Da min far var 55 år, fik han en hjerneblødning. En så kraftig en af slagsen, at man måtte åbne hans kranie for at stoppe blødningen.
Han overlevede, men blev halvsidig lammet og mistede sit sprog. Han kunne ikke tale, han kunne ikke gå. Han kunne ikke elske, lave mad eller gå på toilettet. Han kunne ikke bade sig selv og var afhængig af al hjælp.
I det meste af et år var han indlagt på det daværende Københavns Kommunehospital og gik i intensiv genoptræning. Han fik aldrig sit sprog tilbage, men nåede dog et punkt, hvor han kunne gøre sig nogenlunde forståelig over for dem, der kendte ham allerbedst.
Han kom også op at gå, meget besværet og kun ganske korte distancer. For det meste bare rundt i lejligheden. Hans arm var helt funktionsløs, og selv om han lærte selv at gå på toilettet, kunne en almindelig dag hjemme på Østerbro kun hænge sammen med flere daglige besøg af hjemmehjælpen. Det var også det eneste, han havde af daglig, fysisk kontakt.
To gange forsøgte han at begå selvmord. Den ene gang tog han en masse piller og lagde sig ned i de beskyttede boligers kælder i håb om ikke at blive fundet, før det var slut. Anden gang tog han en taxa til Sydhavnen og kastede sig i havnen.
Jeg kender ikke alle detaljer, for dem har han ikke villet eller kunnet forklare, men desværre for ham blev han reddet op af vandet. Min far ville ikke leve. Han ville dø. Han levede et for ham uværdigt liv, hvor han kun blev dårligere og mistede flere funktioner og mere menneskelig kontakt.
I 2005 fik han endnu en massiv hjerneblødning, der sendte ham i koma, og til min lettelse fortalte hospitalet, at de ikke gjorde noget for at holde min far i live. Hvis han havde haft et zombie-liv inden denne indlæggelse, ville de håbe for ham, at han ikke vågnede op igen. Han ville formentlig være en såkaldt grøntsag.
Min far døde 21. maj 2005 efter ti dage i koma – efter at have tvangslevet et ulykkeligt og for ham meningsløst liv i mere end ti år. Selvmordsforsøgene gjorde ham kun værre, men ønsket om at dø var stærkt.
Når jeg ser DRs dokumentar om Preben, der ifølge sig selv lever et ikke-liv som lam fra halsen og ned, forstår jeg ikke samfundets og myndighedernes trang til at bestemme, om man må få en værdig afsked.
Preben vil ikke leve. Han er klar til at slippe smerterne og det, for ham, ydmygende liv, hvor han ikke kan klø sig i næsen eller vende sig i sengen uden hjælp. Et liv uden elskov, uden mulighed for at mærke fysisk kontakt. Velovervejede mennesker – som Preben – skal have lov til at få hjælp til at dø.
Vi bliver nødt til at anerkende, at livet ikke er for alle, slippe berøringsangsten og finde barmhjertigheden frem. Barmhjertighed til at give enkelte mennesker en værdig afslutning.
Vi skal jo altså alle sammen dø, og enkelte skal have lov til at bestemme hvornår.
MEGHAN MARKLE
Nu skal man jo passe på med altid at give kvinder skylden for alt, men når jeg vender øjnene mod Storbritannien og USA, må jeg alligevel sige, at det er en tidligere skuespillerinde, der har formået at smadre det britiske monarki indefra.
Ikke engang pædofili-beskyldninger mod prins Edward har kunnet måle sig med balladen om Harrys hustru og deres nye liv, der tilsyneladende kun drejer sig om én ting: at sværte den sære familie godt og grundigt til.
Efter et veltilrettelagt interview med Oprah, en bog og nu en Netflix-serie kan man dårligt beskylde det unge par, Meghan og Harry, for at være helt uden skyld i al virakken.
Jeg ved godt, jeg ikke er uddannet psykolog, men hvis ikke man vidste bedre, var skuespillerinden, nu hertuginden, godt i gang med en omgang splitting, en god omgang isolering af sin partner, der skal hade sin fortid.
Spørgsmålet er nu, hvor længe Harry holder, eller om han en dag vågner op til en fattig virkelighed.
PREBEN DAMGAARD
Jeg kendte ham egentlig bedst gennem broren, Erik Damgaard, der havde et par gode år på Se og Hørs forsider med sin storbarmede kone, Anni Fønsby. Broren levede dog mere diskret, og nu er han død efter et sygdomsforløb.
Jeg må tage hatten af for nørderne. Alle dem, der samler viden, udvikler og skaber – og jeg kondolerer.
NUSRET GÖKCE aka SALT BAE
Jeg kan egentlig ikke fordrage, når folk samles om at fordømme. Jeg er ligeglad med, om det er flertallet eller mindretallet: fordømmelse af andres livsstil skal man seriøst pakke ned og holde for sig selv.
Hvis man ikke kan tåle andres livsstil i en sådan grad, at man må reagere, så vil jeg anbefale, at man tager fat i en psykolog. Dine følelser er ikke mit eller andres problem – de er kun dine og derfor dit problem!
Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på det groteske i, at man på visse restauranter sælger små udskæringer okse til 8.000 kroner, fordi man har strøet kødet med guld.
Rager det mig eller en 20-årig britisk studerende? Nej. Men hvis man har to hjerneceller, må man nok være parat til en omgang lortestorm oven på den servering i disse krisetider.
PETER INGEMANN
Frygten er afblæst! Endnu en gang må vi konstatere, at robotter er dummere end mennesker.
Facebooks tåbelige system har lukket den populære værts profil ned, fordi han har formastet sig til at gøre opmærksom på et tv-program, hvor navnene Stalin og Hitler indgår.
Censuren er total, og idiotien må da også snart have toppet!
