I ugens løb har B.T. sat fokus på et ret uhyggeligt problem, som vedkommer os alle, hvis uheldet er ude.
Camilla Krogh Østrup oplevede at vente urimeligt længe på en tilkaldt ambulance, da hun forsøgte at hjælpe en ældre mand, der var faldet på gaden i krydset Peter Bangs Vej og Dalgas Boulevard.
Manden havde slået sig alvorligt, fordi han i faldet slog hovedet direkte ned i cykelstien.
25 minutter efter det første alarmopkald var ambulancen endnu ikke kommet, og derfor forsøgte hun igen. Fra alarmcentralen lød det, at man nu ville skynde på ambulancen.
Omkring 20 minutter senere begyndte den ældre mand at ryste på ben og arme. Endnu et opkald. 52 minutter efter den første opringning kom ambulancen endelig.
Så længe skal man ikke vente.
Hanne Sørensen er en anden borger, hvis historie vi har fortalt her i B.T. Hun oplevede på lignende vis at vente længe på ambulancehjælp, som hun havde tilkaldt, fordi hendes søn havde foretaget et voldsomt styrt på løbehjul, så han havde slået hovedet i asfalten.
Han blødte fra tinding, øjenbryn, mund, hænder, og Hanne Sørensen var desuden i tvivl, om hvorvidt han også blødte fra ørerne.
»Der er blod alle vegne,« lyder det i Hanne Sørensens genfortælling af hændelsen.
Efter gentagne opkald til centralen, ankom efter 75 minutter – fem kvarter – ikke en ambulance men en taxa(!)
»Jeg var fuldstændig rystet, for han var smurt ind i blod, og så skulle han ind i en taxa og køre 25 minutter til Hvidovre Hospital. Det er jo alt for dårligt,« mener Hanne Sørensen.
Det har hun ret i.
Både Hanne Sørensen og Camilla Krogh Østrup har oplevet svigt, da de havde brug for hjælp.
I begge tilfælde lægger såvel Hovedstadens Beredskab som Region Hovedstaden sig fladt ned og beklager episoderne.
I Camilla Krogh Østrups tilfælde oplyser en vagtcentralchef til B.T.:
»Det er en meget beklagelig hændelse, og borgeren burde have fået hjælp hurtigere. Det er en voldsom oplevelse, og jeg beklager over for den tilskadekomne og hans familie og over for de mange borgere, som var til stede og heldigvis hjalp til.«
I Hanne Sørensens tilfælde lød også en beklagelse fra Region Hovedstaden, efter de havde gennemgået forløbet:
»Vi skal i den forbindelse dybt beklage, at den oprindelige bestilte ambulance ved første opkald bliver ændret til siddende transport med Dantaxi. Dernæst skal vi beklage, at der ikke bliver spurgt tilstrækkeligt ind til din søns tilstand ved dit genkald til 1-1-2, hvilket betød, at den rette ressource ikke kom din søn til hjælp.«
Begge historier er fra gader midt i hovedstadsområdet, hvor der hverken er langt mellem ambulancer eller sygehuse.
Det er på sin plads med beklagelserne, og der er naturligvis noget forsonende over viljen til at påtage sig ansvaret.
Men det ændrer ikke på, at det er uanstændigt, at man skal vente så længe på hjælp, når uheldet er ude. Historier som disse sår tvivl om det sikkerhedsnet, vi bør kunne forvente, hvis vi kommer alvorligt til skade.
Den slags ventetid på ambulancer skal vi simpelthen ikke finde os i.
