Formand for 3F Per Christensen er den vigtigste tillidsmand i Danmark. I otte år har han været den øverste chef i Danmarks største fagforbund, som tæller knap 265.000 medlemmer. 3F er også den største sponsor af Socialdemokratiet, som fagforbundet støtter med ukendte millionbeløb.

Men privat har fagbossen Per Christensen misbrugt sine nærmestes tillid og i flere år levet et utroligt dobbeltliv. Ikke bare en gang, men to gange har han gennem en årelang periode levet sammen med to kvinder, som var enten gift med eller i fast parforhold med Per Christensen, og som begge troede, de var fagbossens eneste partner.

Per Christensen har også på flere måder brugt sin position som formand for 3F til at styrke og beskytte løgnen om sit dobbeltliv.

Uden at de bedragede kvinder har anet noget, har Per Christensen levet et liv med to faste partnere, to steder han sov, to svigerfamilier, to forskellige omgangskredse og to sæt bonusbørn. Nærmest dobbelt op på alt man finder i et ellers normalt parforhold.

Per Christensen har formået at være på ferierejser, til familiefødselsdage, arbejdsmiddage, til nonfirmation, på vennebesøg i sommerhus og tilsvarende ting med de skiftende partnere.

Statsminister Mette Frederiksen med formand Per Christensen før sin tale til 3F's kongres i Aalborg torsdag den 26. september 2019.
Statsminister Mette Frederiksen med formand Per Christensen før sin tale til 3F's kongres i Aalborg torsdag den 26. september 2019. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Desuden har Per Christensen skaffet sig adgang til en lejlighed, som ejes af en fond, hvor fire ud af de fem medlemmer af bestyrelsen er fremtrædende ansatte i 3F. Ifølge fondens vedtægter udlejes lejlighederne ellers kun til »værdigt trængende chauffører«, men Per Christensen har alligevel selv bedt om og fået adgang til lejligheden, som i mindst et tilfælde har tjent til at dække over hans dobbeltliv.

En af kvinderne er også blevet kontaktet af 3Fs advokat og Per Christensens personlige ven Peter Giersing, i hvad hun oplevede som et forsøg på at få hende til at afholde sig fra at fortælle sin historie offentligt.

De to forhold vender vi tilbage til i denne artikel, men Per Christensen afviser over for B.T., at han på nogen måde har blandet sit virke i 3F sammen med sit privatliv. Hans præcise svar bringer vi nederst i denne artikel.

Forud for offentliggørelsen af denne artikel har Per Christensen selv valgt at fortælle sin version af historien på sin Facebook-profil. Her har han undskyldt og beklaget, hvad han selv kalder for »svigt og løgne«.

B.T. har haft kontakt til de fire kvinder, som er blevet bedraget af 3Fs forbundsformand. Tre af dem har indvilget i at stå frem og dokumentere deres historie.

Det gør de især for at advare andre kvinder, så de ikke udsættes for det samme, som de har været igennem.

Amalie Mathiassen og Louise Mogensen var begge henholdsvis gift og fast kæreste med Per Christensen i næsten to år. De anede intet om dobbeltforholdet. Dette billede er taget den første dag de mødte hinanden, sammenlignede deres kalendere og telefoner og dermed forstod det fulde omfang af det ekstraordinære bedrag, som de var blevet udsat for.
Amalie Mathiassen og Louise Mogensen var begge henholdsvis gift og fast kæreste med Per Christensen i næsten to år. De anede intet om dobbeltforholdet. Dette billede er taget den første dag de mødte hinanden, sammenlignede deres kalendere og telefoner og dermed forstod det fulde omfang af det ekstraordinære bedrag, som de var blevet udsat for.
Vis mere

De tre kvinder har også kontaktet 3Fs øvrige ledelse og på mail fortalt om det bedrag, som de har været udsat for.

Et bedrag, som det ifølge kvinderne er afgørende, at ledelsen i 3F kender til, så den får det fulde billede af, hvem Per Christensen er, og hvad han har udsat dem for.

»Vi kontaktede 3F, da vi følte, det var vigtigt, at ledelsen kendte til det avancerede net af løgne, som vi har oplevet. Det er et mønster, som Per Christensen har benyttet sig af flere gange,« siger Amalie Mathiassen, som er den ene af de tre kvinder, og som var gift med Per Christensen i fem år.

»Ledelsen må selv afgøre, hvad den vil bruge informationen til. Men det er vigtigt, at den ved, at der er tale om et bedrag, og at den har det korrekte billede af, hvem han er, og hvordan han agerer,« siger Louise Mogensen, som er den anden af de tre kvinder, og som var kærester med Per Christensen fra december 2019 til september 2021.

Den tredje kvinde i sagen – Laila Kildesgaard – skrev til fire udvalgte medlemmer af ledelsen i 3F helt tilbage i slutningen af 2014. Her var det netop gået op for hende, at hun var blevet bedraget på samme måde som Louise Mogensen og Amalie Mathiassen.

Det skete i en periode på mere end seks år, hvor hun var i fast parforhold med 3Fs formand.

