Syv år levede hun på en løgn, indtil sandheden ramte hende som et granatchok. Den ubærlige sandhed at hendes mand i flere år og af flere omgange havde levet dobbeltliv. Ført hende – og de andre kvinder – bag lyset.
»Jeg ville ønske, at jeg aldrig havde mødt ham,« siger hun da også. Amalie Mathiassen, som var gift med 3F bossen Per Christensen.
Som ikke alene havde andre kvinder ved siden af, men var bonusfar for deres børn. Var omsorgsfuld overfor deres familier. Blev bedste ven med deres venner og veninder.
Et bedrag som du forleden kunne læse om i B.T.
Amalie Mathiassen lægger da heller ikke skjul på, at det var noget af et oprørt følelseshav, som hun skulle manøvrere i.
Hvor hun følte sig svigtet, ulykkelig, forrådt og bedraget. Men også vred på og over dén mand, som i syv år havde løjet for hende.
»Han var VIRKELIG dygtig,« siger hun med slet skjult ironi om hans talent for at lyve og bedrage adskillige kvinder. Få dem til at tro, at de var den eneste ene.
En evne til at lyve og bedrage på det plan. der er gennemgående for de mænd, som lever et dobbeltliv, og som ifølge eksperterne i bogen typisk er personer, som gennem hele deres liv, har opdaget, at de kan styre og manipulere andre ved at lyve, og de får ofte et kick ud af det.
Amalie faldt for det.
Og dét i en sådan grad, at hun – selv dén dag, hvor han kom forbi lejligheden for at hente de sidste ting – nåede at få lyst til et sidste 'fix'.
Spise en middag med ham. Drikke et glas vin.
'Jeg var virkelig fristet et øjeblik, samtidig med, at jeg foragtede ham dybt', som hun beskriver i sin bog 'Løgnen', der netop er udkommet.
»Der vidste jeg jo alt og havde lige siddet overfor ham, hvor han stadig løj for mig. Og alligevel var der en lille del af mig, der sagde 'arh, bare lige en sidste gang',« uddyber hun og fortsætter:
»Det kan godt skræmme mig i dag, men eksemplet er vigtigt at have med for at vise, hvor powerfuldt et greb, den type mænd kan have på én,« siger hun og skynder sig med et grin at tilføje:
»Men jeg håber, at du får med, at jeg ikke tog det sidste fix.«
Oven i følelserne var der alt det praktiske. At blive skilt. Kæmpe for at kunne beholde deres fælles lejlighed, som hun nu sidder i. Og stadig er glad for.
»Han var her jo alligevel ikke så meget,« joker hun og fortsætter:
»Det var vigtigt for mig at blive her. For efter, hvad mine drenge havde været igennem i forbindelse med det her, hvis vi også skulle flytte, det kunne jeg slet ikke bære.«
Men Amalie Mathiassen erkender også, at det har taget sin tid at få minderne – de gode som de dårlige – manet ud af både lejligheden og hendes sommerhus, hvor de tilbragte mange stunder.
Det er de nu.
»Jeg synes, at jeg står et godt sted i dag, men der er stadig masser af områder, der skal arbejdes med i forhold til mænd. Om dét, de siger, nu passer. Er rigtigt,« siger hun og lægger ikke skjul på, at mistilliden dukker lidt oftere op i hende. At mistanken om at blive løjet for bor i hende.
»Vi lyver alle sammen lidt for at få det hele til at hænge sammen. Men det er meget få, der lyver i så stort et omfang.«
»Så det minder jeg mig selv om igen og igen, Men det er jo ikke altid, at alle følelserne lytter med,« siger hun.
Men – og det er vigtigt at understrege – mistilliden skal ikke vinde.
»Jeg tør godt kaste mig ud i kærligheden igen, det vil jeg sige. Men jeg er da lidt spændt på, hvad der så sker. Det bliver interessant, hvordan jeg reagerer. Men jeg tror stadig på kærligheden.«
»Nu ved jeg det jo ikke endnu, men jeg kunne godt forestille mig, at jeg åbner døre lidt langsommere næste gang, før jeg lukker nogen helt ind.«
»Men det er ikke sådan, at jeg tænker 'aldrig mere'. At nu tror jeg, at alle bedrager mig.«
Og så smiler hun.
'Løgnen' er netop udkommet på Politikens forlag
