Sygeplejerskernes lønkonflikt ser efterhånden ud til at blive uendelig og samtidig pinligt hård. For dem selv og mange andre.
Der er lige nu ikke tegn på en normalisering af tilstandene på landets sygehuse.
Først strejkede sygeplejerskerne i otte uger, hvorefter et lovindgreb gjorde den ulovlig. Sygeplejerskerne fik dog den pæne lønforhøjelse, som deres forbund havde forhandlet hjem. Siden gav Mette Frederiksen dem og andre en indirekte check ved at hæve fradraget for fagforeningsmedlemskab.
Med lovindgrebet skulle strejken stoppe, men derpå fulgte en række ulovlige punktstrejker af en times varighed på en række af landets hospitaler. Selv da Arbejdsretten kendte dem ulovlige, fortsatte de. Endnu en gang blev det bevist, at sygeplejerskerne ikke var tilfredse og endda var villige til at trodse alle normale tilstande på arbejdsmarkedet.
De forsøger ganske enkelt at omskrive reglerne.
De VIL have den lønforhøjelse, og de nægter at indse, at det er umuligt. De får den IKKE, selvom de fortsætter med at markere deres utilfredshed. De har ingen opbakning. Måske i meningsmålinger, men her svarer danskerne altid ja til, at udvalgte medarbejdere skal have mere i løn.
Men det er værd at notere, at sygeplejerskernes strejke og deres fortsatte protester skete uden nogen opbakning fra andre fagforeninger. Her betragter man sygeplejerskerne med vantro, for det system, som lønmodtagere og arbejdsgivere har taget for givet i årtier, er på spil. Flertallet af sygeplejerskerne er nemlig helt ligeglade med deres eget forbund og deres formand, Grethe Christensen. Hun og forbundet er sat ud på et sidespor, og det truer andre fagforbund. Tænk, hvis de kommer til at lide samme skæbne.
Nu er strejken slut, punktstrejkerne få, så nu venter arbejds-aktioner. Det betyder, at sygeplejersker ikke tager ekstra vagter, arbejder over eller andet, der viser fleksibilitet. Samtidig skal de også afvikle en pukkel af ferie, som ikke blev afholdt under strejken.
Det presser sygehusene voldsomt. Overalt i landet melder hospitalsledelserne om langt færre operationer grundet mangel på personale. I Aarhus fortæller overlæge Sten Larsen bl.a., at hans afdeling opererer under halvdelen af det normale antal patienter i øjeblikket. Alene fordi de mangler hænder.
Det bliver patienterne, der kommer til at betale prisen – ikke sygeplejerskerne, regionerne eller regeringen. De kan alle være sure på hinanden, men det er patienter, der står i kø til behandling, der igen og igen vil blive forsinket. De er taberne.
Det er uholdbart.
Sygeplejerskerne bør snarest erkende, at deres kamp er tabt for denne gang, og udvikle en langvarig strategi til næste forhandling. Deres modstand mod aftalesystemet, som andre anerkender, risikerer at blive vendt mod dem selv.
Normalt er sygeplejersker anerkendte og respekterede, men deres enegang risikerer at ændre på dette. Lige nu er de sure, vrangvillige og egoistiske. Det kommer der sjældent noget godt ud af. Lige nu er gruppen af sygeplejersker at sammenligne med det forkælede barn, der stamper i gulvet for at få ret.
Det gavner ikke patienterne og slet ikke sygeplejerskerne.
