Jeg har altid syntes, at en af de fedeste lottogevinster var den, hvor man vinder 12.000 kroner skattefrit om måneden i 12 år.

Tænk, hvad man kunne gøre, hvis man havde tolvtusind kroner ekstra hver måned. Man kunne rejse på ferie flere gange om året. Man kunne købe en bil. Have sin egen yogainstruktør. Spise ude hver uge. Man kunne afdrage ekstraordinært på sin bolig. Man kunne spare op. Og det vilde er, at den totale præmie er på 'sølle' 1,7 millioner i runde tal.

Jeg har ofte tænkt, at det er vanvid, at man overhovedet må vinde over 10 millioner. Jeg mener… Ingen har vel brug for mere, så hvorfor ikke i stedet sætte loft over og lade flere vindere komme til fadet?

Jeg har gennem tiden kendt en del mennesker, der har landet en milliongevinst i skrab eller lotto, og tænkt: 'Ikke en eneste af dem havde noget tilbage efter to år'. Alle som en brændte de hele skidtet af på dims og dut. Og det må de jo sådan set også selv om.

Når der bare var tale om en enkelt million, så er det måske til at forstå. Men prøv at forstå 117 millioner! Fyret af som en dyr men dårlig nytårsraket. Bum! Neeeej… Jeg hentyder selvfølgelig til Britta Nielsen, der er anklaget for fup i millionklassen.

Berlingske havde i den forgangne uge det smukkeste stykke journalistik på forsiden, hvor de viste, hvem der blandt andre er gået glip af de mange millioner, som ifølge anklagen i stedet er blevet kanaliseret over i Britta Nielsens lommer de seneste 22 år. Stakler og subsistensløse. Jeg håber, Britta selv læste artiklen. Trist er det endnu en gang at skulle opdage et system i den offentlige administration af skattekronerne, som ikke fungerer.

Mens Britta angiveligt har fuppet løs, har vi læst om andre mennesker, der er blevet forfulgt af Skat i en sådan grad, at de er blevet syge og har mistet alt.

Kun for til sidst at blive frikendt. Udenlandske svindlere har samtidig lænset vores land for 12 milliarder i sagen om udbytteskat. Trods advarsler fik man ikke bremset det show i tide. Og så taler den nye regering om at hæve skatterne på flere områder. Der er åbenbart brug for flere penge… Tænk, virkelig? Et eller andet er da riv-rav-ruskende galt.

Men tilbage til Britta. Det er lige før, det ville være nemmere at forstå, hvis vi havde set en Britta Nielsen med store plastikbabser, strammet op alle steder kørende rundt i et drøn af en Mercedes, tilbagetrukket fra arbejdsmarkedet.

Så havde hun da haft noget ud af det. Men i stedet har hun (undskyld udtrykket) pisset dine og mine penge væk. Og når man så læser om nogle af de ildsjæle, der har søgt om tilskud og ikke modtaget pengene til deres gribende arbejde med nødstedte mennesker, så gør det ekstra ondt, at den gode Britta har kunnet slippe afsted med sin skjulte luksus.

Tænk at negle alle de millioner og se så skidt ud og forblive i sit job i Socialstyrelsen bare for at dække over sit nedrige egotrip. Og så ovenikøbet have den frækhed at spille offerkortet i retten: 'Jeg var kommet i Ribers'. 'Jeg har ikke lysten til at tage pengene.' 'Jeg ville rigtig gerne stoppe.'

Jo tak, Britta, men lysten til at stoppe var trods alt ikke større, end at du lige nuppede en enkeltbillet til Sydafrika, da lokummet brændte, og googlede dig frem til, hvordan man skjuler juveler.

Det er svært at finde nogen som helst følelse af medlidenhed med denne kvinde. Og det er svært at forstå retfærdigheden af, at man i den ene ende har Britta Nielsens snotunger, der først sidder med uskyldige miner i et tv-interview og bedyrer deres uskyld, hvorefter vi ser billeder af dem fra banken, hvor de tømmer mors boks for værdier (vel at mærke værdier, som var øremærket til dem, der havde behov).

Og at man i den anden ende har en regering, der arbejder for at lægge en ekstra skattebyrde på de børn, der retmæssigt arver virksomheder, som deres forældre har knoklet et helt liv for at bygge op.

Den eneste formildende omstændighed i hele dette hurlumhej er, at vores retssystem forhåbentlig sørger for, at fru Nielsen kommer til at holde jul i Gitterly i mange år frem. Men jeg vil se det, før jeg tror det.