»Jeg havde jo en klar forventning om, at 3Fs ledelse kunne stoppe den adfærd, som han havde. Hans adfærd går hårdt ud over de kvinder, som han har gjort det mod, men også deres børns trivsel. Det har jeg jo selv oplevet,« siger Laila Kildesgaard og fortsætter:

»Jeg blev meget berørt, da jeg så opdagede, at det samme var sket igen for to andre kvinder. Stort set på samme måde, som det var sket for mig,« siger Laila Kildesgaard.

Laila Kildesgaard var fast kæreste med Per Christensen i mere end seks år. Gennem hele perioden havde Per Christensen et andet fast forhold i en anden del af landet uden at nogen af kvinder vidste noget om hinanden.
Laila Kildesgaard var fast kæreste med Per Christensen i mere end seks år. Gennem hele perioden havde Per Christensen et andet fast forhold i en anden del af landet uden at nogen af kvinder vidste noget om hinanden. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Laila Kildesgaard fik aldrig svar på sin henvendelse til 3Fs ledelse i 2014. Der skete først noget, da hun blev kontaktet af et landsdækkende medie, som ville høre hendes fortælling. Så ringede 3Fs advokat, Peter Giersing, til hende. Det var i januar 2015.

»Han spurgte, om det var mig, der havde tippet mediet med den historie, og om jeg vidste, hvor skadeligt, det var,« siger Laila Kildesgaard.

»Alene det, at han ringede, var jo grænseoverskridende. Jeg oplevede, at han ringede på Pers vegne. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det, han ville, var, at sikre, at den historie ikke kom ud nogen steder. Jeg bad ham om ikke at ringe igen,« siger Laila Kildesgaard.

Historien blev aldrig bragt. I december 2021 skrev Laila Kildesgaard igen til 3Fs ledelse, da hun havde fået kontakt til Louise Mogensen og Amalie Mathiassen og nu kunne forstå, at Per Christensens adfærd havde ramt to nye kvinder.

I sin mail nævnte hun også, at hun knap syv år tidligere var blevet presset af 3Fs advokat, Peter Giersing.

»Det er ikke hvem som helst, som kan få en advokat med møderet for Højesteret til at ringe til ens ekskæreste og fortælle hende, at hun ikke skal gå til pressen med sin historie,« siger hun og fortsætter:

»Jeg synes, det var vigtigt, at ledelsen i 3F var bekendt med, hvad der skete, så de kan forholde sig til, hvordan det påvirker deres organisation, at deres advokat agerer sådan på vegne af den øverste chef,« siger Laila Kildesgaard.

3Fs næstformand, Tina Christensen, har sidst i december svaret kvinderne, at 3F betragter deres fortælling som en privat sag mellem dem og formand Per Christensen. B.T. har set dette svar.

Tina Christensen har også svaret B.T., at 3Fs ledelse betragter det som en privat sag, som ledelsen ikke mener, at den skal blande sig i.

Advokat Peter Giersing hverken be- eller afkræfter, at han talte med Laila Kildesgaard i starten af 2015. Han skriver dog til B.T., at han ikke har haft til opgave at stoppe Laila Kildesgaard i at tale med medierne.

Amalie Mathiassen blev gift med Per Christensen i 2016. Parret blev skilt i 2021, da Amalie Mathiassen opdagede Per Christensens omfattende dobbeltliv.
Amalie Mathiassen blev gift med Per Christensen i 2016. Parret blev skilt i 2021, da Amalie Mathiassen opdagede Per Christensens omfattende dobbeltliv.
Vis mere

De tre kvinders historie strækker sig over adskillige år.

Laila Kildesgaard var fast kæreste med Per Christensen gennem mere end seks år i perioden 2008 til 2014, indtil hun fik kendskab til bedraget.

I den periode var hun helt uvidende om, at Per Christensen samtidig var kæreste med en anden kvinde, som han levede sammen med i en anden del af landet. Selv var hun bosat i København og senere Bornholm.

B.T. har kontaktet den kvinde, som Per Christensen også var sammen med, da han kendte Laila Kildesgaard, men hun ønsker ikke at medvirke. B.T. kender hendes fulde identitet, men har valgt at beskytte hendes oplysninger så vidt muligt i denne sag.

Amalie Mathiassen var gift med Per Christensen fra 2016 og helt frem til efteråret 2021. I 2018 møder Per Christensen dog Louise Mogensen, og de indleder et forhold i december 2019.

De er sammen indtil september 2021, da kvinderne finder ud af, at den mand, som de henholdsvis er gift med og i parforhold med, har levet et dobbeltliv i cirka et år og ti måneder, som de intet anede om.

Både Louise Mogensen og Amalie Mathiassen har samtidig oplevet, at de har levet sammen med Per Christensen.

Begge har været på ferierejser med ham og på sommerhusture, hvor kvindernes børn var med. Han har mødt deres familier, fulgt dem som ledsager til middagsarrangementer og fødselsdage, han har kørt de to kvinders børn til forskellige arrangementer eller hjulpet dem med at finde erhvervspraktikpladser.

