Sommer. Den længe ventede tid til at læse, tid til at slappe af. Tid til at lytte til podcast og ikke mindst tid til hinanden. Tid til at lægge telefonen fra sig og finde roen og nærværet i nuet.
Siden jeg var barn, har sommerferien været det ultimative getaway, den tid, hvor alt kunne lade sig gøre. Mange sammenhængende dage under høj himmel og uendeligt hav, hvor jeg imellem skulle møde ukendt land, eventyr og spontanitet – måske forelske mig. I hvert fald ubekymrethed og tid til at trække vejret dybt. Men så fik jeg børn.
Og selvom jeg har en nogenlunde gennemsnitlig IQ, havde jeg alligevel en (naiv?) forventning om både eventyr og afslapning, når ferien ramte – men jeg kan ikke beskrive med ord, hvor helt ekstremt udmattet jeg var, når jeg kom hjem fra ferien med små børn. Faktisk så udmattet, at det eneste, jeg kunne tænke på, var at holde endnu en ferie oven på den ferie, der havde vist sig at være 24 timers arbejdsdag.
For hvor man normalt – også på arbejdet – har det privilegie, at man kan spise sin frokost i eget tempo – måske endda i fred – gå på toilettet, uden nogen sidder ude foran døren og råber på en, kan læse to sider i en bog uden at blive afbrudt, så stod jeg nu til rådighed for konfliktløsning, hysteri, dovenskab og konstant servicering 24 timer i døgnet, om det så gjaldt fodring, badning, underholdning.
I stedet for at slappe af pisker man rundt, for ellers drukner børnene i poolen, bliver solskoldede, sultne, kede af det og alt det andet, som en god arbejdsdag ellers giver en en naturlig pause fra. Men nu lysner det sgu. Eller sortner på anden vis.
Mine børn er blevet seks og ni år, og sidste år opdagede jeg, at tiden er med os. Tiden er blevet til, at alle sover igennem, almindelige behov kan kommunikeres med helt normal tale, og konflikter kan løses mellem dem og oftest uden mig.
Jeg fik denne sommer hørt et utal timer podcast og læst det meste af en bog. Samtidig fik jeg nusset mine børn, grint, holdt i hånd, samsovet (igennem), besøgt et lokalt tivoli og spist et antal is, der stadig arbejdes på at få af igen.
Et opråb til småbørnsfamilierne derude: Det skal nok blive sjovt igen! Det hårde arbejde er en begrænset tid. Men hvor efterlader det os forældre?
Efter 16 dage med Tivoli, Tour de France i bybilledet og tur til Sicilien blev det farens tur til at have børnene, og normalt ville jeg være lettet over at få et par dage til mig selv, men sandheden er, at jeg savner dem helt ind i knoglerne og glæder mig til næste udmattende ferie, der har fundet sit helt eget leje.
METTE FREDERIKSEN
Det er vist gået op for de fleste, at der er en valgkamp lige rundt om hjørnet – alligevel gik det lige lovlig bananas, da Statsministeriet og dets pressefolk fandt på at flyve Frederiksen til Paris.
For skal en statsminister ønske en dansk Tour-vinder tillykke? Ja da, hvorfor ikke? Præstationen er noget helt særligt, og Vingegaard repræsenterer hele landet.
Jeg er dog ikke på det hold, der tror, at Mette Frederiksen var blevet slagtet, hvis hun havde nøjedes med at sende en storladen hilsen over sine foretrukne medier, Instagram og Facebook. Men der er mange måder at tage til Paris på.
Der er den måde, hvor man hilser på Jonas Vingegaard, giver ham en buket og et stort kram og siger tillykke til den exceptionel dygtige sportsmand – og så er der ministermåden, hvor man vitterligt maser sig ind på alle tænkelige billeder.
Efter Frederiksen satte sine fødder på fransk jord, var det jo nærmest umuligt at finde billeder af Vingegaard, uden hun 'photo bombede' dem. Hun stillede sig endda op på scenen, ved siden af podiet, hvor Vingegaard modtog sin fortjente hyldest!?
Hvad i alverden lavede hun dog der? Altså ud over at føre valgkamp ved at sole sig i en sjældent ydmyg mand – som hun måske selv kunne lære lidt af…
HARVEY WEINSTEIN
Han er allerede i gang med at afsone mere end 20 års fængsel, men straffen ender ikke her. Snart udkommer forfatteren Ken Auletta nemlig med en bog om Hollywoods største producer – og den er blevet til på baggrund af interview med en række filmstjerner, tidligere ansatte, forhenværende venner og sågar familiemedlemmer.
Allerede under retssagen kunne man høre tidligere skuespiller, nu frisør, Jessica Manns, fortælle, hvordan det så ud, som om Weinstein var forbrændt, ikke havde nogen testikler, og at hans penis lignede en vagina, og at det krævede medicin, for at Weinstein kunne få rejsning.
Nu bliver de slibrige detaljer toppet med, at han havde en frastødende krop, lugtede af lort og havde sorte hudorme over hele ryggen. Jeg kan ikke vurdere, om det er rimeligt – for det er voldtægt jo heller ikke. Og offeret har vel også ret til at fortælle sin historie?
MAI MANNICHE
Så fik hun endnu en overskrift – lige den, hun gik efter – for endnu en gang hoppede de danske medier på hendes dagsorden. Hun smider alt tøjet, skriver hun – efterfulgt af, at det gør hun ikke alligevel.
Hun skal nemlig sælge smykker, og det skal nu ske på Only Fans, hvor alle andre sælger billeder af deres private huller og nøgne overkroppe. Jamen, hvorfor ikke: held og lykke. Når det danske marked svigter på tiende år, må man jo prøve nye veje.
DRONNING MARGRETHE
Vores regent fulgte også Vingegaards sejr. Dog fra tv og sammen med sine to søstre. Offentligheden fik et varmt billede fra stuen, og som den opmærksomme følger kunne bemærke, var der hele to askebægre på sofabordet. Vores dronning gør nemlig ikke noget halvt.
