Det er altid 'dag nul' eller 'dag fire'.
Sådan kan det i hvert fald godt føles, hvis man forsøger at agere ansvarsfuld forælder ved dagligt at følge med på skolens beskedsystem.
Med andre ord buldrer coronasmitten derudad, og for langt de fleste familier medfører det lige nu en lind strøm af beskeder med opfordring til test og isolation. For mange er 'dag fire' sjældent overstået, før den næste besked dukker op i indbakken, og det hele begynder forfra med en ny 'dag nul'.
Ja lige indtil – selvfølgelig – at testen er positiv, og man kan slappe lidt af. Droppe testhelvedet for en stund.
Men hvad får vi så for de millioner af test, som køres i gennem systemet?
Altså udover et større arbejde med at holde styr på familiens testforpligtelser, timer i testkø og en milliardregning, hvor tallene lige nu løber hurtigere i vejret end nogensinde?
Vi kan følge med i, hvem der er smittet, og hvem der ikke er – og på den måde bruge testsvarene til at mindske spredningen af coronasmitten. Smart, og vel egentlig også den absolut vigtigste gevinst ved omfattende testning.
Alligevel går det nu så stærkt med smittespredningen, at WHO vurderer, at over halvdelen af europæerne vil være smittet med omikronvarianten inden for seks til otte uger.
Kunne smittesituationen have været endnu mere omfattende, hvis vi havde testet færre? Uden tvivl.
Sagen er bare, at det med den seneste melding fra WHO nu for alvor bør stå klart, at smitten ikke kan stoppes med test. Når det er tilfældet, må det være tid til endnu en gang at overveje, om det virkelig bliver ved med at være fornuftigt at smide milliarder efter en strategi, som har en noget begrænset effekt.
Havde staten uanede økonomiske midler til rådighed til bekæmpelse af corona, var det en anden sag.
Sådan har det desværre bare aldrig været med penge. De kan kun bruges én gang – og låner man dem, så efterlader man en regning til fremtidige generationer.
Politikerne har derfor en forpligtelse til at overveje, om penge bruges rigtigt. Der er nemlig det særlige ved politikere, at de administrerer penge, som ikke er deres egne. Det medfører en særlig pligt til hele tiden at overveje, om ressourcerne kan bruges, så de skaber større værdi for dem, de tilhører – nemlig borgerne.
Det er jo ikke fordi, der ikke er andre opgaver, der kunne trænge til opmærksomhed og til at blive prioriteret økonomisk.
Et effektivt og robust sundhedsvæsen er vel et af de vigtigste ønsker på ønskesedlen.
Et ønske, som ikke bare kommer alle danskere til gode før eller siden, men faktisk også et ønske, som skal opfyldes, hvis vi skal blive i stand til at håndtere, hvad fremtiden måtte bringe af coronaer, influenzaer og det, der er værre.
Det er måske nu, vi skal stoppe med at putte milliarder ned i det hul, der hedder coronatest, og i stedet begynde at investere dem i et sundhedsvæsen, som på sigt kan blive i stand til at tage sig af dem, der er eller bliver syge.
For mange er det nemlig ikke længere frygten for at få corona, der er den største hovedpine, men derimod spørgsmålet om, hvordan kravene til kontinuerlig test og isolation forenes med arbejds- og familielivet.
Hvem skal testes? Hvornår? Er det bestilt tid – eller har vi hjemmetest?
Test eller ej, så kommer smitten ifølge WHO alligevel til flertallet os. Nu eller i løbet af de kommende uger.
Heldigvis har omikron vist sig ikke at være værre end en slem forkølelse for langt, langt de fleste af os.
… og bare rolig:
En ny 'dag nul' eller 'dag fire' venter også i morgen – i hvert fald for dem, der stadig har notifikationer slået til på skolens beskedsystem.