Formand Per Christensen på talerstolen ved 3Fs kongres i 2016.
Formand Per Christensen på talerstolen ved 3Fs kongres i 2016. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Kvinderne anede ikke uråd. Når Per Christensen i sagens natur ofte ikke sov hjemme, troede kvinderne hver især, at han var på arbejdsrejser, natlige forhandlinger, overnattede hos familie, passede børnebørn eller endda var i coronaisolation.

»Vi var jo begge helt uvidende om, at han var partner med den anden. Han havde dobbelt op på vennekreds, svigerfamilie og bonusbørn. Det var et meget gennemtænkt net af løgne,« siger Amalie Mathiassen, som blev skilt fra Per Christensen, da hun opdagede sandheden.

Louise Mogensen – som var Per Christensens anden partner i samme tidsrum – forklarer, at hun ikke anede uråd i lang tid.

»Hans forklaringer var meget detaljerede og om ret kritiske emner, for eksempel alvorlig sygdom. Jeg stolede på ham og havde ikke fantasi til at forestille mig, at en person, som jeg var fortrolig med og viste så megen tillid, kunne være så fyldt med løgn,« siger Louise Mogensen.

Per Christensen ejede en lejlighed med Amalie Mathiassen, hvor de boede sammen. Men Louise Mogensens oplevede også, at hun levede sammen med Per Christensen, da han overnattede hos hende op til tre gange om ugen.

Louise Mogensen fortæller, at Per Christensen købte nyt fjernsyn, flere køkkenmaskiner, stel fra Royal Copenhagen og meget andet til Louise Mogensens bolig.

Alle de tre kvinder er meget påvirkede af hele forløbet, men har accepteret, at B.T. bringer et billede af dem samt oplyser deres navne. De har også indvilget i at bekræfte og dokumentere de oplysninger, som B.T. fremlægger i denne artikel.

B.T. har accepteret ikke at skrive, hvor kvinderne arbejder i dag. Alle tre kvinder har dog længerevarende uddannelser. To af dem har ledende stillinger i henholdsvis det private erhvervsliv og det offentlige.

B.T. har set en meget stor mængde daterede feriebilleder, sms'er, mail og meget andet, som dokumenterer et systematisk bedrag af de tre kvinder.

B.T. bringer her i artiklen en række eksempler på det bedrag, som især Louise Mogensen og Amalie Mathiassen har oplevet.

B.T. går mindre detaljeret ind i det første forhold, som Laila Kildesgaard var den ene del af, da den fjerde og sidste kvinde ikke ønsker at deltage i denne artikel.

Per Christensen blev valgt som forbundsformand for 3F i 2013. Her ses han kort efter valget.
Per Christensen blev valgt som forbundsformand for 3F i 2013. Her ses han kort efter valget. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Louise Mogensen og Amalie Mathiassen ønsker ikke, at de private billeder og sms'er bliver bragt offentligt.

B.T. har dog gennemgået store dele af materialet – men slet ikke det hele – med de to kvinder.

Amalie Mathiassen blev gift med Per Christensen i 2016. Hun lærte Per Christensen at kende i 2011, da hun blev ansat i 3F, cirka et år inden han tiltrådte som forbundsformand.

På det tidspunkt var Per Christensen i faste forhold med både Laila Kildesgaard og den sidste kvinde, som bor i en anden del af landet.

Laila Kildesgaard og den sidste kvinde opdager bedraget mod dem i december 2014 og bryder begge med Per Christensen. Men allerede nogle måneder forinden indleder Per Christensen og Amalie Mathiassen et forhold.

I cirka tre måneder er Per Christensen altså i parforhold med tre forskellige kvinder. Amalie Mathiassen kender til Laila Kildesgaard, men er i den tro, at forholdet mellem hende og Per Christensen er forbi.

Det var forkert. Det skete først i december 2014.

Per Christensen og Amalie Mathiassen køber en lejlighed sammen på Frederiksberg i 2016, hvor de også bliver gift. Amalie Mathiassens to sønner, som hun har fra et tidligere forhold, flytter også ind.

I starten af 2018 møder Per Christensen så Louise Mogensen til et arbejdsarrangement, hvor de begge er inviteret. Efter en rum tid bliver Louise Mogensen inviteret ud og spise af Per Christensen. Kort efter begynder han ihærdigt at sende sms'er, blomster og flirte.

Per Christensen fortæller Louise Mogensen i løbet af 2019, at han endnu bor med sin kone, men deres forhold er slut. Sandheden er en anden.

I december 2019 siger Per Christensen så til Louise Mogensen, at han nu er flyttet fra sin kone. Det er også forkert. Han bor stadig med Amalie Mathiassen, som intet aner om Louise Mogensen.

Men Louise Mogensen får en oplevelse, som forvisser hende om, at Per Christensen vitterligt er flyttet fra Amalie Mathiassen. Hun besøger nemlig en lejlighed på adressen Byhøjen 15 i Vanløse.

