Verden er som bekendt et vildt sted. Og den bliver tilsyneladende kun vildere.
En pænt stor del af befolkningen mener nemlig, at fra du kommer ud af din mor ved fødslen, skal din krop – helt pr. automatik – ikke tilhøre dig selv, ej heller dine forældre. Din krop skal fremover tilhøre staten! Din krop er statens ejendom, og hvis du vil ændre dette, skal du selv gøre det aktivt.
Sådan lyder et borgerforslag, der nu har fået 50.000 underskrifter og derfor skal behandles af Folketinget. Forslaget er stillet af en ulykkelig far, der mistede sin kun 15-årige datter, fordi hun ikke fik en hjertetransplantation i tide, og det mener faren, man kan afhjælpe ved at tvinge alle borgere til være organdonorer fra fødslen af – og så håbe på, at størstedelen enten ikke husker at melde sig aktivt fra eller aldrig tager stilling.
Jeg forstår sådan set godt faren, og hans forslag kan lyde nok så sympatisk – men det er eddermame også et vildt forslag! Og en vildt indgribende beslutning, der går langt ud over menneskets naturlige ret til egen krop, når man skal til at gøre en aktiv indsats for ikke bare at genvinde retten over sig selv, men også skal gøre indsatsen for overhovedet at få retten selv – over sig selv! Tankegangen er så vild, at jeg nærmest får ondt i maven.
Min krop er min – det er en helt basal menneskeret. Den skal ikke tilhøre andre fra fødsel og er en etisk brutal og efter min mening forskruet tankegang, hvis din krop pr. default er statens ejendom, indtil du selv siger aktivt fra.
Jeg er selv organdonor, og den beslutning har jeg selv truffet for mig! Jeg har også lige tilmeldt mig som stamcelledonor. Jeg har personligt intet problem med at give folk min lever eller mit hjerte, men der må simpelthen være en grænse for galskaben, og den går altså her!
Min krop er min! Fra dag ét, tak! Og ingen skal til at kæmpe med formularer og NemID for at komme ud af en aftale, de aldrig nogensinde har indgået med et system, der overskrider enhver personlig frihed.
Jeg vil meget gerne selv have hjælp og modtage organer, hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg vil også meget gerne have, at mine børn får hjælp, og derfor har jeg helt naturligt selv meldt mig som donor.
Så måske man kunne arbejde med modellen 'hvis ikke du selv giver, kan du ikke modtage'. Man kommer ikke på nogen venteliste, hvis man ikke allerede selv er i registreret.
På den måde bliver man i højere grad nødt til at tage stilling – og på ganske retfærdig vis – uden at man skal overlade noget så etisk kompliceret som retten til egen krop til den store moder stat.
WILL SMITH
Denne uge lærte jeg af Hollywoods største stjerner, at man gerne må benytte vold, hvis man synes, nogen har sagt en usjov joke. Man må gerne slå andre, hvis man føler sig fornærmet over nogle ord – uanset om de tilfalder en selv eller andre.
Man må faktisk gerne blive fornærmet på andres vegne – og smaske folk en i ansigtet på deres vegne. Eller på ens egne vegne, fordi man blot overhørte joken eller ordene.
Jeg er stadig i tvivl, om man ligefrem må slå ihjel, som en flok bevæbnede mænd gjorde mod satiretegnerne på magasinet Charlie Hebdo, eller mænd gjorde på grund af en profettegning. Det kommer nok an på, hvem du spørger. Men vold i Hollywood er bare a-okay!
Jeg lærte faktisk, at det ligefrem kan være ædelt! Især hvis man uddeler knytnæveslag i kærlighedens navn. Den slags er jo ofte set i parforhold, jeg naivt troede var dysfunktionelle, men her er reglerne altså, at hvis du smadrer folk for en andens ære og i kærlighedens navn, så ingen problemer!
Denne nyhed tror jeg, nogle såkaldt 'æresrelaterede' voldsmænd vil blive glade for at høre.
BRUCE WILLIS
Jeg var så forelsket. Jeg var måske 13 år og havde et postkort hængende af macho-skuepilleren med de varme øjne. Manden med det helt særlige glimt.
I denne uge fortalte hans familie offentligheden, at han har fået afasi – og vi, der har haft den sygdom inde på kroppen, ved, hvor ualmindelig svær den er. Min egen far fik sin første hjerneblødning midt i 50erne. Han fik sin sidste, da han var 67. Den slog ham ihjel.
Jeg ved ikke, hvorfor Willis er blevet syg, men jeg husker de 12 år med min fars sygdom som ganske frustrerende for både ham selv og omgivelserne. Humøret dalede. Han mistede livslysten. Han forsøgte selvmord. Det er vist ikke usædvanligt at blive deprimeret af den lidelse.
Min fars sidste år var både i beskyttet bolig og på plejehjem, og friheden blev erstattet af ensomheden. Gudskelov lader det til, at Willis har en stor familie samlet om sig, men den personlige kamp, den kæmper man alene.
NIELS HAUSGAARD
En garvet showman. Det kan man vel godt kalde en mand, der på trods af tabet af sin kone gennemfører to planlagte koncerter i denne uge.
Gitte Hausgaard gik bort efter længere tids sygdom og efterlader sig mand, datter og barnebarn. Nogle gange kan dét at have noget at rive i være en pause i sorgen. I hvert fald kondolencer herfra.
CHRISTIAN STADIL
Selvom jeg ikke går ind for 'cancel-kulturen', så tror jeg, at historien vil dømme dem, der stod på den forkerte side.
Lige nu bokser en række virksomheder med at finde på undskyldninger for ikke at trække sig ud af det russiske marked – men måske tabet af både omdømme og økonomi alligevel vil blive større i den anden ende.
PETER SCHMEICHEL
Jeg har lige læst en historie fra målmandens tid i Manchester, der i sin enkelhed gik ud på, at han fik forbrændt sin penis, der blev strejfet af en kande varm te, og at han som straf tyrede en flaske Gatorade efter klodsmajoren med tekanden. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes faktisk, det er enorm vigtig viden for i dag.
Denne klumme er skrevet før det lørdag eftermiddag kom frem, at Christian Stadil vil ud af Rusland som aktionær i æggebakkevirksomheden Brødrene Hartmann. Læs artiklen her på B.T.
