I år bliver jeg for anden gang i mit liv – føler jeg – myndig og skal tage stilling, for jeg har ikke haft stemmeret i de 16 år, jeg har boet i Sverige.

I mit tidligere liv stemte jeg på det samme parti hver eneste gang. Krydset var sikkert som amen i kirken, men nu…!?

Siden jeg satte mit sidste kryds, er jeg blevet mor to gange. Og det gør faktisk en forskel.

Vi diskuterer i Danmark placeringen af motorveje (som ikke er pålagt vejafgift), og hvor langt der må være hen til lægen (og den gratis lægehjælp).

Vi diskuterer, hvor tidligt vi kan få lov at forlade arbejdsmarkedet (for derefter at få betalt pension, til vi dør). Vi diskuterer nødvendigheden af kødfri dage (uden at skulle bekymre os om hvorvidt vi overhovedet får noget at spise).

Det kan alt sammen være vigtige emner. I stærk modsætning til debatten om, hvorvidt skilte skal være kønsneutrale, som ved Gud må rangere på listen over de mest latterlige problemer, den vestlige verden har lagt for dagen.

Men jeg synes, det ville klæde os at bekymre os om nogle af dem, der bor her i landet, og som ikke har adgang til noget af det, jeg nævner ovenfor.

Jeg så i går en film produceret for Dansk Flygtningehjælp, som viser to børn, Fayez og Ian, der er kommet til Danmark og har fået asyl.

Og efter to år taler de, hvad jeg vil kalde perfekt dansk (oveni købet med lidt jysk dialekt). De fortæller, hvor glade de er for deres sport og de nye kammerater.

Det er ikke svært at få øje på, hvad det gør ved mennesker at få en håndsrækning.

Jeg bliver rørt over deres fortælling. Og samtidig bliver jeg forbandet, fordi jeg ved – det ved vi alle – at der sidder børn i asylcentrene, som ikke får de muligheder.

Jeg kender godt alle argumenterne: Deres forældre har ikke fået opholdstilladelse, så det er i virkeligheden forældrene, der holder børnene som gidsler.

Men come on: Hvis du havde bare 1% chance for at beholde dine børn i et ikke-krigshærget land, ville du så ikke benytte dig af den ene procents chance?

Og hvis vi virkelig er så følelseskolde, hvorfor så ikke tænke forretning ind i det: Hvis de børn kan få et anstændigt forhold til Danmark, så kunne de måske blive en god investering på den lange bane.

Jeg er ved at nå dertil, hvor jeg er ligeglad med den bagvedliggende intention. Jeg kan bare ikke have, at vi her i Danmark med vores I-landsproportionerede problemer ikke kan rumme disse børn.

Der sidder totalt set ca. 900 børn på asylcentrene i landet. Under 1000 børn i alderen 0-17 år. Så få er det. Og er man i tvivl om forholdene, så kan man åbne Røde Kors’ rapport, som udkom i fredags. Den dokumenterer, at de 134 børn, som sidder i Sjælsmark, fortsat lever under grufulde forhold.

Mange partier (og vælgere) er bange for, at hvis vi giver efter, så åbner vi en ladeport, således at forældre med børn vil strømme hertil og søge om asyl.

Mon dog? Men så længe vi ikke presser vores politikere, så sker der ikke noget som helst positivt for dem, der allerede er ankommet.

Kan vi leve med det? Kan vi se os selv i øjnene? Tjek lige rapporten. Det er ikke kønt!

Måske husker du den gamle film ”Sophie’s Choice”, hvor Meryl Streep spiller moderen, som sammen med sine to børn bliver sendt til Auschwitz.

På vej ind i lejren beder en soldat hende vælge, hvem af børnene der skal have lov at overleve: Pigen eller drengen? Det er måske filmhistoriens mest hjerteskærende øjeblik.

Hvordan skal man som moder kunne træffe det valg? Og jeg tænker: Spiller vi lige nu den rolle i Danmark?

Vi efterlader nogle forældre med valget mellem at bringe deres børn i livsfare eller lade dem leve kummerligt? De vælger det sidste. Af to onder! Tænk at vi ikke evner at give dem bedre optioner!

Så held og lykke med valget, venner. Og jeres motorveje. Og gratis lægehjælp og pensioner.