Politisk kommentator Peter Mogensen er også et offer for Per Christensens dobbeltliv. Hans tre børn lærte Per Christensen at kende, da han dannede par med Louise Mogensen, som er Peter Mogensens ekskone. Han beskriver det som en »åndelig voldtægt«.
Politisk kommentator Peter Mogensen er også et offer for Per Christensens dobbeltliv. Hans tre børn lærte Per Christensen at kende, da han dannede par med Louise Mogensen, som er Peter Mogensens ekskone. Han beskriver det som en »åndelig voldtægt«. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

B.T. kender den præcise side og etage i lejlighedskomplekset, men har valgt ikke at skrive det for at beskytte de nuværende beboere.

Per Christensen forklarer, at han meget snart flytter ind i lejligheden, som er ganske spartansk indrettet.

»Jeg var i lejligheden en enkelt gang. Jeg troede jo så fuldt og fast på hans fortælling. Ellers havde vi jo heller ikke været kærester,« siger Louise Mogensen.

Lejligheden, som Per Christensen viste til Louise Mogensen, er tilknyttet 3F gennem en fond. Lejligheden har siden 1992 været ejet af fonden Chaufførernes Stiftelse, som i sin årsrapport angiver, at dens formål er at »udleje boliger til værdigt trængende chauffører«.

Årsrapporten angiver også, at »de fleste medlemmer af bestyrelsen« er tilknyttet Chaufførernes Fagforening, som er en afdeling i 3F. Reelt er fire ud af fem af bestyrelsesmedlemmerne fremtrædende medlemmer af 3F.

Sammenholder man navnene på de ansatte i Chaufførernes Fagforening København – som på 3Fs hjemmeside kaldes Københavns Chauffører – kan man se, at formand Jakob Andersen, næstformand Harald Fabricius og økonomisk ansvarlig Gitte Wegener Wensien alle sidder i bestyrelsen. Desuden sidder sektionsformand for 3F Transport Jan Villadsen også i bestyrelsen.

B.T. har spurgt Per Christensen, hvorfor han havde adgang til en lejlighed, som bestyres af en fond, hvor fire ud af fem medlemmer er medlemmer af 3F, og som alene lejer ud til »værdigt trængende chauffører«.

Per Christensen erkender over for B.T. at have haft lejligheden i nogle måneder. I et offentligt opslag på Facebook skriver han, at det er »tendentiøst og forkert« at kæde hans brug af lejligheden sammen med hans virke i 3F. Hans fulde kommentarer står i bunden af artiklen.

Amalie Mathiassen er i julen 2019 helt uvidende om, at hendes ægtemand har skaffet sig en lejlighed. Parret holder jul sammen. Nytåret holder Per Christensen dog med Louise Mogensen, men han fortæller til Amalie Mathiassen, at han fejrer det med sin bror.

Netop her får Per Christensen en oplagt mulighed for at afslutte det ene af de to parforhold, som han nu reelt er i.

Det sker, da Amalie Mathiassen opdager, at Per Christensens bror slet ikke har holdt nytår med ham, men lavet noget andet. Per Christensen siger så, at han har fejret det med en ven, og at han løj, fordi han ikke vil være gift med Amalie Mathiassen længere.

Per Christensen, forbundsformand i 3F. Her da statuen af tidligere statsminister Anker Jørgensen blev afsløret i 2019.
Per Christensen, forbundsformand i 3F. Her da statuen af tidligere statsminister Anker Jørgensen blev afsløret i 2019. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

Per Christensen siger her, at han vil flytte. At han vil ud af ægteskabet, men uden at nævne, at han er i et andet forhold.

Amalie Mathiassen bliver ked af det, men erkender, at parret har haft et svært år rent ægteskabeligt.

Der går dog ikke mange dage af året 2020, så beslutter Amalie Mathiassen og Per Christensen sig for at give deres ægteskab en chance mere.

Den beslutning betyder, at Per Christensen nu lever i fast forhold med to kvinder. To kvinder, som først i efteråret 2021 – næsten to år senere – bliver klar over, at de lever på en løgn.

B.T. har et detaljeret kendskab til, hvordan kvinderne dag efter dag har fået fortalt løgne om den mand, som de stolede på. Det er ikke alt, som Amalie Mathiassen og Louise Mogensen ønsker at fortælle offentligt om.

Derfor bringer B.T. her tre eksempler på Per Christensens dobbeltspil, som han har spillet over for Louise Mogensen og Amalie Mathiassen, og som beskriver, hvilket liv kvinderne har levet.

Første eksempel er vinterferien i uge 7 i 2020.

Ganske kort tid inden ferien tror Louise Mogensen, at hun skal holde vinterferie med Per Christensen. Parret har ikke konkrete planer, men har aftalt at hygge sig sammen.

Men pludselig aflyser Per Christensen. Han forklarer Louise Mogensen, at han tager til Malta med sin søn, svigerdatter og to små børnebørn.

Han forklarer også, at svigerdatterens mor oprindeligt skulle have været med på rejsen i stedet for ham, men Per Christensen forklarer, at hun er blevet syg. Derfor kan hun ikke rejse til Malta.

