I en ny serie tjekker B.T. de kendtes forhold til hestekræfter. I denne uge iværksætter og mangemillionær Martin Thorborg, hvis vildeste oplevelse i en bil ikke er for børn og som ikke gider have samme bil, som alle stuepigerne på Strandvejen får foræret.
Mit forhold til biler er…
»Ret afslappet. Det svinger i perioder. For eksempel har jeg haft fire Porscher i mit liv, og så har jeg kørt i kedelige biler en hel del.«
»At være blærerøv har jeg ikke rigtig brug for. Når jeg har en lækker Audi nu, er det fordi, at den er fed at køre i.«
»Det er ikke sådan, at jeg sidder og håber på, at der er nogen, der ser mig i den, eller at jeg parkerer den lige foran Cafe Victor.«
»Dem, der har brug for at vise den slags, er dem, der ikke har penge. Jeg har ikke brug for at skilte med, at jeg har penge. Det ved folk godt.«
Da jeg tog kørekort…
»Var jeg tæt på at miste det igen.«
»Jeg kom kørende ad Bagsværd Hovedgade, og fra en modkørende bil fløj der en attachémappe, som han havde glemt, ned fra taget. Så jeg vendte rundt, samlede mappen op og ræsede efter ejeren.«
»Jeg havde godt fart på og kørte vist 130 km/t ned ad hovedgade for at indhente ham, da jeg blev stoppet af politiet.«
»Men da jeg forklarede dem situationen, slap jeg heldigvis for bøden, hvis bare jeg pænt returnerede den mappe til ejeren.«
Min første bil…
»Det var en Morris Mascot Clubman. Grøn. Nu er jeg jo ved at være gammel, men dengang jeg var 18, havde den kort forinden været en af de bedste rallybiler.«
»Så det var den mest sporty bil, jeg kunne få for 18.000 kroner. Og jeg var helt vild med den.«
»Mens jeg gik på handelsskolen, kørte jeg lidt taxa for kammeraterne i den, fragtede dem rundt for at tjene til benzinen.«
»Jeg var også en tur på ski i den, og den nåede også hele vejen til Schweiz og halvvejs tilbage. Så røg gearkassen i Würtzburg og den måtte bugseres hjem.«
Min nuværende bil…
»Jeg har købt en Audi S E-tron GTer, som er en superlækker elektrisk og meget hurtig bil, som også er meget smuk.«
»Dén og Porsche Taycan er basically den samme bil. Audien er bare smukkere, og der er færre af dem.«
»Her på Strandvejen hvor jeg bor, er Taycan’en sådan en, man giver til stuepigen, så jeg tror ikke, at du kan finde et hus heroppe, hvor der ikke står en Taycan. Jeg synes bare, at det er sjovt at have noget andet.«
»Jeg har også en Fiat 500e elektrisk, som jeg er lige så glad for, og når jeg skal ind til København, tager jeg Fiat’en, for den er nemmere at parkere.«
»Den er også en cabriolet, hvilket er sjovere her om sommeren, hvor jeg bruger den mest, og så er min vinterbil Audien.«
Det vildeste, jeg har oplevet i en bil, er…
»Det ved jeg ikke, om du tør skrive i avisen, for den er måske på kanten, men lige da jeg var blevet skilt, var jeg rigtig ked af det og sur.«
»Så fandt jeg en ny kæreste, som på vej hjem fra min ekskone gav mig et blowjob, mens vi kørte.«
»Det gav mig en form for plaster på såret efter at være blevet hældt ud, så der var en sejr ved i det mindste at have fundet en ny.«
»Og det er så hende, jeg er gift med i dag, skulle jeg hilse at sige.«
Min største værkstedsregning…
»Jeg havde en topersoners Porsche - den første de lavede med aluminiumsmotor - og der var godt nok nogle problemer.«
»Jeg købte den brugt, så der var ikke nogen garanti, og den var på værksted hele tiden. Hver gang kostede det 30.000 kroner.«
