Gammelkonesnak.
Ja, sådan er det måske en gang imellem blevet opfattet af yngre generationer, når de danskere, som rent faktisk selv oplevede, hvad der skete, da de europæiske befolkninger senest blev kastet ud i en brutal krig, har forsøgt at videregive deres oplevelser og indgyde respekt – ikke mindst for bjørnen i øst.
Og jo, jeg har da også selv været en af dem, som har haft svært ved helt at forstå mine bedsteforældres advarsler mod både fascismen, nazismen, kommunismen og alle de andre 'ismer', som kan true vores frie og privilegerede liv.
Ikke fordi det er svært at forstå, at tiden under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig har været frygtelig farlig og usikker, men mere fordi det har virket så fuldstændig usandsynligt, at den tid kunne komme igen.
Vi har trods alt brugt de seneste 30 år på at referere til murens fald som 'afslutningen på Den Kolde Krig' – og til det moderne EU som en forsikring imod en ny krig i Europa.
Men selvom meget er forandret, så bør vi lytte!
For det kan i den grad være med til at gøre os klogere på det, der i disse dage foregår mellem Rusland og Vesten, at lytte til de historier og følelser, som russernes genvundne storhedsvanvid vækker hos de danskere, som stadig kan huske i detaljer, hvad der skete under besættelsen og i årene efter.
»Vi er bange for russerne, og vi vil ikke have, at de kommer. Ikke igen. Så vil jeg hellere dø,« sagde 93-årige Inger Drewes, flankeret af veninden Inger Jessen:
»Det vil jeg så ikke, men uha. Bare at tænke på det. Jeg får det dårligt.«
De to kvinder oplevede det på allernærmeste hold dengang for 76 år siden, da de sovjetiske bomber regnede ned over hjembyen Nexø, mens resten af Danmarks fejrede befrielsen. Ti bornholmere blev dræbt, og hjem blev jævnet med jorden. Derpå fulgte yderligere 11 måneder med sovjetiske tropper på Bornholm.
»De var skidefulde hele tiden, og vi var så bange for dem af samme grund. Vi gemte os altid, når de kom ridende i deres hestevogne, mens de sang og råbte. Og så frygtede vi, at vi ville blive deporteret til Sibirien,« fortæller Inger Drewes i interviewet til B.T.
Der formentlig ingen tvivl om, at også de sovjetiske soldater dengang var martret af års krig, hvilket formentlig har påvirket deres adfærd.
Ikke desto mindre var besættelsen af Bornholm dengang i 1945 en meget klar påmindelse om, at solskinsøen er en strategisk lækkerbisken for Rusland – og om, at russernes politiske historie ikke ligefrem har været præget af respekt for menneskers frihedsrettigheder.
Derfor bør vi være på vagt.
Derfor bør vi gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at også landene omkring os forstår alvoren af det, der foregår i Ukraine lige nu – og hurtigst muligt bliver i stand til på alle tænkelige måder at stå sammen mod det, der nu for alvor begynder at ligne et Rusland, der er på afveje.
Ingen kan være uenige i, at alt må prøves i forsøget på at undgå en krig med Rusland, men vi må ikke – i vores iver efter at undgå at lægge os ud med nogen – vende det blinde øje til russernes ageren.
Inger Drewes' og Inger Jessens beretninger må som minimum minde os om, at vi har et udtalt ansvar for at tage vare på vores landsmænd på Bornholm. Et ansvar som selvfølgelig indebærer, at vi aldrig må tillade, at nogen kommer til at betale en pris som den, bornholmerne betalte dengang i foråret 1945.
Men også et ansvar, som betyder, at vi skal forstå den følelse af svigt, som bornholmerne stadig kan genkalde sig, når tankerne falder på mødet med russerne – og sørge for, så vidt det overhovedet er muligt, at bøde den frygt, som det skaber hos Inger Drewes, Inger Jessen og mange andre, at russerne rører på sig på en måde, som vi alle havde håbet hørte historien til.
