»Der findes større vintersportsnationer end os. Og hva' så?«
Det er efterhånden sjældent, at en tv-reklame gør indtryk i en sådan grad, at den bliver både husket og citeret, men ikke desto mindre er det netop sådan én, TV 2 har fået produceret under overskriften ovenfor forud for de kommende ugers vinter-OL.
Reklamen fik da også smilet frem – hos både danskere og nordmænd – da jeg for et par uger siden første gang så den løbe over skærmen på en sportsbar på et skisportssted i Norge.
Broderlandet, hvor man selvsagt er vant til medaljer i en helt anden målestok, end det gælder for os herhjemme.
Vinterlegene har aldrig været domineret af danske atleter rent resultatmæssigt, men de danske OL-deltagere har alligevel før skabt både overraskelser og begejstring.
Som dengang i 1998, da de danske curlingkvinder dukkede op ud af ingenting og sikrede os en højst uventet sølvmedalje i Nagano.
En bedrift, som dengang i slut-90erne fik danskernes curlinginteresse til at eksplodere, så folk over flere uger holdt sig vågne for at se langstrakte kampe transmitteret direkte fra Japan.
Gramsespektrum fejrede endda triumfen med sangen 'Vi kaster med sten'. En sang, som længe efter at OL-faklen havde forladt japansk jord, blev spillet i radioen i et omfang, så rigtig mange af os stadig kan omkvædet udenad.
Nu skal vi så til det igen.
Vinter-OL står for døren. Denne gang i Kina.
Som så ofte før i forbindelse med store sportsbegivenheder på fremmed jord har der forud for legene været fuldt blus på debatten om menneskerettigheder og deltagende nationers ansvar i den forbindelse. Om boykot eller ej.
Alt sammen både vigtigt og relevant. Men samtidig en debat, som hurtigt bliver en møllesten om halsen på begejstringen.
Ærgerligt, fordi vi i den grad trænger til at få lov til at svømme hen i noget andet og mindre konfliktfyldt end det, der har fyldt så utrolig meget de seneste to år.
Mundbind, ikke mundbind. Vaccination, ikke vaccination. Hjemmeundervisning, ikke hjemmeundervisning.
Konflikterne har været til at få øje på. Meget har splittet os. Frihed og folkestyre har været under et historisk hårdt pres.
Et pres, som det er på tide, vi gør op med, nu hvor vi efter alt at dømme har set det sidste til omfattende restriktioner og kontrol. Vi må insistere på, at der stadig er noget, der samler og begejstrer os, og nu hvor håndboldherrerne er færdige i Ungarn, er vi heldige, at vinter-OL står klar i kulissen.
For der er masser at begejstres over, allerede inden danskerne har været i aktion i Beijing.
De danske ishockeykvinder for eksempel.
Vi skal årtier tilbage for at finde amatører i toppen af de sportsgrene, som vi oftest bruger tid på at følge i fjernsynet, men det danske kvindelandshold i ishockey rummer både en tjener, en kunderådgiver og en pædagogstuderende, som har fået lov til at tage fri for arbejde for at repræsentere Danmark ved OL.
Inspirerende, uanset hvordan resultaterne falder ud.
Lad os nu krydse fingre for, at de danske underdogs formår at betage os alle i løbet af de næste uger. Ikke nødvendigvis med vilde sportslige resultater, men i lige så høj grad med fascinerende fortællinger om dedikation og sammenhold.
For som Gramsespektrum sang i 1998: 'Vi vinder ikke hver gang, men vi sigter så godt vi kan'.
Det sidste er da også uendelig vigtigt, hvis målet er at være med til at hele en nation.
