Den anden dag oplyste Danmarks Meteorologiske Institut, at december foreløbig var den mørkeste i 35 år.

Solen har skinnet betydeligt mindre end tidligere år, og eksempelvis har folk i Hjørring kun set sollys i otte minutter i de første syv dage af december.

Det kommer man ikke i julehumør af.

Vi, der hver dag tager på arbejde enten på cykel eller med bus, kan skrive under på, at julemåneden har været usædvanlig hård at komme igennem. Hver morgen har været mørk som graven og som regel med en nedbør, der langtfra vækker minder om jul. Sne er efterhånden en vare, man skal købe kunstigt, hvis man vil opleve den. Det er nu 10 år siden, at vi sidst havde en hvid jul i Danmark. Alligevel er sne og slædekørsel drømmen om den rigtige jul for de fleste.

Det er velkendt, at manglende sollys medfører depression og sortsind. Julen falder på et sort sted i år. For med julen kommer lyset.

Corona har været en fast del af hverdagen siden marts, og i ni måneder har vi alle været i stand til at ændre vores dagligdag med øjeblikkelig virkning. Vi kan holde afstand, når vi mødes. Vi kan spritte vores hænder og arbejdsredskaber. Vi samles i små grupper efter de anbefalinger, der udgår fra sundhedsmyndighederne. Vores arbejde er totalt ændret. Mange har slet ikke været på deres arbejdsplads i måneder. Andre har lagt hele produktions- og arbejdsgange om. Atter andre har ændret deres forretning tvunget af omstændighederne.

Julen – juleaften – er lige om hjørnet. Den bliver heller ikke, som vi plejer at holde den.

På de mange testcentre står danskere lige nu i lange rækker for at få taget en test, så de kan møde dele af deres familie juleaften. Andre steder slanger køen sig til slagteren eller kiosken, hvor pakkerne skal afhentes.

Overalt indretter vi vores dagligdag for at skabe en jul, der minder om den sædvanlige. Men den bliver anderledes.

Familien Danmark har vist i løbet af året, at vi er i stand til at rykke sammen i et fællesskab, hvor vi nok fysisk rykker fra hinanden, men hvor solidaritet med de svageste betyder, at vi sætter vores personlige ønsker og behov til side. Vi er som befolkning dygtige til at handle ansvarligt og fleksibelt. Der er ingen grund til at tro andet, end at julen også bliver som anbefalet. Familier i bobler på maksimalt 10 personer, der dermed skaber en ny juletradition.

Hele året har været en lang manifestation af næstekærlighed.

Vi har sunget sammen. Fundet glæden ved nye og gamle sange, der samler generationer. Vi har brugt tid med vores nære familie. Vi har været mere i vort eget hjem end nogensinde tidligere. Roen er mange steder fulgt med.

I aften er det juleaften, og julebudskabet spredes. Gud blev til menneske på denne dag. Jomfru Maria nedkom i en lade i Betlehem. Jesu fødsel skabte vores tidsregning. Guds engle sang med fryd derom. Vi er ikke alene – Guds kærlighed er med os, uanset hvor mørk tiden er.

Danskerne er ikke stærkt kristne. Flertallet går ikke i kirke hver søndag. Det er de færreste, der beder en bøn. Få kender trosbekendelsen, selv om de kan deres fadervor. Men året 2020 har alligevel vist, at vi er kristne, for når krisen for alvor banker på, viser vi næstekærlighed.

Selv om året 2020 vel må betegnes som et hårdt og ubarmhjertigt år med store sorger for mange, er det også et år, der viser det bedste i os som mennesker. Vi opfører os som kristne og med kristne værdier, der hjælper hinanden i fællesskab.

Det er julens glædelige budskab.