B.T. tager hver uge temperaturen på de kendtes indkøbsvaner.

I denne uge Dansk Folkepartis grand-old-lady Pia Kjærsgaard, som altid holder øje med én særlig ting, inden hun går ind i et supermarked og altid lader sig friste ét sted.

Til hverdag handler jeg altid i…

»Jeg handler meget ofte i Netto til de basale varer. Den ligger tæt på og varer som køkkenrulle, smør og alle de ting, dem handler jeg i Netto.«

»Men jeg er altså også meget glad for de små detailbutikker, og dem synes jeg, at vi skal støtte, for de lukker jo på stribe.«

»Så jeg har en rigtig god ostehandler og bestemt også en god slagter og grønthandler, og jeg bestræber mig meget på, at det også er der, jeg handler. For det synes jeg, at man skal, så vidt man overhovedet kan.«

»Jeg ved godt, at tiden kan være en faktor der, og det har jeg også forståelse for, men hvis man har tid, er det også det hyggeligste.«

»Man kan jo gøre det til en uge-begivenhed. Det behøver ikke være hver dag.«

Pia Kjærsgaard og hendes mand Henrik Thorup.
Pia Kjærsgaard og hendes mand Henrik Thorup. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hver uge handler jeg for cirka…

»Ups. Det har jeg overhovedet ikke et bud på.«

»Vi er jo 'kun' to, og så har vi en del gæster. Men til hverdag er vi kun to, så jeg må indrømme, at jeg tænker ikke så meget over, hvor meget vi handler for.«

»Jeg køber det, vi skal have. Så det har jeg faktisk svært ved at vurdere.«

I mit køleskab finder du altid…

»Du finder altid mælk, smør, yoghurt, spegepølse, ost og lidt frugt. Så kan man altid klare sig, og så er vi godt kørende.«

Når jeg går i supermarkedet, impulsshopper jeg næsten altid…

»Det kan jeg sagtens finde på. Jeg kan ikke nære mig for at kigge på de her 'spotvarer', og der kan man godt impulsshoppe.«

»De trækker lidt i mig, og jeg skal jo lige se, hvad de har. Så der kan jeg godt falde over nogle ting.«

»Det kan for eksempel være noget til det mindste barnebarn, en eller anden form for skørt legetøj eller noget.«

»Eller noget til huset. Det kan det også være. De har jo mange forskellige ting. Så der kan godt ryge noget i kurven.«

Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på, at hun drages af supermarkedets spotvarer.
Pia Kjærsgaard lægger ikke skjul på, at hun drages af supermarkedets spotvarer. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jeg kunne aldrig drømme om at bruge penge på…

»Jeg er meget opmærksom på, hvad jeg køber. Meget gerne dansk, men også gerne økologisk, hvis jeg kan slippe afsted med det.«

»Og så er jeg meget dyrevelfærdsvenlig, selvom jeg godt ved, at det er så nemt at sige. Men under alle omstændigheder køber jeg dansk. Og det samme gælder grønt. Det synes jeg at vi skylder dem, der står for det i Danmark.«

»Så med mindre det er et eller andet helt specielt, som man ikke kan producere herhjemme, køber jeg meget lidt udenlandske varer.«

Mit forhold til tilbudsvarer er…

»Jeg er nysgerrig, absolut, så jeg synes da, at man skal kigge efter tilbudsvarer.«

»Der er jo ingen af os der bare plukker pengene ned fra træerne. Uanset om vi tjener lidt eller meget. Så der synes jeg bare, at det er dumt at bruge overflødige penge.«

»Hvis der er gode tilbud, så er jeg på. Tilbudsaviserne kigger jeg altid igennem, men jeg sætter ikke krydser eller noget. Jeg håber bare, at jeg kan huske det næste gang, jeg er i supermarkedet.«

Mit favoritsupermarked er…

»Jamen jeg elsker Meny, men det koster jo kassen. At handle der er lidt en nydelse, kan man sige, fordi alt er så lækkert.«

»Men det er Netto, der fanger til hverdag.«

Til gengæld sætter jeg aldrig mine ben i…

»Jeg går ikke ud i de kiosker på Nørrebro i hvert fald!«

»Og i supermarkeder er jeg meget opmærksom på smileyer. Der skal simpelthen være en strålende smiley.«

»Jeg holder altid øje med rapporten, inden jeg går ind. Det er ikke fordi, jeg har haft dårlige oplevelser med det. Jeg er bare meget opmærksom og går med vilje ikke ind de steder, hvor jeg ved, at der er problemer. Det kunne jeg ikke drømme om.«

Pia Kjærsgaard elsker laks, hvilket var tydeligt af se, da hun holdt stor reception i anledning af sin 75 års fødselsdag.
Pia Kjærsgaard elsker laks, hvilket var tydeligt af se, da hun holdt stor reception i anledning af sin 75 års fødselsdag. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det putter jeg i indkøbskurven, hvis det skal være ekstra lækkert...

»Jeg holder rigtig meget af fisk, så noget lækker laks. Eller nogle gode rejer. Det frister mig altid. Og så er det nemt.«

»Rejer kan man for eksempel krydre op med avocado stykker og gerne lidt lakse- eller ørredrogn. Det er en god ret, man kan spise til forret.«

»Og laks er jo 'bare' et stykke med laks. Det er dejligt. Så er vi glade.«

Det putter jeg i indkøbskurven, når det skal gå virkelig stærkt…

»Så kan der absolut godt være en færdigret lige til at putte i ovnen. Og det sker af og til.«

»Det kunne være en gang lasagne eller noget i den stil. Sagtens.«

Hvis jeg skulle preppe, ville jeg fylde skabet op med…

»En radio er det aller allervigtigste, synes jeg. Det er ikke lige til køleskabet, men den er vigtig. Og så vand.«

»For det er nok de to ting, som er meget afgørende for, at man kan klare sig nogle dage eller et stykke tid. Radioen har jeg faktisk allerede købt.«

»Men jeg er overhovedet ikke den, der fylder hylderne op med konserves. Det er slet ikke der, at jeg er. Men de mest basale ting som batterier, tændstikker, rede penge. Det er altså sund fornuft.«

»Men forloren skildpadde og sådan noget har jeg ikke på hylderne. Det er ikke der, vi er.«

Læs også: