Man skal ikke tale dårligt om de døde.

Det er noget, vi siger til hinanden, og heldigvis for det – det er jo for fanden ganske unødvendigt – for ikke at sige meningsløst – at sværte et menneske til, når det er forgået. Det får mig bare samtidig til at tænke, at man samtidig virkelig skal og bør tale godt om mennesker, når de lever.

Sidney Lee er død. Tv-fænomenet, der lagde Danmark ned i nærmest to årtier, blev kun 43 år. I skrivende stund aner vi ikke, hvad han døde af, og det er egentlig også skide ligegyldigt, for det, der er vigtigt, er, hvordan han levede. Og det gjorde han – han levede i perioder 'to the max' med fester, druk, spil, tv og bartending,

Og det lyder da altsammen meget fedt, kæmpe griner og en livsstil, der har indbragt priser, damer, penge og masser af opmærksomhed. Desværre også den negative…

Når man i lille Danmark vælger at leve som ingen andre, går det ikke ubemærket hen, og i nogle år dyrkede op mod 100.000 mennesker hadet til Sidney Lee på Facebook i en grad, der burde være blevet politianmeldt. 'Gå nu væk, Sidney Lee!!!!!' 'Sidney Lee er en svans' og toppen: 'Sidney Lee skal skydes'.

Tre Facebook-grupper, der samlede 100.000 mennesker i raseri og had mod en mand, som aldrig havde gjort andet end at smøre sig ind i selvbruner og iklædt sig stramt tøj, bandana og garneret sig med en amerikansk accent.

'Hvis jeg får chancen, Sidney, så smadrer jeg dig til uigenkendelighed,' lød en af beskederne, og det er svært ikke at overveje, hvem der er mest vanvittig.
Det eneste, Sidney Lee gjorde, det var at underholde – helt kvit og frit, og det er helt frivilligt, om man ville følge med eller slå over på en anden kanal.

Selv trak han på skuldrene. Det gentog han ved flere lejligheder.

Sidney Lee i 2016.
Sidney Lee i 2016. Foto: Martin Sylvest Andersen
Vis mere

Men forleden faldt jeg over dette citat:

»Jeg kan godt blive jaloux på min kæreste, når hun tager på arbejde om morgenen og skal ud og møde mennesker. Hvad kan jeg lave? Jeg kan gå ned på tanken og købe en sodavand for at snakke med nogen. Jeg nærmest overfalder min kæreste, når hun kommer hjem, for jeg har brug for kontakt. Det er derfor, jeg går så meget i byen. Endelig kan jeg komme ud og snakke med mennesker, hvor jeg ellers sidder på min sofa i mørket og spiller spil. Somme tider får jeg da tanken: 'Hvad fuck laver jeg her?'«

Citatet er fra Euroman i 2018 sagt af Sidney Lee samme dag, han bællede 1,5 liter rom på 26 sekunder.

Jeg får lidt ondt i maven, hver gang jeg læser det. For hvor svært var det egentlig at være Sidney Lee? Hvor ensomt var det at være Sidney Lee? Og hvem var mon Søren Hassel Hansen, der havde så svært ved at slippe rollen som Sidney?

Svaret får vi ikke her. Men måske skal vi lære at se mere end facaden, se bag bruncremen og omfavne de mennesker, der faktisk bare vil det gode og bare gerne vil gøre det godt. Også selv om det er på deres helt egen måde…


Statsminister Mette Frederiksen (S).
Statsminister Mette Frederiksen (S). Foto: Bo Amstrup
Vis mere

METTE FREDERIKSEN

Vores statsminister skal til at lave podcast. Det er jo så moderne – det ved jeg alt om – så selvfølgelig skal Frederiksen også have en. Problemet er bare følgende:

At Socialdemokraterne sælger ideen ind som en del af 'Den demokratiske samtale', som socialdemokraterne turnerer med at være meget optaget af. At det som følge af formatet selvsagt er Mette, der vælger gæster – og derfor er hende, der sætter dagsordenen og interviewer. At disse gæster er knaldrøde venner af partiet. Første gæst er Rune Lykkeberg. Anden er Helle Thorning-Schmidt.

Der er ingen demokratisk samtale i at tale med sine venner i et lukket rum, hvor du selv vælger, hvad I skal tale om, og selv stiller spørgsmålene.

En medarbjeder i S har forsøgt at forklare, at det jo er Mette, der lytter – og det er der såmænd intet i vejen med. Problemet og kritikken af Mette Frederiksen ikke handler om at lytte, men om aldrig at svare.

Kritikken handler om, at pressens minister nægter at svare på spørgsmål og har forfinet 'Den diskussion vil jeg slet ikke gå ind i' i 12 variationer, der lukker al demokratisk samtale, når den ikke passer socialdemokraternes dagsorden. Det ændrer en podcast med venner desværre ikke på.

Skuespiller Lisbet Dahl.
Skuespiller Lisbet Dahl. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

LISBET DAHL

Mens vi andre er helt færdige med at tænke så meget som et sekund over corona-virus, må Lisbet Dahl kaste håndklædet i ringen og melde fra sin finalesæson i Cirkusrevyen.

Revyfans kan håbe på, at hun beslutter sig for at lave en Frank Sinatra, og publikum derfor får muligheden en anden gang, måske endda flere, for det er sgu da bare ærgerligt at slutte sine årtier med de skide senfølger.

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).
Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V). Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

CLAUS HJORT FREDERIKSEN

Er vores tidligere forsvarsminister landsforræder? Har han videregivet fortrolige oplysninger, der truer statens sikkerhed?

Regeringen mener ja, men den vil ikke fortælle, hvad der ligger til grund for deres mistanke!? Den opfordrer bare Folketinget til at ophæve den tidligere ministers og nuværende folketingmedlems immunitet. Vel at mærke i blinde. WTAF!?

Jeg er lykkelig for, at det ikke er lykkedes. Jeg er lykkelig for, at nogle demokratielskende MFere hev i tøjlerne og stoppede galskaben. Og jeg håber, at de leflende medløbere, som ville stemme for, sidder med en sær smag i munden over potentielt, til hver en tid, at kunne bruges politisk til at udslette en modstander uden så meget som et eneste håndgribeligt bevis eller forklaring.

Hvis MFernes immunitet skal have nogen som helst mening, så er denne sag et grotesk skræmmeeksempel på det modsatte.