Det er jo for vores egen skyld, må vi forstå.
Ja – det er os uperfekte og irrationelle mennesker, som sundhedsminister Magnus Heunicke henvender sig til, når han på udpræget pædagogisk vis skal forsøge at forklare os danskere, hvorfor vi bør juble, når regeringen viser handlekraft og hælder et nyt krav eller forbud ned over hovedet på os.
'Nu kommer vi og hjælper jer', lyder rationalet fra ministeren – underforstået, at uden hjælp, påfører vi bare os selv skade.
Tankegangen bag regeringens forslag om at indføre et generationsbestemt forbud mod cigaretter og anden tobak er lige dele rystende og nedslående.
Det er udtryk for en eklatant mangel på tillid til og tro på, at samtale og oplysning kan klæde os på til at træffe kvalificerede valg.
Eller også handler det bare om, at den slags er for besværligt.
Alt ville jo selvfølgelig også være meget nemmere, hvis vi bare lod Magnus Heunicke bestemme og ud fra hans verdensbillede stille rammer op for, hvad du og jeg må og ikke må.
– eller hvad med helt generelt at lade fødselsåret være den udslagsgivende faktor?
På den måde kan både politikere og befolkning også blive fri for at bruge tid på at tænke over noget som helst.
Rigtig smart bliver det, hvis vi – som koncerndirektør i Coop, Per Thau, har foreslået i et interview på P1 – bare lige sørger for, at vores betalingskort indeholder data om vores fødselsår, så butikkerne nemt, nemt, nemt lige kan skille de forbudsramte fra de ikke-forbudsramte.
Nemt – måske, men også foruroligende.
For det lader ærlig talt til at være udtryk for en udtalt disrespekt over for det enkelte frie menneske – og hvad der er nok så bekymrende: Det afslører en nærmest ikkeeksisterende tillid til, at vi er eller kan blive i stand til at administrere vores eget liv og helbred.
Men sundhedsministerens menneskesyn bør måske slet ikke komme som nogen overraskelse.
Under coronapandemien var det enkelte menneskes muligheder for at træffe valg og tage personligt ansvar også reduceret til et minimum – ja faktisk decimeret i en grad, som vi ikke tidligere har oplevet herhjemme.
Til gengæld blev vi dengang lovet, at der var tale om en midlertidig suspendering af vores friheder og rettigheder. Rettigheder, som var beskyttet af solnedgangsklausuler.
Desværre må vi nu konstatere, at den måde at tænke sundhedspolitik på på ingen måde er fortid.
Derimod lader det til at være regeringens generelle tilgang, at staten ved bedre, og at vi derfor gør klogest i at lade staten administrere vores liv og vores beslutninger i det hele taget.
Det eneste opløftende i denne sammenhæng er måske, at et generationsbestemt rygeforbud ikke bliver til virkelighed.
Det ville trods alt kræve, at denne formynderiske tilgang til sundhedspolitikken havde vundet indpas hos en bredere kreds af politikere på Christiansborg, hvilket heldigvis ikke er tilfældet.
Skulle man så bare lade det her udspil passere som en ligegyldighed?
Nej – for det er udtryk for en skræmmende tendens, at politikere på den måde erklærer sig parat til at ofre alt på lighedens alter. Den personlige frihed og muligheden for selv at påtage sig et ansvar for eget helbred er tydeligvis ikke nogen undtagelse.
Helbredsproblemer forårsaget af overdreven brug af alt fra alkohol, over dårlig mad og drikke, til cigaretter bør bekæmpes med forebyggelse – ikke 'forbudsbyggelse'.
