I denne uge var jeg til lægen.
Jeg fik pludselig en indkaldelse på sms om, at jeg skulle til gynækolog, og jeg blev mindet om en røvnederen virkelighed.
Da jeg var der sidst, fandt hun celleforandringer i en sådan grad, at hun måtte operere en del af livmoderhalsen væk. Jeg er færdig med at få børn og skal gudskelov ikke bruge den til så meget, så jeg bad hende hellere tage lidt for meget end lidt for lidt. »Better safe than sorry«, som man siger.
Desværre tog hun ikke nok. Og i denne uge skulle vi så begynde forfra med at klippe en masse små bidder af livmoderen for at finde ud af, hvor meget eller lidt, der mangler at blive opereret væk. Finde ud af hvor stort et område er påvirket?
Jeg orkede det bare ikke. Klokken var 08.30 om morgenen, og jeg orkede bare ikke. Jeg var ked af det og træt.
Lægen var skide sød og gav mig en ny tid senere på måneden, og jeg skal jo nok få det gjort – jeg skal bare lige samle mig.
I stedet gav hun mig mit andet skud hpv-vaccine. Jeg har så freaking ondt i min arm nu, men hun siger, at præcis når man har forstadiet, kan voksne med fordel få vaccinen, fordi den formindsker risikoen for endnu et udbrud med hele 50 procent. Havde vaccinen eksisteret, da jeg var barn, havde den selvsagt beskyttet endnu mere.
Både min søn og min datter skal have den, når tid er. Jeg er dybt benovet over, at man har fundet en vaccine mod en kræftform.
Kære kvinde. Jeg håber, at du ikke er lige så dum som mig og venter 13 år mellem dine rutineundersøgelser, som er til for netop at fange celleforandringerne, inden de bliver kræft eller så svære, at operation er nødvendigt.
Jeg håber, at du ikke – som jeg – bare kyler indkaldelserne ud, når de kommer med posten eller i e-Boks.
Jeg er ikke syg – gudskelov – men kan jo desværre med en vis sandsynlighed blive det. Så lige nu står jeg over for min anden lorteoperation, og det er bare fucking lort. Alt sammen, fordi jeg følte mig uovervindelig. Det er jo altid naboen, og alt det der. Sagen er bare, at det er en god bekendt, det er en kollega. Og nu er det så mig …
Så kære damer, kvinder, søstre; grib telefonen. Ring til lægen. Bestil en tid til undersøgelse. Det er en meget lille forundersøgelse – men det kan være et meget afgørende opkald.
BRIAN MIKKELSEN, MORTEN STRUNGE, BJARNE CORYDON, MORTEN ALBÆK
I årevis har virksomheder flaget regnbue, når det blev august og tid til Copenhagen Priden. »Vi er alle for diversitet«, jubler de i en hel uge og skider på den resten af året.
Og 8. marts trumfede det danske skomærke Roccamore med den mest ækle og 100 procent hule – og for folk med en iq over cirka 74 – mest gennemskuelige reklame for sko, pakket ind i en omgang bullshit kaldet »kampagne«.
»80/20« leger skomærket, at kampagnen hedder og har så proppet fire magtmænd i et par højhælede sko – fire magtmænd, der sådan nogenlunde vil skide kvinder i bestyrelser et stykke, eftersom ingen af dem kan konkretisere noget der bare minder om 20 procent i de bestyrelser, de selv sidder i. Faktisk har den ene præcis nul (0) procent. Hej Morten Strunge.
Ejeren af skomærket – og den lidt for smarte kampagnekvinde – Frederikke glemte bare, at vi ikke alle er idioter. Vi kan godt se, når nogen kaprer en kvindernes internationale kampdag til at et tåbeligt mersalg af ligegyldige sko. Vi kan godt skelne mellem samfundsændrende kampagne fra pinkwashing. Og det håber jeg satme også, at andre kan!
LAURA DRASBÆK
Det er aldrig for sent at skifte livsbane. Fra at være feteret skuespillerinde valgte Drasbæk at blive keramiker. Jeg har set nogle af hendes ting, og uden at have forstand på en skid med ler, må jeg konstatere, at hun er voldsomt populær.
Faktisk har hun måttet tage til Indien for at tænke over, hvordan hun ikke brænder sammen i arbejdspres. Det aner hun stadig ikke – men alt godt til dem der satser.
JAN SWYRTZ
Ugens absolut sjoveste historie kræver, at man har lavet sine knibeøvelser. For når man først læser om 'Luksusfælden's ypperste rådgivers politiske begyndelse i SE og HØR:
»Jeg fik en henvendelse fra partiet, og jeg har sagt ja til at blive spidskandidat for Moderaterne i Østjylland. Jeg blev glad, da Moderaterne spurgte, om jeg ville beskæftige mig med socialpolitik for dem.«
Og så ganske få timer senere læser i samme udgivelse:
»Jeg er spidskandidat, for det går jeg i min egen fri fantasi og forestiller mig, men det vil jo være forkert at gå og sige det.«
Og også må korrigere, at det var ham, der kontaktede partiet for at blive spidskandidat i hans frie fantasi og ikke omvendt, at Lars Løkke har banket den glade tv-mand på plads. Jan. Du har styr på økonomien. Nu skal du have styr på politiske arbejdsgange …
COURTNEY COX
'Friends'-skuespilleren har givet et interview til Today, hvor hun fortæller, at hun intet kan huske fra optagelserne af serien, der trods alt kørte over en periode på ti år.
Faktisk har hun måttet se alle sæsonerne for at kunne lave reunion-afsnittet og følgende interviews, fordi hun ganske enkelt intet husker. Jeg ville ønske, at jeg ikke forstod hende …