Det kunne ikke gå anderledes. Inger Støjberg stilles nu for en rigsret.
Et flertal af partier – Socialdemokraterne inklusive – besluttede, at sagen skal rulle mod den tidligere minister. Det er opsigtsvækkende, at hendes eget parti og hendes egen formand er med til at skubbe Støjberg i retten. Venstre stiller dog sine medlemmer frit, når der skal stemmes, og ni venstrefolk har allerede meddelt, at de siger nej.
Rigsretten er en stor kanon at køre i stilling. Hele 15 højesteretsdommere skal tage deres sorte kapper på, og 15 udpegede politikere skal være bisiddere i en sag, der kommer til at tage måneder. Hele sagen skal gennemgås forfra, alle skal afhøres igen, men denne gang kan Inger Støjberg stille med et decideret forsvar.
Inger Støjberg har fejlinformeret Folketinget og skal naturligvis stå til ansvar for dette. Spørgsmålet er, om det er den rette form og det rette sted.
Det er blot sjette gang i danmarkshistorien, at rigsretten mødes. Senest var i 1993, da Erik Ninn Hansen blev dømt for brud på ministeransvarsloven.
Jura er ikke videnskab. Der er forskellige opfattelser af, om Inger Støjberg bliver dømt. Instrukskommissionen og de advokater, som Folketinget udpegede, er ikke tvivl. Hun kan dømmes. Andre advokater mener, at sagen er tvivlsom.
Sammenligner man Støjberg-sagen med den seneste rigsretssag mod Ninn Hansen, er der en afgørende forskel. Hvor Ninn Hansen som justitsminister bevidst og med fuldt overlæg tvang myndighederne til at forhindre de tamilske flygtninge i at få familiesammenføring, har Støjberg Instrukskommissionens ord for, at hun ikke tvang styrelsen til at handle ulovligt. Det er kernen i Støjbergs forsvar, der også klynger sig til det notat, der dukkede op under sagen. Her skrev ministeriet, at der ikke måtte administreres ulovligt. Det valgte Instrukskommissionen helt at se bort fra, fordi Inger Støjberg, på alle mulige måder, signalerede noget andet.
Sagen blev dengang kaldt 'barnebrudssagen'. På de danske asylcentre sad ægtepar, hvor manden var ældre end kvinden, der typisk var under 18 år. Støjberg skabte et billede af meget unge kvinder, der var tvangsgift med midaldrende mænd med langt skæg. 'Barnebrude' lød rigtigt, når budskabet skulle sælges af en handlekraftig minister. Realiteterne var, at der var få par, og de fleste havde heller ikke en nævneværdig aldersforskel. Alligevel blev de udenlandske ægtepar skilt ad, og uden at hver sag blev behandlet for sig. Det var ulovligt.
Det politiske klima var dengang helt på Støjbergs side. Der skulle gøres noget. Socialdemokraterne kaldte hende endda i samråd, fordi de var utilfredse med, at ministeren ikke kendte sit område. I dag er vinden vendt, og et flertal af partierne ønsker hende straffet. Sagen handler heller ikke om 'barnebrudene', men om Støjbergs fejl- og misinformering af Folketingets medlemmer.
I brede dele af befolkningen er stemningen ikke vendt. De er stadig med Inger Støjberg, og derfor kan den kommende sag give hende et 'martyrium'. Hvis hun bliver dømt, risikerer hun en bødestraf, da de fleste fejl allerede er erkendt. Støjbergs følgere vil føle, at hun er blevet ramt af en alt for stor hammer. Bliver hun frikendt, er det åbenlyst, at sagen var spild af tid og penge og burde være stoppet for længe siden. Uanset hvad, vil Inger Støjberg for mange blive betragtet som forfulgt.
Det er indlysende, at det ikke skal være omkostningsfrit, når ministre giver Folketingets medlemmer forkerte oplysninger. Det gjorde Inger Støjberg. Men er det proportionalt at indkalde 15 højesteretsdommere og 15 politikere, der skal benytte flere måneder på at oprulle en sag, der allerede er grundigt belyst? Det virker, som om sagen ikke kan bære det.
Derfor må Folketinget straks gå i gang med at udvikle en anden og mere moderne form for afklaring og sanktion af de politikere, der fejlinformerer. Vi risikerer i fremtiden at have løbende rigsretssager. Den næste kan sagtens blive mod landets statsminister.
