Det var vanvittigt og ubegribeligt, at en flok bølledemonstranter fik lov til at gå amok onsdag aften.

Selve symbolet på demokratiet i USA – det nationale parlament, Kongressen – blev stormet af en rasende bande, der smadrede alt på deres vej.

Deres håb var at få omgjort det valg, der for nylig afgjorde, at Joe Biden bliver den næste præsident. Det var rene bøllemetoder, hvor vinduer og døre blev smadret, talerstole stjålet og politikernes kontorer raseret. Det var mere end hærværk, for intentionen var at true og med vold genindsætte den nuværende og detroniserede præsident, Donald Trump. Flere af Kongressens lovligt valgte medlemmer var fanget som gidsler og måtte barrikadere sig for ikke at blive overfaldet. De få sikkerhedsvagter, der var til stede, måtte trække pistoler for i yderste konsekvens at skyde sig i sikkerhed.

Billederne brænder sig fast på nethinden.

Det var et kupforsøg – et primitivt, men voldeligt kupforsøg, der giver minder om tidligere kupforsøg i Spanien, Grækenland og en række bananstater.

Lederen af kuppet var ikke med i forreste linje. Præsident Donald Trump befandt sig i Det Hvide Hus, hvor han via sine sociale medier konstant skrev til sine tilhængere.

Ansvaret for stormen på Kongressen tilhører ene og alene Donald Trump. I ugevis – siden valget blev afgjort 4. november – har han nægtet at se kendsgerningerne i øjnene og uafbrudt påstået, at valget blev stjålet med svindel. I de seneste måneder har han med alle juridiske midler forsøgt at forhindre Joe Biden i at blive indsat. Alle sager er faldet til jorden.

Onsdagens demonstration var indkaldt af Trump, og han har flere gange tweetet, at det ville blive 'a wild demonstration'. Det blev det. Vildere, end i hvert fald sikkerhedstjenesten i Kongressen og Washington havde forestillet sig. De har nu en opgave, hvor de skal ransage, hvordan det kunne gå så galt. På selve dagen talte Donald Trump til 'sine styrker' på pladsen foran Kongressen og opildnede dem med sin tale om aldrig at overgive sig og aldrig at anerkende valgets resultat.

Da først bøllerne var trængt ind på Capitol Hill, var Trump tavs. Først da Joe Biden havde talt til nationen, udtalte Trump sig via en videooptagelse på Twitter. Han forsøgte halvkvædet at få sine støtter til at gå hjem, men som altid med en indledende bemærkning om, at 'valget er stjålet, og det ved alle'. Hans faste støtter har hørt dette i mange uger, og selv da de gik over stregen, fastholdt deres 'hærfører', at det var det vigtigste budskab. Selv dagen derpå, hvor Trump lod meddele, at han ville hjælpe til med en rolig overdragelse, var hans første budskab: Valget er stjålet.

Trump og hans familie, for både Don Jr. og Ivanka var også på barrikaderne på pladsen foran Capitol Hill og på Twitter, bærer ansvaret for dette pinlige kupforsøg. De har i uger opildnet deres støtter, og i kampens hede gjorde de intet for at dæmpe gemytterne. Præsident Trump kan i dag se tilbage på et gigantisk flop, der slår tilbage på ham selv og hans ambitioner for en videre politisk fremtid. Flere politiske støtter har allerede forladt ham.

Stormen på Capitol Hill viser den store og afgrundsdybe forskel, der er mellem vælgerne i USA. De fleste tager i dag afstand fra den voldelige demonstration, men mange i Det Republikanske Parti har forståelse for aktionen. En hurtig YouGov-måling viser, at store dele af de republikanske vælgere rent faktisk støtter aktionen, der endte med, at en kvindelig Trump-tilhænger blev skudt, og tre andre omkom i forbindelse med urolighederne.

Joe Biden har annonceret, at han vil være hele Amerikas præsident, men det virker både som en uoverkommelig og langsommelig proces.

Her og nu bør Donald Trump fratages mulighederne for at agere som præsident. Mike Pence, hans vicepræsident, har allerede vendt ham ryggen og er måske den stabiliserende faktor i Det Hvide Hus. Det var ham, der koordinerede indsatsen med at få ekstra tropper til Washington for at styre oprøret, melder pressekilder. Han bør overtage den præsidentielle post de næste to uger. USA er stadig en supermagt med enorme militære muskler, og Donald Trump har endegyldigt bevist, at han er utilregnelig og udelukkende regerer i egne interesser.

Fyr ham – uanset, at Trumps støtter vil bruge det til yderligere ballade og se det som en bekræftelse på, at de er forfulgt.

USA og resten af verden har de næste uger brug for sikkerhed og stabilitet. Der er ikke plads til en farlig utilregnelig præsident.