For at billetten ikke skal gå til spilde har Per Christensen besluttet at springe til og tage med.

Men sandheden er en helt anden. Per Christensen skal godt nok til Malta, men det er en rejse, som han har planlagt allerede med sin kone, Amalie Mathiassen, og hendes to sønner.

Per Christensen levede i årevis et vildt dobbeltliv med to faste partnere samtidigt, som ikke anede, at forbundsformanden havde flere forhold. Han anvendte både en 3F-lejlighed og 3Fs advokat til henholdsvis at få kvinderne til at tro, at han levede alene og for at hans hemmelighed ikke skulle blive offentligt kendt. 
Per Christensen levede i årevis et vildt dobbeltliv med to faste partnere samtidigt, som ikke anede, at forbundsformanden havde flere forhold. Han anvendte både en 3F-lejlighed og 3Fs advokat til henholdsvis at få kvinderne til at tro, at han levede alene og for at hans hemmelighed ikke skulle blive offentligt kendt.  Foto: Henning Bagger
Vis mere

B.T. har set adskillige daterede videoer og fotos, hvor Amalie Mathiassen, hendes sønner og Per Christensen optræder, mens de er på ferie på Malta.

Men imens sender Per Christensen både sms’er, videoer og billeder hjem til Louise Mogensen.

Flere af de billeder viser Per Christensens børnebørn, som slet ikke er med på turen til Malta.

Et af billederne er for eksempel taget i et fly, hvor et barn, som Per Christensen skriver til Louise Mogensen er hans barnebarn, sidder og tegner. Men barnebarnet var altså ikke med på turen.

Per Christensen har også sendt en video til Louise Mogensen, hvor han viser udsigten på Malta og forklarer, at »de andre er ude og bade«.

Her siger Per Christensen, at han savner Louise Mogensen, at han elsker hende og glæder sig til at komme hjem til hende og købe en lejlighed sammen. Alt imens Amalie Mathiassen og hendes sønner kun er få hundrede meter væk.

Per Christensen sender også en opdigtet historie om, at en af nætterne på Malta var lidt hård, da et af børnebørnene havde fået ondt i maven. En episode, som slet ikke fandt sted, da børnebørnene stadig var hjemme i Danmark.

B.T. har set sms’er, billeder og videoer, som Per Christensen har sendt til Louise Mogensen, hvor han fortæller den falske historie.

Andet eksempel finder sted i sommeren 2020 i slutningen af juli.

Selvom Per Christensen er gift med Amalie Mathiassen, er han på en uges sommerferie i Norge med Louise Mogensen. Parret kører meget rundt i bil og besøger både Geilo og Bergen.

Til Amalie Mathiassen har han fortalt noget helt andet. Nemlig at han – i sin egenskab af formand i 3F – er på arbejdsrejse til Bergen i Norge, hvor en række organisations- og embedsfolk fra nordiske lande skal mødes og tale om klimaforhold.

Per Christensen fortæller Amalie Mathiassen i detaljer om sin arbejdstur. Blandt andet at han sov dårligt på færgeturen derop, da han delte kahyt med en embedsmand, hvor deres sovepladser kun var adskilt af en tynd skillevæg, som ikke lukkede helt af.

Han forklarer også, at klimaminister Dan Jørgensen deltog i noget af turen. Per Christensen fortæller selv til Amalie Mathiassen og andre, at han var en smule forarget over Dan Jørgensen, da ministeren angiveligt tog flyveren til Norge og ikke sejlede som de andre.

Sandheden er, at der ikke var en klimakonference i Norge. I hvert fald ikke en, som Per Christensen deltog i.

B.T. har kontaktet Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet for at høre, om Dan Jørgensen var på en rejse til Norge eller noget som helst andet sted i juli 2020.

Ministeriet har svaret B.T., at Dan Jørgensen ikke var på rejse i den måned.

B.T. har set daterede billeder af Per Christensen og Louise Mogensen sammen i Norge på det tidspunkt, hvor den falske konference skulle have fundet sted.

Da Per Christensen vender hjem 1. august, tager han direkte til 80-års fødselsdag for Amalie Mathiassens mor, hans svigermor. Her fortæller han flere om sine oplevelser ved konferencen i Norge, som altså ikke fandt sted.

B.T. har talt med Amalie Mathiassens søster Martine Wold-Lindqvist, som afholdt fødselsdagen.

»Jeg talte med Per, som fortalte, at Dan Jørgensen fløj til klimakonferencen. Det var jeg forarget over, at ministeren kunne finde på. Jeg havde en lang samtale med Per om det,« siger Martine Wold-Lindqvist, som fortsætter:

»Han fortalte også detaljeret om, hvordan han var kommet frem og tilbage med båd hele vejen til Bergen sammen med andre deltagere på konferencen,« fortæller Martine Wold-Lindqvist, som ikke dengang gennemskuede, at historien var falsk.

Per Christensen havde oprindeligt meldt afbud til fødselsdagen under påskud af at være på arbejdsrejse i Norge, og derfor havde han forinden produceret en videohilsen til sin svigermor. En hilsen, som B.T. har set.

Flere andre havde også lavet videohilsner. Per Christensen var den eneste, som både var til stede og havde produceret en videohilsen.

Per Christensen påstod, at han var kommet tidligere hjem fra sin tur sammen med en anden deltager.

Louise Mogensen forklarer, at hun og Per Christensen oprindeligt havde planlagt en længere tur til et andet sted end Norge. Men coronaen begrænsede deres rejse, som blev kortet af. Det er sandsynligvis derfor, at Per Christensen kunne deltage i sin svigermors fødselsdag alligevel.

Tredje eksempel finder sted i pinsen 2021.

Her tager Per Christensen og Louise Mogensen i sommerhus på Thurø sammen med to af Louise Mogensens veninder og deres ægtefæller. Turen varer fra fredag til mandag.

Amalie Mathiassen tror fejlagtigt, at Per Christensen er til politiske forhandlinger med blandt andet beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, og at han overnatter langt fra parrets lejlighed på Frederiksberg.

Lørdag skal Per Christensen og Amalie Mathiassen dog til nonfirmation om eftermiddagen.

Parret er inviteret af forfatter og journalist Anne Sofie Kragh, der sidste år udgav bogen 'Det første år', hvor hun havde fulgt statsminister Mette Frederiksen i starten af hendes regeringsperiode, og tv-vært Peter Grønborg, der er kendt som vært for den danske tv-dækning af Champions League og som tidligere TV 2 News-vært.

Parrets søn skal nonfirmeres, og familien har inviteret til fest i Hareskovby. Anne Sofie Kragh og Amalie Mathiassen er tætte veninder gennem mange år.

Men Per Christensen fortæller ikke Louise Mogensen eller de fire andre i sommerhuset på Thurø, at han skal til nonfirmation. I stedet siger han, at han må tage til Aalborg, hvor en af hans slægtninge er hårdt ramt af psykiske problemer og truet af selvmord.

Han forklarer, at han må hjælpe med det praktiske og samtidig hjælpe den yngre slægtning, som han forklarer, han har en tæt forbindelse til. Han kører fra sommerhuset lørdag eftermiddag.

Men Per Christensen kører ikke til Aalborg. I stedet kører han til et forsamlingshus i Hareskovby uden for København, hvor han deltager i nonfirmationen sammen med sin kone, Amalie Mathiassen.

Næste morgen cirka klokken 9 vender Per Christensen tilbage til sommerhuset på Thurø. Han har morgenbrød med.

Louise Mogensens veninde – som B.T. har talt med – bemærker, at »du må da have været tidligt oppe«, da det tager over tre en halv time at køre fra Aalborg til Thurø, og at Per Christensen derfor må have kørt fra Aalborg cirka halv seks om morgenen.

Sandheden er dog, at Per Christensen har overnattet i sin og Amalie Mathiassens fælles lejlighed på Frederiksberg, hvorfra turen til Thurø kan klares på knap to timer.

B.T. har talt med en af de personer, som var til stede i sommerhuset på Thurø. Hun ønsker ikke at få sit navn frem, men bekræfter, at Per Christensen forlod huset med den forklaring, som er nævnt ovenfor. B.T. har desuden set billeder fra nonfirmationen, hvor Per Christensen er med på.

B.T. har også set sms-beskeder mellem Anne Sofie Kragh og Amalie Mathiassen, som beskriver samtaler om, at Per Christensen kommer til nonfirmationen, selvom han må afbryde sine forhandlinger. Forhandlinger, som han altså aldrig var til.

B.T. har desuden talt med Anne Sofie Kragh, som bekræfter, at Per Christensen var med til nonfirmationen.

»Jeg kan huske, at jeg spørger Per, om han har ladet Peter Hummelgaard i stikken,« siger Anne Sofie Kragh om tidspunktet, da Per Christensen indfinder sig til festen.

Ganske som sin veninde Amalie Mathiassen tror Anne Sofie Kragh også, at Per Christensen har været til politiske forhandlinger. Forhandlinger, som han også her forklarede omfattede beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

»Han virkede slet ikke som en mand, der var martret af en løgn,« siger Anne Sofie Kragh og fortsætter:

»Tværtimod virkede han meget afslappet. Det er jo ikke så mærkeligt med det, vi ved i dag. Han er vant til at leve på en løgn. Han sad i øvrigt ved samme bord som min familie, og de havde en fest,« siger Anne Sofie Kragh, som peger på, at historien har flere ofre.

»Det er jo ikke alene Louise og Amalie, der er blevet bedraget. Det er vi alle sammen,« siger hun.

Eksemplerne viser, at Per Christensen har fortalt usande historier om, at han som 3F-formand at have været til forhandlinger med navngivne ministre og løjet om at have været til forhandlinger og konferencer.

Han afviser dog over for B.T., at han har udnyttet sin rolle som 3F-formand til at dække over sit dobbeltliv.

I september 2021 bliver Louise Mogensen gjort opmærksom på, at Per Christensen er blevet set til forskellige arrangementer med Amalie Mathiassen, og at de åbenbart stadig bor sammen som mand og kone.

På det tidspunkt er Louise Mogensen selv begyndt at undre sig over Per Christensens uortodokse livsmønster. Derfor konfronterer hun ham med oplysningerne.

Her tilstår Per Christensen dobbeltlivet. Han forklarer, at han gerne vil fortsætte forholdet med Louise Mogensen, og lover nu at forlade Amalie Mathiassen.

Det falder dog ikke i god jord hos Louise Mogensen.

»Jeg stolede ikke på ham og kaldte ham en bedrager. Jeg var meget vred,« siger Louise Mogensen, som herfra fuldstændig brød med Per Christensen og ikke har talt med ham siden.

Kort tid efter skriver Louise Mogensen en mail til Amalie Mathiassen, som beskriver, hvad hun har oplevet. Louise Mogensen spørger Amalie Mathiassen, om de to skal mødes. Det sker i efteråret 2021.

En chokeret Amalie Mathiassen vil gerne mødes med Louise Mogensen. De laver en aftale ved Københavns Havn, hvor de fortæller hinanden alt om de seneste år, og hvor omfanget af det bedrag, som de har været udsat for, går op for dem.

Senere sammenligner de to kvinder kalendere, mobilbeskeder, billeder og lignende og kortlægger Per Christensens dobbeltliv.

»Han var jo en kæreste, som jeg faktisk var rigtig glad for, og som mine børn var glade for. Jeg føler mig i den grad krænket og løjet for,« siger Louise Mogensen.

»Jeg var gift med ham i fem år og boede sammen med ham indtil for nylig. Han har åbenlyst haft en kæreste ved siden af. Åbenlyst i visse kredse i hvert fald,« siger Amalie Mathiassen og fortsætter:

»Jeg var meget chokeret over det og meget såret. Jeg har slet ikke kendt den mand, som jeg har været sammen med, og som jeg elskede og stolede på. Jeg var i chok i lang tid, efter at jeg opdagede, at han havde levet et parallelt liv, hvor han havde bedraget ikke bare mig, men også mine børn og alle omkring mig,« siger Amalie Mathiassen.

Begge kvinder har spurgt sig selv, hvorfor de ikke kunne gennemskue, hvilket bedrag de blev udsat for.

»Det kan sikkert også virke ubegribeligt for mange, at Per har kunnet slippe afsted med dette liv, uden at jeg opdagede det. Jeg må bare sige, at han har givet mig, min familie og omgangskreds indtryk af at være helt utrolig travl og arbejdsom. I dag kan jeg jo så konstatere, at så meget tid bruger han i virkeligheden ikke på 3F og sine mange tillids- og bestyrelsesposter eller sejlture i weekenden,« siger Amalie Mathiassen.

»Vi fik jo et indtryk af, at han havde meget travlt med sit arbejde. Det har jo så ikke været sandheden,« siger Louise Mogensen.

Laila Kildesgaard, som var kæreste med Per Christensen i mere end seks år, opdagede hans dobbeltspil, da hun en dag fik en lang, detaljeret mail fra Per Christensens anden kæreste. En kvinde, som Laila Kildesgaard ikke anede, hun delte sin kæreste med.

Mailen beskriver i detaljer et dobbeltliv, som svarer meget til det, som Louise Mogensen og Amalie Mathiassen har oplevet, men for at beskytte den fjerde kvinde, som ikke ønsker at være med, bringer B.T. ikke yderligere detaljer.

Kort fortalt pendlede Per Christensen mellem København og den del af landet, hvor den anden kvinde boede, uge for uge i de seks år, som forholdet med Laila Kildesgaard stod på.

»Jeg brød forholdet med ham, da jeg fik at vide, hvad der foregik,« siger Laila Kildesgaard og fortsætter:

»Jeg blev overrasket. Jeg havde ingen idé om, at virkeligheden forholdt sig sådan,« siger hun.

»Jeg blev nok meget praktisk og formåede at passe mine børn, passe mit arbejde og så videre, men jeg blev i tvivl om min egen dømmekraft. Hvordan kunne det ske?« spørger Laila Kildesgaard sig selv.

»Men jeg blev også chokeret, så jeg meldte mig ind i roklubben og folkekirken for at få det på afstand. Jeg havde gode samtaler med provsten på Bornholm. Jeg er ikke troende, men det hjalp til at få samling på det. Jeg oplevede det vel som en slags sorg. Jeg mistede jo en, der stod mig nært,« siger hun.

Fælles for alle de tre kvinder er, at de gerne vil advare andre kvinder mod Per Christensen. De ønsker ikke, at nogen kvinder skal igennem det samme, som de har været igennem.

»Jeg ville selv gerne have været advaret. Jeg vil gerne forhindre, at andre udsættes for det her, selvom det er grænseoverskridende at stå frem og fortælle om,« siger Louise Mogensen.

