Der klippes og bages og sysles.

Ja, man kan næsten dufte julerierne, hvis man da – mellem pressemøder og meddelelser fra sundhedsmyndighederne – tillader sig at lade blikket glide ned over siderne i julehistorien over dem alle, nemlig den om Peters Jul.

Men hvem gør det i denne tid?

Der er så utrolig mange andre ting at forholde sig til:

Kan børnene være hjemme? Sammen med hvem? Er det forsvarligt at lade bedsteforældrene tage sig af hjemmeskolen? Er det tid til test? Hvorhenne? Hvad med julegaverne? Kan de købes i butikken i næste uge? Er de kinesiske havne åbne, så jeg kan handle på nettet? Og – åh nej – ønskesedlerne! Dem har jeg glemt …

Vi bliver, store som små, bombarderet med informationer og rigelige mængder af gode og velmenende råd om, hvordan vi bør forholde os til dette i hint i en 'særlig tid', som den ofte omtales.

'Nær kontakt' handler således ikke længere om, at bedstemor tager sig tid til at fortælle Peter om, hvordan 'den gamle jul vandrer til staden', mens julegrøden koger.

Nej, 'nær kontakt' handler nu om, hvem der har været inden for en meters afstand af hvem? Kan forkølelsen dokumenteres ikke at være et tilfælde af coronasmitte?

Hvis ikke, er jeg så … 'nær kontakt'?

Alt sammen udpræget forståeligt. Men, men, men …

Faren er måske, at Peter - og os andre med for den sags skyld - ikke længere er 'nær kontakt' til nogen som helst.

For mens vi har travlt med at tænke på mundbind, hjemmearbejde og stejle smittekurver som følge af omikronvarianten, så hungrer måske særligt børnene efter, at vi husker at bibringe dem de traditioner og den hygge, som hører julen til.

Med andre ord bør vi hjælpe hinanden med ikke at reducere den 'nære kontakt' til at være et spørgsmål om smitteopsporing, vaccination og deraf følgende håndgranatkast på de social medier.

Alle generationer kunne formentlig netop nu have stor gavn af en jul, hvor hyggen er i højsædet. Hvor der skrues op for julemusik og traditioner – ja, for alt det, som kendetegner historien om Peters Jul.

Lad os tage julen tilbage. Den har aldrig tilhørt corona – og det bør den heller ikke komme til denne gang.

Faktisk lader det da også til, at vi denne gang er så heldige, at Sundhedsstyrelsen ikke igen blander sig i, hvordan vi skal bevæge os rundt om juletræet. Det var i hvert fald det, direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm lagde op til på pressemødet fredag – og tak for det.

Dans omkring juletræet har langt de fleste af os alle dage godt selv kunnet finde en form for.