hvad vil de dog der?

Men der er noget, jeg godt kunne tænkte mig at prøve: at rejse i tid. Ikke sådan i en egentlig Georg Gearløs-maskine, men mere bare hen til en særlig periode materialiseret i et bestemt rejsemål.

Skulle jeg give rejseagenterne et koncept til et nyt rejsemål, så ville jeg starte med at foreslå, at vi tog tilbage til 70erne.

Og det skulle forpligte deltagerne til at gå all in. I kufferten skulle man pakke alt sit grønne og orange udstyr: kassebukser og stribede T-shirts, lavtaljede bikinitrusser til pigerne og speedos til mændene.

Hår og skægstubbe skulle have lov at gro i et par måneder inden afrejse og så ellers bare om bord på en charterflyver med retning mod … vi kunne jo sige Mallorca.

Der er selvfølgelig lige problemet med alle rygerne om bord på flyveren, men røgen kunne man vel holde ud det par timer, mens man kylede de første farvestrålende drinks ned. Alternativt kunne man også begynde at ryge selv.

Det er lige før, jeg tror, man kunne slippe af sted med at give stewardesserne et par lumre kommentarer og et lille klap uden at ryge ind i en turbulens af #MeToo-beskyldninger efter hjemkomsten.

Jeg er barn af 70erne – helt præcis 1971 – og jeg kan godt lide at fremhæve og glorificere den tid, selv om jeg er helt med på, at der også hørte en masse skrammel med.

Jeg har hånden på hjertet lidt svært ved at se mig selv tage på solferie, smurt ind i olie, liggende på et leje af sølvpapir for at blive ekstra brun. Jeg skulle nok også lige tage mig sammen for at skylle den brune mad ned med dårlig vin (den med tyren) og sort, tjærelignende kaffe. Næh tak, må jeg be' om min daglige latte!

Men alligevel ... det lugter af en sjov ferie.

Jeg var sammen med et hold purunge mennesker den anden dag, og vi sad og talte om frigjorthed … hvordan man ikke tog tingene så tungt engang. 'Fortæl flere sjove 70er-historier!' bønfaldt de, og jeg følte mig 800 år gammel.

Men så måtte jeg også fortælle dem, at frigjortheden en gang imellem mere tog skikkelse af ansvarsløshed. Som når man 'listede hjem' – underforstået: kørte hjem med en lille skid på.

Uden sele på bagsædet eller nakkestøtter, for den sags skyld. Jeg kunne også godt komme i tanker om nogle jævnaldrende børn dengang, der gik for lud og koldt vand, mens forældrene festede med kolleger.

Men så sent som i morges fik jeg lige et skønt flashback – den der fornemmelse af en sommerdag at skulle sidde på børnesadlen på stangen af min fars sorte herrecykel.

Jeg skulle bare holde fast i styret og sørge for ikke at få fødderne ind i forhjulet. Vind i håret. Ingen hjelm. Det var tider. I øvrigt uden mobiltelefon eller iPad, men derimod med en lille kuffert pakket med Daisydukker og noget dukketøj.

På 70er-ferien anno 2018 skulle det naturligvis også være et krav til feriegæsterne: ingen digitale enheder. Her er billeder noget, vi tager på et kamera med film i, og ringe hjem kan man jo gøre fra hotellets telefon. Med drejeskive.

For ikke ret mange år siden var jeg på Mallorca og kom forbi byen Cala Mayor. Jeg gjorde holdt. Jeg kunne ikke dy mig.

Fire gange i min barndom var vi der på solskinsferie og boede på det dengang så fashionable hotel – sådan husker jeg det i hvert fald – som hed Uto Palma. På den tid var det sindssygt moderne, at hotellet havde en buet form og altaner i røgfarvet glas, der vendte ud mod poolen.

Der var ovenikøbet diskotek på hotellet, hvor vi dansede hver aften. Sådan en ferie drømmer jeg om igen. Ikke noget med kikset musik og gæster, der står og danser lidt fesent i lobbyen, men RIGTIG diskostemning, hvor alle hver aften giver den max gas til Bee Gees og Diana Ross under diskokuglen allerede fra klokken 21 – med fortænderne på underlæben og glimmerbæltet godt spændt ind.

Det var en vanvittig oplevelse her i det nye årtusind at stoppe bilen og gå ind på Uto Palma igen. Hotellet var forladt. Ja! Helt tomt. Det stod fuldkommen spøgelsesagtigt forladt.

Med en krakeleret pool, ukrudt overalt. En knust rude her og der med sønderrevne gardiner, der blafrede ud. Som om alle havde rømmet det over en enkelt nat for aldrig mere at vende tilbage. Jeg tog et par billeder. Gøs, men smilede alligevel ved gensynet.

Dengang for 40 år siden gik vi på jagt efter mokkasiner med perler, frynsekjoler i vaskeskind og kaninskindsveste, når forretningerne åbnede efter siestaen.

Det kan godt være, man ikke ville blive helt så begejstret i dag for det samme udvalg, men man kunne jo bare vælge at holde hotelområdet i ægte 70er-stil.

Jeg ville omgående skaffe mig en billet, hvis jeg vidste, at alle de øvrige gæster havde købt ind på præmissen om at genopleve og genoplive dette kulørte årti. Sikke en fest, vi ville få.

Det er jo bare en tankeleg, men jeg bider mærke i, at det ikke er mere utopisk, end at en af de senere års største tv-serier er baseret på en lignende fascination.

'Westworld' hedder HBO-serien, hvor feriegæster betaler kassen for at blive en del af det hedengangne vilde vesten. Det er naturligvis langt mere avanceret end min 70er-drøm, men det vidner måske alligevel om, at jeg ikke er alene med min fantasi om at rejse i tiden.

Nu behøver du ikke besvære dig med at skrive til mig og foreslå, at jeg kan få et sommerjob som 'indbygger' i Sagnlandet ved Lejre næste sommer.

Jægerstenalderen er ganske vist spændende, meeen … der er stadig lidt mere schwung over bh-løse blondebluser, buskede bakkenbarter og Simon Spies’ morgenbolledamer.