Den komplet kaotiske evakuering af afghanske ansatte ud af Kabul viser desværre, at det er tilfældighederne, der råder.

For hver dag, der går, kommer vi nærmere den deadline, som den amerikanske præsident så uklogt varslede tidligere i år. Den 31. august vil amerikanerne være helt ude af landet og dermed også os. De, der ikke kommer med ud nu, bliver overladt til sig selv og en skæbne, der er uvis, men formentlig brutal.

Arbejdet med at godkende de afghanere, der har krav på at komme til Danmark, er vanskeligt, og de kaotiske forhold gør det ikke lettere.

Allerede nu kan myndighederne berette, at mindst to har 'sneget' sig ombord på det Hercules-fly, der flyver evakuerede til København.

Den første er et 23-årigt efterlyst medlem fra den berygtede kriminelle bande Loyal to Familia. Bandemedlemmet er udvist med en længere dom, men snød sig ombord ved at udgive sig for at være sin egen bror. Da han hverken havde pas eller identitetspapirer i Kabul, fik han den eftertragtede plads på flyet.

Tirsdag kom endnu en afghaner til Danmark. Han medbragte sin kone og to børn og snød sig til Danmark, skønt han har en fængselsdom og et indrejseforbud til 2024. Den 31-årige mand ankom fra Islamabad, taler dårligt dansk og er nu anholdt. Men han lægger ikke skjul på, at han ville til Danmark for at komme i sikkerhed.

Begge indlysende eksempler på en sagsgang og en kontrol, der er gået galt. Men man kan nok ikke klandre ambassadepersonalet i lufthavnen i Kabul. De arbejder under et ekstremt pres, fordi deadline nærmer sig, og fordi hele evakueringen er foregået uden en forberedt plan.

Det er naturligvis kritisabelt, at de to afghanere tog en plads på falske præmisser. De burde ikke være hentet til Danmark, og de kan nu se frem til et længere ophold her i landet – måske for evigt. De kan formentlig ikke sendes retur i den nuværende farlige situation.

Flygtningenævnet har netop stoppet alle hjemsendelser af afviste afghanske flygtninge. Men helt frem til 7. juli sendte Danmark afviste afghanske flygtninge retur. 17 afviste personer er i år sendt til Afghanistan.

En af dem er Nabi, som B.T. tidligere har fortalt om. Nabi sidder i dag i Kabul og gemmer sig. Han blev sendt retur 30. maj og har siden været bange for at blive fanget af Taliban.

Nabi er afvist flygtning og skal derfor ud af landet, når forholdene i hjemlandet er sikre. Det skønnede Flygtningenævnet, at de var i maj, men i dag ser situationen ganske anderledes ud.

Regeringen har hele tiden haft det som en prioritet at få så mange sendt hjem som muligt.

Men lige nu har vi den barokke situation, at med den ene hånd har vi sendt afviste flygtninge hjem til et kaos, og med den anden hånd har vi lukket afviste kriminelle ind i landet igen.

Denne tilfældighed rammer vilkårlige skæbner – herunder Nabi – på en uretfærdig måde. Lige nu sidder der mennesker i Kabul, der nok ikke burde sidde der, hvorimod andre er i Danmark, hvor de heller ikke burde være.

Tilfældighederne råder, og det er den manglende professionelle plan for evakuering, der er årsagen. Det er Udenrigsministeriets ansvar, og det har de ikke levet op til. De har reageret nogenlunde under det tidspres, de kom under, da Kabul faldt, men der burde have været planer, der tog højde for dette kaos.

Ansvaret falder tilbage på ministeren og den samlede regering og skal naturligvis undersøges til bunds.