Det blev ugen, hvor Odense Letbane – som de måske sidste i hele verden – erkendte, at de flotte nye togsæt alligevel ikke kommer på skinner som planlagt.

En melding, som hverken er svær at forstå eller den mindste smule overraskende.

De seneste mange uger har det nemlig stået mere eller mindre klart for alle andre med interesse i byens nye offentlige transportsystem, at tidsplanen på ingen måde stemte overens med virkeligheden på skinnerne.

Når letbanen ikke – her få uger før den oprindeligt planlagte åbning – kan komme gennem byen uden at blive bugseret af en lastbil, kræver det ikke nogen ingeniøruddannelse at regne ud, at en åbning ved årsskiftet er urealistisk og formentlig har været det meget længe.

Men hvorfor har vi ikke måttet få det at vide?

Det spørgsmål er det umiddelbart svært at finde det gode svar på.

Mystikken bliver kun større, når man dykker ned i de aktindsigter, B.T. har modtaget fra de Banedanmark.

Korrespondancerne mellem Banedanmark og Odense Letbane efterlader nemlig det klare indtryk, at det ikke er erkendelsen af, at tidsplanen er skredet, der er ny – men derimod blot beslutningen om at delagtiggøre offentligheden i den.

Præcis hvor længe det har stået klart for letbaneledelsen, at en åbning til nytår ville blive umulig, er i øvrigt svært helt at klarlægge.

Noget lettere ville det være, hvis Odense Letbane sørgede for – i overensstemmelse med tidsfristerne – at besvare de anmodninger om aktindsigt, som skulle gøre det muligt for odenseanerne at følge med i et af byens største anlægsprojekter nogensinde.

Det er desværre ikke tilfældet.

Et alternativ kunne jo så være selv proaktivt at kommunikere svarene på de spørgsmål, som offentligheden med rette stiller.

Det har Odense Letbane desværre heller ikke haft for vane.

Derfor er der kun tilbage endnu en gang at opfordre til mere åbenhed.

Sagen er jo, at det er mere end let at forestille sig, at det koster dyrt at have dyre letbanetog holdende i remisen. At have kommende chauffører siddende i venteposition. At have billetsystemer stående uden salg af billetter.

Men hvor dyrt?

Det er bare endnu et af de mange spørgsmål, det kunne være interessant at få Odense Letbanes ærlige svar på.

Chokket over at få en stor, fed regning ind ad brevsprækken bliver som bekendt ikke mindre af, at regningen kommer uventet og uden en letforståelig medfølgende forklaring.