»Jeg ville ønske, at nogen havde advaret mig. Jeg har været sammen med ham i syv år. Kan jeg så selv bare gemme mig og være med til at dække over hans adfærd?« spørger Amalie Mathiassen.

Per Christensens dobbeltliv er også gået ud over den omgangskreds, som kvinderne har. En af dem er den kendte politiske kommentator Peter Mogensen.

Han er Louise Mogensens eksmand, og parret nåede at få tre børn sammen. Han har et godt forhold til Louise Mogensen i dag.

»Jeg blev både rystet og vred, da det gik op for mig, hvad der foregik. Ikke bare på Louises vegne, men også på mine børns vegne,« siger Peter Mogensen og fortsætter:

»Jeg er målløs over, at nogen kan komme ind i vores liv på den måde. Det minder jo mest om en åndelig voldtægt,« siger Peter Mogensen. Per Christensen var blandt andet med til Peter og Louise Mogensens datters 18-års fødselsdag.

»Der sad han med hele selskabet på Café Victor og spiste og drak. Vi anede ingenting,« siger Peter Mogensen og fortsætter:

»Det har været falsk det hele. Det hele har været løgn,« siger Peter Mogensen og fortsætter:

»Al den tillid, som han har opbygget, har været et falsum. Mine børn har i flere år siddet sammen med et andet menneske, som de har bundet sig til, givet ham deres tillid, og det hele har været en løgn. Det har også præget dem at se, hvad deres mor har været udsat for,« siger Peter Mogensen.

Louise Mogensen, Laila Kildesgaard og Amalie Mathiassen ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt historien om Per Christensen er relevant for 3Fs medlemmer.

Peter Mogensen er dog ikke i tvivl.

»Det er helt afgørende for 3Fs medlemmer, at de får denne viden om, hvordan deres formands adfærd er,« siger han og fortsætter:

»Per Christensen er medlemmernes repræsentant i et og alt. En sag som denne svækker hans evne til at forhandle på deres vegne helt enormt,« siger Peter Mogensen.

»Når du skal forhandle, så er din troværdighed og din ordentlighed dine vigtigste våben. Det er jo helt røget her. Han vil være svækket både i ledelsen og over for medlemmerne,« siger Peter Mogensen, der normalt optræder som ekspert i denne type forhold, men her altså også er part i sagen.

B.T. har kontaktet Per Christensen for at give ham mulighed for at kommentere de forhold, som er nævnt i denne artikel.

Han har sendt en mail tilbage, hvor han skriver, at han mener, B.T. krænker hans privatliv.

»Til de af B.T.s spørgsmål, der udelukkende drejer sig om mit privatliv, er mit svar, at de er en krænkelse af privatlivets fred og alle medieetiske og lovgivningsmæssige bestemmelser angående beskyttelse af menneskers ret til et privatliv,« skriver han og fortsætter:

»Jeg har aldrig blandet mit privatliv og mit arbejde sammen, men altid holdt mit privatliv adskilt fra mit offentlige liv som tillidsvalgt i og for 3F,« skriver Per Christensen.

Han afviser, at hans brug af lejligheden, som han havde gennem fonden Chaufførernes Stiftelse, hvor fire ud af fem bestyrelsesmedlemmer er medlemmer af 3F, har noget at gøre med hans virke som formand for 3F.

»Jeg lejede i nogle måneder en lille, ledig toværelseslejlighed i Vanløse. Det skete i forbindelse med mine igangværende skilsmisseovervejelser, men det blev ikke aktuelt at flytte dertil, hvorfor lejemålet blev ophævet igen,« skriver Per Christensen.

Jakob Andersen, formand for både Københavns Chauffører under 3F og formand for bestyrelsen i fonden Chaufførernes Stiftelse, bekræfter, at fonden udlejede en lejlighed til Per Christensen.

Han skriver, at det skete, da lejligheden stod ledig og foreningen havde »kendskab til, at Per Christensen stod i en krisesituation«.

Jakob Andersen har ikke forholdt sig til B.T.s spørgsmål, om hvordan det hænger sammen med, at fondens formål er at udleje til »værdigt trængende chauffører«.

Per Christensen mener heller ikke at have et ansvar for, at 3Fs advokat, Peter Giersing, i 2015 kontaktede Laila Kildesgaard, hvor han spurgte til, om hun var gået til medierne.

»Jeg har IKKE anmodet advokat Peter Giersing om at kontakte en tidligere kæreste i et forsøg på at stoppe en mediehistorie,« skriver han.

På Facebook beklager Per Christensen over for de kvinder, som svigtet har ramt.

»Jeg angrer dybt, at jeg lod mit svigt og løgnene komme så langt ud, som jeg gjorde. Jeg er meget ked af og kan se, at jeg har forvoldt meget smerte og vrede hos mennesker, der stod mig allernærmest,« skriver han.

Per Christensen skriver desuden i sit opslag på Facebook, at han nu har søgt professionel hjælp.

»Jeg ønsker at blive en bedre udgave af mig selv,« skriver han i opslaget.