»Til sidst havde jeg det sådan, at jeg ikke kunne køre en tur uden at lytte efter mislyde. Det var simpelthen for stressende.«
»Så jeg brugte i hvert fald 100.000 på den, før jeg skippede den afsted. Og det var kun over et par måneder. Til sidst fik jeg endegyldigt ordnet og solgt den, og så holdt jeg også en Porsche pause på ti år.«
Dummeste fartbøde…
»Jeg tror faktisk, at det var med selvsamme Porsche, som skulle på værksted, og jeg derfor skulle have en værkstedsbil.«
»De gav mig en Porsche 911 turbo i stedet, som var en væsentlig hurtigere bil end den, jeg havde afleveret. Så jeg var fuldstændig fyr og flamme, kom ned på motorvejen, og så gav jeg den ellers klampen for at se, hvad den kunne.«
»Men fra det øjeblik jeg forlod værkstedet, til jeg blev taget med 160 km/t af en hundepatrulje, tror jeg, at der gik tre til fire minutter.«
»Så kom der et par hærdebrede jyder og spurgte, hvad helvede jeg lavede. Og så fik jeg forklaret dem, at det selvfølgelig var virkelig dumt, men at jeg lige havde hentet den på værkstedet.«
»Det fik de så en eller anden form for empatisk forståelse for, men afleverede dog alligevel en pæn bøde som, hvis jeg husker rigtigt, var omkring 3.000 kroner.«
»Jeg har faktisk fået meget få fartbøder i mit liv, og det beror også lidt på held, vil jeg sige, men jeg prøver også at tænke mig om.«
Når det kommer til parkering, er jeg…
»Gennemsnitlig. Men jeg har nok også lidt mistet evnen, for både Fiaten og Audien har parkeringshjælp, og Audien kan vist ovenikøbet parkere sig selv.«
»Så jeg tror, at jeg er blevet lidt sjusket. Men jeg laver ikke skader og er meget hensynsfuld.«
Hver måned koster min bil mig cirka…
»Jeg har faktisk fire biler, for at det ikke skal være løgn.«
»Min kone og jeg er på Bornholm hver uge, så der har vi min kones gamle Mercedes. Og så har vi Fiaten og den nye Audi.«
»Da vi købte den, beholdt vi også vores gamle diesel Audi, for vi har tre unger, hvoraf to af dem har kørekort, så der er rift om bilerne.«
»Men jeg har sgu aldrig regnet på, hvad de koster. Audien købte jeg kontant for en million, så den koster jo i den forstand. Så hvad bruger vi på biler om måneden? 20-25.000 kroner vil jeg gætte på.«
Min drømmebil…
»Den kører jeg i lige nu. Jeg ville ikke bytte den for noget, og kan simpelthen ikke forestille mig, hvilken bil jeg hellere ville have end den.«
»Den går fra 0-100 km/t på treethalvt sekund, den er usandsynlig smuk, der er massage i sæderne og den har alt i elektronik og komfort.«
»Og honestly, hvis jeg havde en drømmebil, som ikke var den, så ville jeg bare købe den. For det har jeg råd til.«
»Jeg ved godt, at der er dem, der drømmer om en gammel klassiker, men det gider jeg sgu ikke. De larmer og stinker, og jeg skal aldrig købe andet end el.«
»Benzin og dieselbiler for mig er et levn fra fortiden, ligesom når folk sætter en grammofonplade på og har en papiravis under armen. Fred være med det, men jeg har ikke den der nostalgi.«
»Jeg bruger den teknologi, der er, for jeg kan godt lide fremskridt og for mig virker det kikset, at man kan høre motoren i en bil.«
»Faktisk er noget af det mest kiksede, jeg kan komme i tanker om, dem, der kommer i en bil eller motorcykel, der larmer for at larme. De kan ligeså godt få tatoveret taber i panden, tænker jeg.«
»Så nostalgi, det kommer ikke til at ske. Det gider jeg slet ikke.«
Fik du læst: