Det er et spørgsmål, jeg igen og igen stiller mig selv i disse dage, og jeg graver virkelig dybt for at finde et meningsfuldt svar.

Inden I overfalder mig, fordi jeg ikke er royalist og ikke hylder institutionen, må jeg understrege, at jeg intet har imod personerne i den kongelige familie – de er helt sikkert hver især søde og rigtigt godt selskab.

Når det er sagt, så slår det mig, at der må være en vis arrogance – eller nonchalance – der formentlig er affødt af det faktum, at ingen, hverken undersåtter, folketing eller skiftende regeringer, nogensinde har afkrævet dem noget som helst. Ikke engang moral.

Lige nu hænger der en klase af rådne druer over hovedet på familien, der med sædvanlig selvfølgelighed glider af og regner med, at stormen lægger sig.

Men lad os starte fra en ende af. ECCO! Trofast kongelig hofleverandør, der i 2020 omsatte for 1,3 milliarder i Rusland. Mens den vestlige verden trækker al økonomisk samarbejde ud af den krigsførende nation, siger kommunikationschef Lene Balleby, at man i Kongehuset »følger med i, hvordan tingene udvikler sig«.

Jeg ved ikke, om Balleby læser aviser, men jeg kan informere om, at tingene har udviklet sig ret brutalt, og lige nu står man med bombardementer mod civile og massegrave i Ukraine. Men ECCO er familiens gode venner og har altid leveret ved kasse ét.

F.eks. da prins Joachim i 1995 giftede sig med Alexandra Manley, oprettede ECCOs grundlægger, Karl Toosbuy, den 13 millioner kroner dyre folkegave, der gjorde, at parret kunne istandsætte Schackenborg. Og da prins Joachim solgte slottet igen, var det til en fond, hvor ECCO Holdings daværende administrerende direktør, Søren Dalsgaard Stier, sad som formand. Prins Joachim indkasserede 100 millioner kroner på salget. Tak, ECCO.

Og så er der den brutale kultur på Herlufsholm, som mobbe-ambassadør Mary intet har kendt til, selvom hendes ansatte i MaryFonden, ifølge dem selv, har utallige sager fra netop kostskolen. Sager om overgreb, overfald, mobning.

Kronprins Frederik, prinsesse Isabella og kronprinsesse Mary. Arkivfoto
Kronprins Frederik, prinsesse Isabella og kronprinsesse Mary. Arkivfoto Foto: Philip Davali
Vis mere

Det ser sgu da lidt sært ud!? Kan det passe, at Mary intet har vidst? Og kan det passe, at både prins Christian og prinsesse Isabella skal blåstemple den syge kultur, politiet nu på eget initiativ har involveret sig i?

Og så er der Kronprinsens store kærlighed for IOC, hvor han først stemte imod regeringens anbefalinger og stemte doping-Rusland med til OL. Og siden, da valget om værtsby stod mellem Beijing i Kina eller Almaty i Kasakhstan, ville Frederik slet ikke oplyse, hvad han havde stemt. Et forsigtigt gæt er, at han stemte imod anbefalinger om Beijing som værtsby.

Og fuck det. Ligemeget. Nu er Frederik og Christian på rejse, nu vil de hygge sig, og så kan vi andre lukke røven. Ukraine kan få en venlig tanke, og børnene på Herlufsholm må håbe på en uvildig undersøgelse, der formentlig ender med, at Kongehuset sender endnu en ligegyldig pressemeddelelse på gaden om, hvor forfærdeligt det er, mens de plejer den nye adel bestående af rigmænd, der forsøder deres tilværelse.

Det har alligevel ingen konsekvenser.


Katrine Dirckinck-Holmfeld.
Katrine Dirckinck-Holmfeld. Foto: Carsten Snejbjerg
Vis mere

KATRINE DIRCKINCK-HOLMFELD

Forstå det, hvem der kan. For et års tid siden lavede lederen af Kunst, Skrift og Forskning ved Kunstakademiets billedkunstskoler en såkaldt 'happening', der gik ud på at hælde Frederik 5. i havnen, da både hun og de studerende var bestyrtede over, at man under denne konge havde haft slavekolonier.

Vi andre dødelige tænker det som historie, dels fordi Frederik 5. har været død i 250 år og derfor nok er ret ligeglad med Katrine og hendes umodne studerendes »happening«, dels fordi vi sådan set ikke har slavekolonier i dag. Busten blev fisket op, og nu har Statens Kunstfond givet den politianmeldte og nu tidligere skoleleder 35.000 kroner til at genudstille den.

Uanset hvor meget jeg vrider min hjerne, så kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om, hvorfor det skal koste SÅ mange penge at udstille denne buste – det er vel noget med at finde en piedestal og smække den op på denne. Men mest af alt undrer det mig, at det præcis er hende, der skal honoreres økonomisk for den indlysende idé.

Dronningen af »happenings« må skrige af grin. På vej til banken. Og af sine underlig generøse venner i kunstfonden.

Pia Kjærsgaard (DF).
Pia Kjærsgaard (DF). Foto: Emilie Lærke
Vis mere

PIA KJÆRSGAARD

Det er vist almindelig kendt, at Dansk Folkeparti gennemlever deres nok største krise. Både menige og folketingsmedlemmer flygter, men hvorfor egentlig?

Det lader jo ikke til at være partiets politik, de er utilfredse med, men i langt højere grad Morten Messerschmidts topstyrede og ekskluderende stil og åbenbart også stifter Pia Kjærsgaards hårde ledelse, der bliver beskrevet som »voksenmobning« af blandt andre Lise-Lotte Blixt.

Det fik afhopper Marie Krarup selv at føle, da hun angivelig blev kaldt en »skør sæk«, efter en debat om SU-midler måtte tages med til Rusland.

»Skør sæk«. Det er altså sjældent formuleret af en dame på 75 år. Og jeg tror seriøst, at alle i partiet snart skal passe på, at de ikke selv ender som en »skør sæk« eller »langt ude-tosse«.

Skuespiller Robert Hansen.
Skuespiller Robert Hansen. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

ROBERT HANSEN

Åh, det piner mig sgu lidt, men den ellers folkekære skuespiller er ifølge flere medier blevet hentet i sin bolig af seks betjente. Han returnerede samme søndag aften og har ingen kommentarer. Vi andre sidder og håber, at nogen kan passe på ham – men ved også, at ingen kan hjælpe, medmindre du vil hjælpe dig selv.

Prins Nikolai.
Prins Nikolai.
Vis mere

PRINS NIKOLAI

Prins Joachims ældste har åbenbart fået en advarsel på Herlufsholm for at bryde alkohol-politikken. Nu er jeg jo ikke socialdemokrat og derfor ikke så sygeligt optaget af gymnasieelevers festvaner. Man kunne måske bare have ønsket, at man på kostskolen havde taget vold, voldtægter og mobning lige så alvorligt som alkohol.