Der skal som regel kriser til for at afdække, om et system eller en organisation er leveringsdygtig.
Forsvaret ved det og træner i at levere uden fejl. De ved, at alle procedurer skal fungere smidigt og hurtigt, fordi soldaternes liv afhænger af sikkerheden, når det endelig gælder. De japanske skoler træner hver måned i hurtig og sikker evakuering af alle skoleelever. Japan ligger i et af de store jordskælvsområder i verden og er nødsaget til at være klar til den værst tænkelige situation.
Det kræver træning at levere under pres, men det kræver også en bevidsthed om, at kriser kræver hurtige og sikre beslutningsgange. EU eller det europæiske fællesskabs organisationer er i øjeblikket til eksamen i hurtige og sikre beslutninger.
Det går ikke forrygende, hvis man skal sige det mildt.
Mandag godkendte EMA, Det Europæiske Lægemiddelagentur, den første vaccine til de europæiske patienter. Det blev forsøgt solgt fra Bruxelles som en stor sejr og et vigtigt skridt i kampen mod corona.
Der er ingen tvivl om, at det er et vigtigt skridt, men om nogen ud over de involverede vil kalde det en sejr, er tvivlsomt. Amerikanerne med præsident Trump i spidsen godkendte den samme vaccine til nødbrug for flere uger siden, Storbritannien med Boris 'Brexit' Johnson godkendte det for 13 dage siden. USA har endda godkendt endnu en vaccine, som først er på dagsordenen til godkendelse i Europa til januar.
Europa hænger altså i bremsen. Vi er bagud, og havde det ikke været for en rasende tysk sundhedsminister, havde vi ventet endnu længere på den godkendelse. Ifølge EU's plan skulle godkendelsen først være sket på et møde 29. december. Det blev efter voldsomt tysk pres, da vaccinen er opfundet af et tysk medicinalfirma, rykket frem til 23. december. Siden er det rykket igen – nu til godkendelse 21. december.
En godkendelse fra EU-Kommissionen var vurderet til at vare to dage. Men EU-Kommissionens formand, tyske Ursula von der Leyen, havde lugtet lunten eller var blevet presset og fik den hastegodkendt mandag aften.
Tilbage står selvfølgelig spørgsmålet: Hvorfor er Europa så langsomme, når både USA, England og Canada har gjort det betydeligt hurtigere.
Svaret fra den danske lægemiddelstyrelses direktør, der også er med i EMA, er lige så arrogant som hele EU-systemet: »Vi er nok noget grundigere. Amerikanerne nok noget hurtigere. Man kan diskutere, hvad der er vigtigst, men det afhænger af, hvilke øjne der ser.«
Faktum er, at landene, der har godkendt vaccinen for længe siden, har reddet potentielle liv, og de er nok tilfredse med hastigheden. Europæerne har i hele forløbet haft en arrogance over for både Trumps og Boris Johnsons lederskab og manglende styring af covid-19. Men på vaccineområdet er EU blevet kørt agterud, og det udstiller det europæiske fællesskabs store svaghed: den evige mistanke om unødvendig og langsommelig bureaukrati, der forhindrer medlemslandene i selv at reagere. Tænk, hvis Danmark eller andre lande kunne have gjort det hurtigere selv.
Hele denne langsommelige proces gavner på ingen måde ideen om et samarbejdende Europa.
Det bør bureaukraterne vide. Derfor har von der Leyen mere end travlt, for hun skal ikke kun godkende en vaccine, hun skal også genskabe tilliden til EU.
Det bliver svært, for i horisonten lurer den næste katastrofe.
