Der var noget sært dragende over de direkte billeder, der fra Al Jazeera ramte alverdens medier søndag aften. Taliban-krigere, der sejrssikkert viste rundt i et forladt præsidentpalads, var stødende og fascinerende på samme tid.
Mandagen bragte de kaotiske billeder fra lufthavnen i Kabul, der gav tydelige mindelser om flugten fra Saigon for 46 år siden. Desperate mennesker, der kæmper for deres liv ved at binde sig fast til fly, fortæller bedre end ord historien om et styre og et land, der styrtede i grus hurtigere, end nogen forestillede sig.
Det tog i realiteten en søndag, så var landet overtaget af en brutal fjende.
Mullaherne, der poserede på kontoret, mindede i deres udtryk og vanvid om stormen på Kongressen i USA tidligere på året. Her var det en flok utilpassede tosser, der ikke havde en organisation eller en plan til at kuppe det amerikanske demokrati.
Det har Taliban med stormen på præsidentpaladset i Kabul til gengæld.
Taliban vil udnævne Det Islamiske Emirat Afghanistan, som tidligere har styret landet. Det var dengang blodigt og uden nåde efter muslimske forskrifter. Den hurtige overtagelse af Kabul og dermed hele Afghanistan, som den vestlige alliance med USA i spidsen har ledet via en stråmands-regering i 20 år, rejser en række spørgsmål.
Hvorfor gik det så hurtigt, og hvorfor tog præsident Joe Biden så meget fejl?
Vil Taliban udslette, hvad de vestlige lande har udrettet, så alt – også de mange danske ofre – har været forgæves? Og endelig: Får vi alle danskere og de afghanske civile, der har støttet os, ud i tide?
Brugte danske politikere for lang tid på detaljer i de politiske forhandlinger, der skulle afgøre, hvem der må komme til Danmark, og hvem der skal blive?
Det er tydeligt, at hastigheden i Talibans fremrykning har overrasket og chokeret alt og alle. Og det er tydeligt, at Joe Bidens melding om, at amerikanske tropper ville være ude inden 11. september, satte gang i processen, der førte til Talibans sejr. Biden gik enegang, orienterede ikke sine allierede – herunder Danmark – og beredte dermed vejen for det kaos, der nu hersker. 431 ansatte er foreløbig hjulpet til Pakistan, men panikken råder, og derfor kæmper afghanere desperat for at komme med et fly ud af landet.
Det er uforståeligt, at den mest erfarne præsident i USA lavede denne groteske fejl, som andre lande nu må bøde for. Det er ret beset utilgiveligt, at Joe Biden med sin uovervejede beslutning har sendt alle vestlige nationer på vej ud af landet med halen mellem benene og en risiko for, at deres udsendte bliver slået ihjel.
Vi – Danmark og de andre vestlige lande – har tabt. Taliban har vundet. Det er den hurtige konklusion.
Er alt dermed tabt, og har de 20 år været forgæves? Det er der allerede nu mange politikere, der vil give et svar på. De gamle partier, der var med til at træffe beslutningen om at deltage i sin tid, vil sige nej. Vi fik passiviseret al-Qaeda og dermed mindsket risikoen for islamisk terror. Venstrefløjen, der ikke var med i beslutningen, vil sige ja, vi fejlede, men vi skulle dog aldrig have været der så længe.
For de mange familier, der mistede, er det nok vigtigere at vente med et skråsikkert svar. Ingen kan i dag sige, om det har været forgæves. Kvinder fik rettigheder og bedre muligheder i Afghanistan. Langt flere børn og unge fik en uddannelse. Ikke mindst pigerne fik en chance. Sundhedsforhold og sanitet blev bedre, sygdomme færre.
Det afgørende for svaret på vores indsats bliver, om Taliban igen kan undertrykke de kvinder, der nu har følt friheden. Kan de undertrykke unges ønske om viden og uddannelse? Ønsker de selv af dø af sygdomme, de reelt kunne undgå? Det er 20 år siden, at Taliban sidst havde magten, og meget er forandret. Det vil ikke denne gang være muligt at isolere landet og undgå kommunikation med omverdenen. Afghanistan er naturligvis forandret, og måske kan Taliban heller ikke rulle tiden tilbage til middelalderen igen.
Det er for tidligt at skære skarpe konklusioner allerede nu.
Det er til gengæld sikkert, at de danske politikere, der med indenrigspolitiske briller trak en aftale i langdrag, pådrager sig et ansvar, der desværre kommer til at betyde tab af liv. Det er vanskeligt at forestille sig det kaos, der fortsat hersker i lufthavnen i Kabul. Den er lille og ret uhumsk, men her venter de afghanere, der hjalp os, nu på en skæbne, der bliver brutal. Vi har fejlet i forhold til dem, fordi vi troede, at vi havde tid nok. Det viser sig nu at være en dødelig fejl.
Jeppe Kofod og hans ministerium burde have handlet hurtigere. Der må komme et efterspil og en undersøgelse af, hvad der er foregået eller snarere ikke er foregået hos udenrigsministeren.
Det er hans ansvar, selvom amerikanerne svigtede ham og os.
