Tirsdag i næste uge bliver vi igen et land, der ikke skal leve under coronakrisens restriktioner. Det vil blive en mærkedag, der betyder, at vi endegyldigt kan se fremad og vriste os fri af coronaens tunge skygge. Men Folketingets fodslæberi er samtidig en hån mod alle dem, som har kæmpet sig gennem krisen med nød og næppe.

I glæden over, at det snart er slut med mundbind, coronapas og restaurantbesøg, der skal stoppe tidligt, er der nemlig ét stort spørgsmål, der undrer. Hvorfor pokker skal vi vente til på tirsdag med at flå mundbindene af og give erhvervslivet de bedste muligheder for igen at tjene penge efter næsten to år i coronakrisens skruetvinge?

Hvis Folketingets partier er enige om, at vi kan fjerne restriktionerne i næste uge og tilmed ophøre med at kategorisere corona som en samfundskritisk sygdom, kan vi da ligeså godt gøre det fra midnat onsdag. Det vil sende et klart signal til de mange, der har lidt gennem de sidste to år om, at reglerne bliver fjernet lige så hurtigt, som de bliver indført.

For det er ikke tempo, regeringens håndtering af coronakrisen har manglet. Tænk bare på, hvor effektivt hele nedslagtningen af millioner af mink blev vedtaget og effektueret. Eller tænk på Mette Frederiksens pressemøde 11. marts 2020. Fra tanke til pressemøde og til handling var der ikke langt.

Samme tempo bør gælde, når restriktionerne skal fjernes. Alt andet giver ikke mening. Hvorfor skal passagerer i tog og bus have mundbind på mandag, når de ikke skal tirsdag? Hvorfor skal barerne holde lukket fredag og lørdag, når de må åbne tirsdag? Corona er så vidt vides ligeglad med ugedage, og hvad der ikke kan forklares, kan ikke forsvares.

Regeringen har brystet sig af at være handlekraftig. Så vis da, at det også gælder, når restriktionerne skal fjernes. Det andet er useriøs nøleri, som er en hån mod de mange, der har kæmpet sig igennem næsten to års coronakrise med Folketingets restriktioner som et benspænd. Giv da de forretningsdrivende en mulighed for at åbne i den kommende weekend, så frisører, barer, restauranter og museer kan lukrere på det med det samme.

Danskerne har holdt ud længe nok. Fjern restriktionerne, og giv os vores frihed tilbage. Hellere i dag end i morgen.