Det er jo næsten ikke til at holde ud, men jeg har besluttet, at denne uges opslag i avisen kun skal handle om vores prominente politikere her til lands.

Man sidder jo lidt med kæben nede på jorden efter at have fulgt nyhedsstrømmen – selv en lidt hardcore dame som jeg. Og lad os da bare starte med fremtrædende byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Nyborg Jesper Nielsen.

Han bliver nu efterforsket af Fyns Politi for forsøg på at købe nøgenbilleder af en 17-årig pige, som han fandt på ungdomsmediet Snapchat. Jesper er 37 år og sendte den unge gymnasieelev upassende beskeder og spurgte, om hun var interesseret i at sælge ham nogle nøgenbilleder – og fordi hun er under 18 år, kan der ifølge hans forsvarsadvokat være tale om børneporno.

Det lyder jo vanvittigt, tænkte jeg. Og det gør han nok også, for som den store klovn han er, har han selvfølgelig forsøgt at lyve sig ud af en fyring fra – jamen, gæt hvor han var ansat – en ungdomsskole!! Man ville korse sig, hvis man var kristen.

Medierne fik nys om sagen, da Jesper Nielsen selv skrev på Facebook, at han var 'fratrådt' sin stilling på Nyborg Ungdomsskole, hvor han har arbejdet siden 2013. Han forklarede kort om fyringen, at det var tale om en 'personalesag', og at det ikke fik betydning for hans arbejde på rådhuset.

'Ikke får betydning?' Man får jo lyst til at spørge, om manden er gal? Eller idiot? For sandheden er jo simpel: Jesper Nielsen blev fyret, fordi den 17-årige informerede en lærer om, at Jesper forsøgte at købe nøgenbilleder af hende. Sådan en lærer kan man naturligvis ikke have gående på en ungdomsskole – og altså heller ikke på et rådhus.

Byrådsgruppen i Nyborg har i hvert fald meddelt, at der ikke længere er tillid til den fremtrædende politiker, og derfor er »parterne blevet enige om, at Jesper Nielsen trækker sig med øjeblikkelig virkning. Den socialdemokratiske byrådsgruppe tager kraftigt afstand fra Jesper Nielsens handlinger«, lyder det fra partifællerne.

Og det forstår man godt, for Socialdemokraterne har efterhånden utallige klamme sager i rygsækken både blandt de voksne – hej, Frank Jensen – men også blandt en større gruppe ungdomspolitikere i Socialdemokratiet, som resulterede i en hel serie på TV 2.

Er der mon flere klammerter og krænkere blandt politikere, generelt? Eller handler det bare om nørder og magt? Eller handler det bare om magt og dem, der søger den?


Per Zeidler.
Per Zeidler.
Vis mere

PER ZEIDLER

Syddjurs' måske mest liderlige politiker skal for retten midt i juni og kan risikere en dom for rufferi. Det er jo i sig selv ikke ulovligt at bolle mange mennesker eller at bolle mange mennesker samtidig, så længe der ikke er penge involveret – men det lader der, ifølge anklagemyndigheden, til at have været.

Jeg kan hverken blive forarget over gangbangs eller prostitution. Jeg er for det hele, så længe det er gensidigt og aldersmæssigt inden for straffelovens rammer. Problemet er jo udelukkende pengene!

Man må simpelthen ikke tjene penge på andre menneskers krop, og derfor er jeg faktisk også på det hold, der mener, at prostituerede slet ikke skal betale skat af deres indtægt, da det jo faktisk – i en eller anden forstand – ender med at være staten, der tager rollen som pimp. For når en stakkels eller stolt kvinde har lagt krop til 800 kroner, så napser skattefar lige de 400.

Per Zeidler nægter sig skyldig, men hvis han viser sig at være det, så vil jeg sende et velment råd om nulspil. Penge til kondomer, grillpølser, glidecreme og kul – men ikke ned i dine underbukser.

Inger Støjberg.
Inger Støjberg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

INGER STØJBERG

Landets tidligere integrationsminister har fået nyt job. Og det er altså meget godt, for da hun blev fyret fra Ekstra Bladet for at være politisk (?) og dermed blev arbejdsløs, kunne man jo frygte, at fodlænkeordningen blev rullet tilbage, og Inger skulle ruske rigtige tremmer. Men nu bliver hun debattør på et radioprogram. En rigtig korkprop.

Karen Melchior (th.).
Karen Melchior (th.). Foto: NIELS AHLMANN OLESEN
Vis mere

KAREN MELCHIOR

Europaparlamentarikeren dukkede ikke op til opstillingsmøde i Københavns Storkreds og er nu færdig som partiets kandidat i kredsen. Og det tror jeg sgu egentlig er meget godt – ikke kun for partiet, men for de ansatte i parlamentet, der har oplevet den koleriske politikers vrede og råberi på helt tæt hold, hvilket har affødt en medarbejderflugt. Tillykke til alle og god bedring til Karen.

Tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S).
Tidligere justitsminister Nick Hækkerup (S). Foto: Martin Sylvest
Vis mere

NICK HÆKKERUP

Vores justitsminister har fået nyt job. Han fandt pludselig ud af, at han i virkeligheden brænder allermest i hele verden for at arbejde for De Danske Bryggerier. Så fra at have haft det prestigefyldte erhverv som justitsminister må vi forstå, at Nick Hækkerup altså meget hellere ville noget andet og nu forlader ministerposten og sit ministerium – midt under minkskandalen – og måske endnu vigtigere: midt under FE-sagen.

Lad os kalde en spade for en spade. Begge sager ser fuldstændig forfærdelige ud for hans ministerium. For det første som en ustyrlig panik, for det andet som ustyrlig amatørisme, der gjorde, at man nedlagde et helt erhverv i Danmark uden lovhjemmel.

Lovgivning var der ikke lige nogle af S-vennerne, der havde tænkt på – og de, der havde mindet om den, trængte ikke igennem. Ærgerligt. Men Nick er ude. Nick er hjemme.