#Begejstret. Under det hashtag har B.T. den seneste tid publiceret artikler og videoer på de sociale medier, når vi har skrevet og talt om VM i Rusland. Det indkapsler nemlig vores tilgang til slutrunden. Vi glæder os. Til at se Danmark endelig komme i aktion mod Peru i dag, til at hygge med venner med tv-skærmen som teateret foran os, til at skabe nye fælles minder. Vi kommer til at diskutere, så det brager. Hvorfor pokker har vi ikke en venstrebenet back med, savner vi Andreas Bjelland, skal William Kvist med i startopstillingen, kan Christian Eriksen redde os, og hvor pokker er Bendtner, når vi har brug for ham? Fra i dag af er vi en nation fyldt med Kloge-Åger og landstrænere. Heldigvis.

Er du en Kloge-Åge, har du ingen grænser for, hvad du ved. Du har svar på alt og har altid den rigtige løsning. Den fortæller du gerne til andre. Jeg ved ikke med dig, men jeg falder ofte i Kloge-Åge-kategorien, når VM er over os. Og jeg elsker det. Det er præcis det, fodboldsporten lever af. At vi blander os og tager stilling. Det er afgørende at huske på, fodbolden grundlæggende lever af interessen og debatten. Lysten til at blande sig, skal man ikke forveksle med at være negativ, vred eller sur. I stedet er det et tegn på at være passioneret, begejstret og nysgerrig. Tænk, hvis vi var ligeglade, det ville da for alvor være trist.

Med fornøjelse har jeg læst Karl Ove Knausgård og hans 'Hjemme - Borte' skrevet med Fredrik Ekelund. I den skriver han følgende:

- … hvad er fodbold andet end opium for folket? Det er bedøvelsen, flugten, fiktionen. Men det er også det modsatte. Fodbold er det, der skaber kontakt, det man kan tale med alle om. Også naboer og flymedpassagerer. Det vi har fælles, en referenceramme. Spillet i sig selv er måske meningsløst, et tidsfordriv – men hvad er ikke meningsløst, når alt kommer til alt? Det, der kommer ud af et VM, er glæde, spænding, fortryllelse, fællesskab. Og det er ikke dårligt.

For mig indrammer det et VM meget præcist. VM-minder er søjler, vores liv er bygget på. Jeg ville for længst have glemt sommeren 1990, hvis det ikke var for verdensmesterskaberne i Italien set fra mine forældres campingvogn i Gilleleje nord for København. Lige der bagerst i vognen gemt væk bag kartoffelsalat og grillede pølser så jeg Andreas Brehme score på straffespark og sikre Vesttyskland guld på bekostning af Argentina.

VM åbnes for alvor i aften, når Danmark møder Peru i den ubeskriveligt vigtige første kamp i pulje C. Resultatet kommer til at forfølge hele slutrunden for danskerne. Med en sejr er landsholdet ovenpå og undgår det tidlige, tunge pres. Det vil frigive energi og bringe et mentalt overskud med sig videre i VM-forløbet. Et forløb, der dog ender i 1/8-finalen, ifølge denne Kloge-Åge. #Begejstret.