Ja, I må altså meget undskylde, men jeg er ikke helt færdig endnu!
Jeg har i årevis været stærkt irriteret over, at Kongehuset historisk har været så nærig med sine udtalelser, men i disse uger forstår jeg virkelig, hvorfor medlemmerne af den særlige familie typisk har været tavse.
For jeg skal da lige love for, at det ramler, når først en enkelt klods er lirket ud af Amalienborg. Jeg forbløffes i dén grad over, hvor meget skimmelsvamp der gemmer sig i væggene – det må være svært at trække vejret.
Og i denne uge fik flere af os også snøret halsen godt sammen, da prins Joachim ærligt fortalte til – eller skal vi skrive bekræftede over for – B.T., at forholdet til kronprinsparret er kompliceret, og søreme, at hans mor endnu ikke havde kontaktet ham. På noget tidspunkt. Overhovedet.
Det lyder jo lidt sært, hvis vi altså skal købe præmissen fra Kongehuset om, at det hele er Dronningens egen egenrådige beslutning, og ikke en beslutning, der er født af f.eks. kronprinsparret eller andre.
Hvis jeg tog en beslutning om mine børnebørns fremtid i deres land – en beslutning, der ændrede det meste af deres liv og identitet og hele deres fremtid, så tror jeg, at jeg ville give dem alle et kald. Som minimum ville jeg ringe til deres far eller mor.
Dronning Margrethe ringede til ingen. Hun satte hofmarskallen til den tjans og drak kaffe med Mary eller malede akvarel. Det kan vi ikke vide med sikkerhed.
Hvad vi med sikkerhed ved, er, at prins Joachim siden har ytret overraskelse, følelse af at få udstødt sin familie ved noget, man kunne se som et bagholdsangreb, samt med sorg kunne meddele, at Dronningen selv EFTER overbringelsen af degraderingen og kendskabet til sin søns og børnebørns åbenbart overraskende reaktion STADIG ikke har ulejliget sig med at give sin søn et opkald.
Jeg har to børn. Og selv om jeg hverken er dronning eller prinsesse, så gætter jeg på, at de fleste med disse titler alligevel er en slags mennesker med følelser. Måske endda empati. Især netop over for deres børn.
Det er i hvert fald svært at forestille sig, at man er 100 procent ligeglad, og alligevel er det den fornemmelse, jeg selv sidder med, når jeg har fulgt Dronninens håndtering: Er hun i virkeligheden pisse ligeglad?
Og er det en virkelig presset presseafdeling, der – efter en Insta-shitsorm ud over det sædvanlige – har forsøgt at gyde olie på vandene med lidt medmenneskelighed på ord?
Så hvis Dronningens manglende engagement, og kronprinsse Marys instuderede replikker, er en naturlig forlængelse af titler og prestige, så ville jeg hellere end gerne frasige mig dem. For det der er jo decideret ubehagelig adfærd.
METTE FREDERIKSEN
Så udskrev Mette Frederiksen endelig valg. Jeg kender hende ikke personligt, men hun slår mig som en kvinde, der virkelig ikke kan tyre at blive presset af andre – og de skal i hvert fald slet ikke bestemme over hende.
Derfor formulerede hun også ved udskrivelsen, at hun midt i alskens kriser fandt det »ejendommeligt« (læs: komplet idiotisk, Sofie Carsten Nielsen), at skulle sende danskerne ud i et valg.
Personligt synes jeg, det er en god ide. Især med håndteringen af corona for øje, som de fleste nok kan se, tog lige lovlig overhånd i nedlukninger, kontrol og fratagelse af folks levebrød.
Og måske også meget godt at lade fok vurdere, om de midt i en energikrise virkelig skal påduttes i omegnen af 40 skattestigninger, så den almindelige dansker betaler så meget af sin løn til staten, at familier vitterligt ikke kan leve og – hold nu fast – må LÅNE deres egne penge af staten til en rente på to procent.
Det er sgu også ejendommeligt!
SY LEE
Jeg kan forstå på den søde reality-deltager, at han den seneste tid har haft hele tre hemmelige kærester. De er ifølge Sy Lee allesammen kendte sportsstjerner – men altså kun kendte for Sy Lee. Og det giver mig anledning til to tanker.
Den ene er Mai Manniche. Hun har også altid hemmelige kærester, der er så hemmelige, at hun ikke engang fortæller, at hun har en hemmelig kæreste, indtil de har slået op.
Så er de ikke hemmelige mere, men skal nu efter endt forhold fortælles om offentligt – lige med undtagelse af deres identitet. Den er altid og fortsat hemmelig. Og så tænker jeg på, hvem fanden der – i den virkelige verden – gider at være sammen med en hemmelig kæreste. Og endnu værre: tre!!
En af partnerne, hvis begge altså eksisterer, må kravle ud af 4. klasse og få sig noget selvværd.
GREV INGOLF
Dagli'Brugsen i Ågård lukker, og det huer ikke grev Ingolf og grevinde Sussie af Rosenborg, der normalt handler i det lille supermarked hver eneste dag.
Træls, kalder han det. Og jeg forstår ham.
Energikrisen rammer åbenbart alle – præcis som corona, som vi også kan hilse velkommen igen til efteråret. Det skal nok gå godt…
ANETTE KOKHOLM
TV 2 Øst har ansat Anette Kokholm som ny direktør – og hendes opgave er at »ramme de unge«.
Nu må man jo ikke aldersdiskriminere, og Anette har jo været på P3 i start-90erne og siden været chef på Familiejournalen – men måske man skulle have spurgt en ung?
Mit indspark (og det er helt gratis) er, at unge ikke ser så meget flow-tv. Men god kamp, derude…