I 2018 lovede Mette Frederiksen, at hun som statsminister ville skaffe 1.000 nye sygeplejersker her i landet. Sådan er det langtfra gået, og regeringen må konstatere, at den har begået et løftebrud over for danskerne.

For virkeligheden er en helt anden. I stedet for 1.000 nye sygeplejersker er der blot kommet en stigning på 364 sygeplejersker. Altså under halvdelen af, hvad statsministeren lovede befolkningen i Socialdemokratiets udspil 'Tid til omsorg', der blev præsenteret i efteråret 2018.

Valgløftet blev også brugt under valgkampen i 2019, men i dag må vi konstatere, at der var langt fra løfter til virkeligheden. Det store fald skete i 2021, hvor antallet af sygeplejersker faldt med 875 fuldtidsansatte.

Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke bærer konflikten mellem sygeplejersker og regionerne en stor del af ansvaret for, at Socialdemokratiets valgløfter ikke er blevet til noget.

»Sygehusene har været ekstraordinært udfordret af bemandingsmæssige problemer siden sygeplejekonflikten i sommer, og derfor ser jeg nedgangen som uundgåelig på kort sigt,« siger Magnus Heunicke.

Konflikten er ikke uden betydning, men det forklarer slet ikke den store tendens. Udspillet 'Tid til omsorg' indeholdt 13 løfter til danskerne om, hvordan Socialdemokratiet ville udvikle sundhedssektoren i Danmark.

Blot ét af de 13 løfter er blevet en realitet indtil nu, og de 1.000 nye sygeplejersker er altså heller ikke blevet en realitet efter tre år med regeringsansvar. Langtfra.

Helle Thorning-Schmidts socialdemokratiske regering havde en tung sky af anklager om løftebrud hængende over sig i hele regeringsperioden, men det samme kan man snart sige om Mette Frederiksen. Godt nok har der været corona og krig, men efterfølgende har S-regeringen leveret en fattigt sundhedsudspil, som ikke løserne problemerne.

Hvis der er noget danskerne går op i, er det sundhed og omsorg. Det er kernevelfærd par excellence, og her har regeringen svigtet. Sygehusene mangler medarbejdere, operationer og behandlinger er udskudt igen og igen. Coronakrisen bærer en del af forklaringen, men langtfra det hele.

I marts 2021 sagde Mette Frederiksen i et interview med TV 2, at coronakrisens første bølge havde afsløret, at sundhedsvæsenet havde store svagheder, der skulle tages hånd om hurtigst muligt.

Der er gået et år, og det var åbenbart ikke nogen af regeringens løfter, der skulle til for at håndtere sundhedsvæsenets svagheder. Men hvad er så løsningen?

Sundhedsminister Magnus Heunicke har kigget dybt i alle hjørner af sundhedsvæsenet under coronakrisen, han må efterhånden kende sit resortområde så godt, at han har nogle svar på, hvordan vi skaffer medarbejdere til Danmarks sygehuse i fremtiden. Der er intet super over sygehuse uden sygeplejersker.

Indtil vi får det svar, hænger skyggen af løftebrud også over denne socialdemokratiske regering.