Jeg skal da lige love for at det er valgperiode.
Socialdemokrater står i kø for at love danskere bedre økonomi, mens de har hævet skatterne mere end 40 gange og nu agerer lånehajer, så danskerne kan få adgang til deres egne penge med rente til staten. Det er fandeme smart.
Vi skal kæmpe for klimaet, børnene skal have bedre voksen-normeringer, der skal styr på energikrisen. Hvor meget den slags koster ved ingen, men har man fulgt lidt med i dansk politik de senere år, ved man godt, at alle hensigtserklæringerne sjældent bliver til noget. For de er ganske gratis – modsat løfter.
I skrivende stund flyder politikernes forargelse over forholdene på et plejehjem i Køge. Facebook kan næsten ikke følge med alle de forudsigelige opdateringer om, hvor skrækkelig forholdene er for en del af vores ældste og mest udsatte borgere, og nu må der simpelthen gøres noget.
Problemet er bare, at det hverken er første eller anden gang, at TV 2 eller andre medier og utallige pårørende har gjort opmærksom på et gennemgående problem, der ikke løses af Facebook-opdateringer og selfies med ansigtet i rette folder.
Scroller man sociale medier igennem, skulle man tro, at vores politikere aldrig nogensinde havde været på et plejehjem. Eller et hospital, for den sags skyld.
Man skulle tro, at vores politikere aldrig havde været syge eller haft brug for støtte i det monster af et system, der ofte lader til at være til for de kommunalt ansatte og ikke for de udsatte borgere.
Igen og igen – og nu altså igen – skal vi se Folketingets medlemmer beklage, at der på en række plejehjem fortsat er udtværet afføring på borgernes toiletter, at de ældre ikke kommer i bad, bor i en svinesti og udsættes for vold, overgreb og ydmygelser.
Det er en bizar forestilling at være vidne til, og jeg tænker, om der vitterligt er nogen – borgere som politikere – der kan tage rækken af forargede udmeldinger alvorligt, når de sjældent bakkes op af konkrete tiltag, men bare ender i endnu en gratis omgang, der stiver den frelste del af egoet af.
Af – for mig – stadigt uklare årsager er vi i denne del af verden besatte af at hæve gennemsnitslevealderen. Vi skal alle blive 100 år, selvom vores kroppe ikke kan klare 100 værdige år, og samfundet tydeligvis ikke er gearet til at passe alle de 100-årige med nogenlunde værdighed.
Jeg vil hellere begå grov kriminalitet end havne på et plejehjem til 10.000 kroner om måneden, og derudover betale for en servicepakke, der abonnerer på ugegammel vakuumpakket mad, der til forveksling ligner den ugegamle afføring, der er tværet ud på toiletbrættet. Og lønne personale, der er lige så trætte af livet som jeg, og derfor lader deres underskud ramme dem, de faktisk skulle passe på.
Ellers tak! Så hellere indlogere mig i det fine fængsel på Falster.
HAAKON OG DUREK
»Jeg synes det er svært … Vi har selvfølgelig bemærket, at noget af det, der er blevet sagt, har skabt en del diskussion. Noget af det har også været kontroversielt … Vi er nødt til at tale om, hvordan vi løser det, og det er det, vi prøver at gøre nu.«
Ordene kommer fra den norske kronprins og handler om at se sin søster i parforhold med en mand, der har gjort det til sin levevej at sælge hokuspokus og love healende helbredelse, der overgår enhver kræftpakke.
Personligt synes jeg, Märtha Louise og hendes kæreste skulle skamme sig, og det er rart at høre et medlem af et – ganske vist udenlandsk – kongehus sige noget fornuftigt i disse dage. Men det skal vist til – for det norske kongehus er ved at miste opbakningen.
Og må jeg så bede den danske kongelige familie om at spidse ører og se nordpå, når nu vores eget kongehus står med den ene skøre sag efter den anden.
Først sagen om Herlufsholm, som kronprinsparret ikke ville reagere på, fordi deres børn så gerne ville gå der. Der afslørede parret sig som et tomt hylster. Ganske vist forgyldt – men helt tomt.
Og nu en familie i splid, og en dronning, der enten er tonedøv eller totalt fraværende, hvad hendes børns velvære angår. De taler i hvert fald ikke sammen.
Den danske befolkning bakker endnu op, men med blikket på Norge, er det værd at huske på, at der med privilegier følger en forventning om almindelig fornuft. Trods alt!
SARA BRO
ALT var åbenbart galt med den ellers populære vært, da hun ikke hev den tv-succes hjem til DR 2, som en række mellemledere selv havde godkendt og igangsat med tommel op.
Med beskrivelsen af horden af ansvarsflygtende chefer, der stikker deres ansatte i ryggen og lefler opad, priser jeg mig lykkelig over ikke at arbejde i DR.
PAPE OG ELLEMANN
Mine øjne bløder stadig efter at have set det katastrofale pressemøde, de to blå mænd holdt ved Kastellet i København.
I stedet for at trække et stik hjem på, at ville have FE-sagen undersøgt, som der jo sådan set allerede var flertal for i Folketinget og dermed besluttet, så glemte de deres egen roller – og i særdeleshed Søren Pape Poulsen, eftersom han var justitsminister under brugen af den hemmelige agent, Samsam.
Undersøgelsen af Samsam-sagen er bestemt en helt anden end undersøgelsen af Lars Findsens anholdelse, ingen tvivl om det. Men at de to herrer ikke havde forudset at skulle foregribe spørgsmål om netop denne, er skræmmende dumt.
Med den amatørisme er det lige før, Mette Frederiksen skal have lov til at regere endnu en periode og fortsat save Grundloven over i sit enevælde og videreudvikle den sekteriske regeringsmetode. Men også kun lige før …
THOMAS BLACHMAN
»Er I fuldstændig sindssyge? Tror I, jeg er et komplet idiotisk, åndløst kendis-fjols? Rend mig i røven, det er noget lort at spørge om. Jeg nyder livet et andet mentalt tak.«
Ordene er fra Blachman til en journalist, der havde rettet henvendelse til ham, og svaret på hans spørgsmål er ja.
