Der blæser kolde vinde gennem hele det danske forsvar. Koldere end den februarvind, der fryser søerne til is.
Forsvarsminister Trine Bramsen har med ualmindelig kluntet opførsel lagt sig ud med hele toppen i det danske forsvar.
Officererne følte sig nødsaget til at lange ud efter ministeren i et harsk indlæg i Berlingske. De beskylder hende for at mangle indsigt og forståelse for, hvad Forsvaret er.
Trine Bramsen har som ny forsvarsminister flere gange enten sagt for meget, for lidt eller noget forkert. Lige nu anklages hun for at topstyre og for reelt at give officerer og ledelse mundkurv på. Tidligere på året tiltrådte en ny forsvarschef, efter den tidligere, Bjørn Bisserup, forlod jobbet i utide. Hans samarbejde med ministeren haltede efter et par skandalesager.
Den nye forsvarschef kunne ved sin tiltrædelse ikke få lov til at give et interview, uden at Trine Bramsen var til stede. Her blev hun fornærmet over, at journalisten ikke stillede hende nok spørgsmål. Den mopsede attitude dækker over noget langt dybere end personlig forfængelighed. Den socialdemokratiske minister vil ikke have en forsvarschef, der har holdninger, som ikke er godkendt i ministeriet først. Derfor ville hun være med.
Efterfølgende forklarede Trine Bramsen, at hun betragtede en forsvarschef som enhver anden styrelseschef, som man kender det fra Udlændingestyrelsen, Socialstyrelsen og de mange andre styrelser, vores statsadministration råder over. Det er denne bemærkning, som forsvarets ledelse er blevet rasende over. Med god grund.
Forsvarschefen er ikke en hvilken som helst styrelseschef.
Han burde være den øverste og uafhængige militære rådgiver for hele Folketinget – ikke blot regeringens. Men sådan er det ikke, for tilbage i 2012 gennemførte den daværende forsvarsminister, Nick Hækkerup, en stor ændring af rollen som forsvarschef. Hvor Forsvarets øverste mand (for det er en mand) tidligere var uafhængig, blev han pludselig lagt under Forsvarsministeriet og under den siddende minister og departementschef. Forslaget gjorde en militærfaglig opgave til også at være en politisk opgave.
Kritikerne frygtede dengang, at de militære råd pludselig ville blive tilpasset den politiske dagsorden og ikke længere være rent militært faglige. Også dengang protesterede Forsvarets officerer.
Har det nogen betydning?
Det har det i allerhøjeste grad. Danmark er flere gange de seneste 25 år blevet en krigsførende nation. De skiftende – borgerlige og socialdemokratiske – regeringer har ønsket at bidrage militært i Bosnien, Irak, Afghanistan, Libyen og andre steder, hvor vi fortsat har soldater posteret.
Mange danske familier har smerteligt mærket, at de danske operationer – ikke mindst i Afghanistan – er farlige. Vi har mistet danske fædre og sønner på missioner, der har ligget langt væk fra den danske jord. Blot i Afghanistan er 43 danske soldater omkommet i tjenesten. Når Danmark sender soldater til internationale missioner, sker det altid med vurderinger, analyser og skøn fra den siddende Forsvarsstab med forsvarschefen i spidsen.
Derfor skal den rådgivning være uafhængig og udelukkende baseres på militære råd. Her skal politiske hensyn ikke blandes ind. Hvis vi vælger at sende danske soldater på livsfarlige missioner, skal vi have den bedste og mest uafhængige vurdering. Det er afgørende vigtigt, at en forsvarschef tør tale en minister og regering imod – menneskeliv afhænger af det.
Det er derfor en farlig mission, forsvarsminister Trine Bramsen er ude på. Hun skal ikke gøre forsvarschefen til en styrelseschef, der sidder ved hendes side og bare nikker. Forsvarschefen skal være stærk, dygtig og uafhængig. Regeringen og Folketingets partier skal stole på den rådgivning, der kommer fra forsvarschefen, for det er beslutninger med store konsekvenser.
Ministeren har tydelig vist, at hun ikke forstår den balance. Det er stærkt bekymrende, for det er ret elementært.
Historien har vist, at krig ikke er noget, vi leger.
