Ældreministerens usande angrebstaktik understreger, at hun ikke har fattet problemet

To år er gået, siden de rystende billeder af plejehjemsbeboeren Else fik de danske magthavere til at love guld og grønne skove på ældreområdet. Nu skulle der ske noget. Og hellere i dag end i morgen.

Men det er altså gået hverken værre eller bedre, end at TV 2 nu igen har kunnet producere en stort set identisk dokumentar om kummerlige forhold på et plejehjem i Køge.

Og reaktionerne på dokumentaren har været frustrerende forudsigelige. Den ene misfornøjede selfie efter den anden fra den ene påtaget forargede politiker efter den anden.

Værst af alt er selvfølgelig social- og ældreminister Astrid Krag, som tilsyneladende tror, vi allesammen er idioter, og ikke ved, at hun selvfølgelig som ældreminister er minister for ældreområdet. Goddag mand, økseskaft.

Da hun blev præsenteret for dokumentarens barske sandheder, begyndte hun gudhjælpemig at skyde på 'de borgerlige partiers nedskæringspolitik'. Hun har åbenbart valgt at tage ved lære af Søren Papes bizarre 'undskyldning' til grønlænderne for at have kaldt Grønland for 'Afrika på is'.

En undskyldning, som mest af alt blev brugt som løftestang til at pege fingre ad statsminister Mette Frederiksen for ikke at sige undskyld til minkavlerne. Som om en undskyldning har nogen som helst værdi, når den kommer før 'men nogen andre har gjort noget andet'.

Nu er selverkendelse ikke en disciplin, man typisk forbinder med Socialdemokratiet, og det er altså heller ikke at spore i denne sag. Ældreminister Astrid Krag kalder dokumentaren for rystende, og samme ord kan jo bruges om hendes egen manglende evne til at tage ansvar.

Social- og ældreminister Astrid Krag (S)
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Tilsæt, at hun kaster om sig med beviseligt usande påstande om, at den socialdemokratiske regering skulle have sat flere penge af til de ældre end den tidligere regering. Så er vi ved at være omkring ældreministerens inkompetence. Men ikke helt.

For værst af alt, så er det jo himmelråbende udueligt, at hun overhovedet forsøger sig med at spille den, der har været mest gavmild med pengeposen. Det er nemlig slet ikke dér, hunden er begravet. Problemet er inkompetente medarbejdere. Med inkompetente ledere. Under en inkompetent minister.

Vi taler om danske borgere, der ligger i deres egen afføring. Mennesker, som er nogens forældre, søskende eller bedsteforældre. Mennesker, som er mennesker. De får hverken tilpas pleje, medicin eller noget så basalt som mad og drikke. Og så kan man jo ganske passende citere Astrid Krag selv fra hendes egen Facebook i 2018:

»Hvis ikke en ældreminister er optaget af livskvaliteten for de ældre på landets plejehjem – hvad har vi så en ældreminister for?«