Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Klokken var helt præcis 10, da statsminister Mette Frederiksen trådte ind til, hvad der af flere politiske redaktører allerede på forhånd var blevet betegnet som det mest vanskelige pressemøde, hun nogensinde har holdt.

Og med corona-pressemøder i mente – især det den 11. marts 2020 – siger det ikke så lidt.

Flankeret af fire ministre indledte en halv-hostende Mette Frederiksen med at genkalde coronaepidemiens alvor i november 2020, hvor minkene blev slået med. Noget, der absolut ingen relevans har for det, Minkkommissionen har undersøgt.

Det mindede mest om en slags teater for at mildne kommissionens voldsomme kritik.

Gennem to timer og syv minutter, som pressemødet varede, nægtede Mette Frederiksen at tage personligt ansvar for den ulovlige minkordre. Hun ville end ikke tage ordene ‘jeg har begået en fejl’ i sin mund.

I stedet holdt hun fast i, at Minkkommissionen nærmest havde frikendt hende sort på hvidt. Nemlig at hun ikke subjektivt havde viden herom eller hensigt til grov vildledning og den ulovlige instruks, der blev givet på pressemødet 4. november 2020.

Med andre ord: Mette Frederiksen vidste ikke, at det hun sagde, var forkert. Ikke bare forkert. Men ulovligt.

Hun glemte bare at sige, at Minkkommissionen helt bevidst ikke havde taget stilling til, om Mette Frederiksen havde handlet groft uagtsomt. Så nogen blankocheck til at gå fri for ansvar er vist en tilsnigelse.

Pernille Holbøll, ansvarshavende chefredaktør på B.T.
Pernille Holbøll, ansvarshavende chefredaktør på B.T.
Vis mere

Men statsministeren fortsatte i samme spor. Direkte henvendt til minkavlerne undskyldte Mette Frederiksen, men fastslog at nedslagtningen af alle mink i Danmark var nødvendig. Det var det dengang, og det ville det også være, hvis situationen hypotetisk set skulle opstå igen.

Og igen: Hun vidste ikke, der ikke var hjemmel, og hun ‘ville med hele sit hjerte ønske, hun var blevet informeret’.

Så mens en kras kritik fra Minkkommissionens giver Mette Frederiksen ‘anledning til refleksion’, så er der ti embedsmænd på forskellige niveauer, der ikke har den luksus at kunne reflektere.

De står juridisk til ansvar for ultimativt en beslutning og en beslutningsproces, der ene og alene er Mette Frederiksens ansvar. Hvilken topchef ville kunne dække sig ind under ‘at de ikke vidste det’. Ingen, det ville INGEN kunne gøre og fortsætte med troværdighed.

Et helt erhverv er lagt i graven, og befolkningens tro på demokratiet er simpelthen slidt.

Der må være en pris for at have magten, tage magten og – som Mette Frederiksen i dagene omkring minknedslagtningen – være magten. Prisen er at tage det ansvar, der følger med.

Det ansvar klæber nu til Mette Frederiksen og vil kvæle hende langsomt.

Andre læser også