Tunge, sorte skyer har samlet sig over russisk økonomi.
Rublen har tabt næsten 40 procent af sin værdi siden invasionen for snart to uger siden.
Aktiehandlen har været suspenderet af frygt for, at en genoptagelse af handlen kan ende i et egentligt børskollaps.
Russiske borgere har stået i lange køer for at forsøge at redde en del af deres opsparing i fremmed valuta ud, før det er for sent.
Alt sammen på grund af den endeløse række af sanktioner, som har ramt alt fra rigdommene hos landets oligarker til de russiske bankers adgang til internationale finansielle systemer og lånemarkeder.
Men også fordi stribevis af store internationale virksomheder på bare få dage har forladt Rusland.
Store danske koncerner som Lego og Jysk har på kort tid truffet beslutning om at lukke butikker i store russiske byer.
Arla indstiller alle aktiviteter i landet, og danske rederier som Norden og Mærsk har også besluttet mere eller mindre at droppe transport ind og ud af russiske havne.
Listen over danske virksomheder, som vender det russiske marked ryggen som følge af krigen, er de seneste dage vokset støt.
– og tak for det.
Det har været intet mindre end imponerende at følge, hvordan en stor del af dansk erhvervsliv har taget ansvaret på sig og været med til at sikre, at vi rammer russisk økonomi hårdest muligt.
Virksomhedernes farvel til det russiske marked er nemlig ikke nogen gratis omgang.
Det koster – men det virker også.
Faktisk virker det så godt, at der efterhånden er begrundet håb om, at det kan lykkes at fremtvinge den statsbankerot, som kan lamme Putins mulighed for at finansiere en langvarig krig i Ukraine.
Det skal da også gerne gå lidt tjept.
For bomberne regner ned over ukrainske byer med tab af uskyldige menneskeliv til følge, og en langtrukken indsats for at knække den russiske økonomi vil derfor forlænge pinslerne for den hårdt prøvede ukrainske befolkning.
Men den vil også ramme de mange russere, som lige nu oplever inflationen stige og købekraften forsvinde. Som kan se årtiers hårdt opsparede penge blive til ingenting, samtidig med at de måske mister deres arbejde – og ikke mindst en del af deres frihed.
Med andre ord har både ukrainere og russere brug for, at vi gør kort proces over for den russiske økonomi. At vi rammer økonomien med alt, hvad vi overhovedet har.
Set i det lys er det formentlig det eneste rigtige at lukke for de russiske olie- og gasleverancer, som reelt udgør den sidste livline for Vladimir Putin.
Det kommer til at gøre ondt.
Men spørgsmålet er, om det ikke kommer til at gøre mere ondt at lade være.
Rimeligt er det i hvert fald at stille spørgsmålet: Hvordan minimerer vi summen af den lidelse, som krigen fører med sig?
Svaret på det spørgsmål kan meget vel gå hen og blive, at jo hurtigere vi får knækket russisk økonomi, jo hurtigere opstår muligheden for at udbedre og behandle på de skader og den smerte, som er resultatet af den russiske krig mod Ukraine.
