- Han var en stinkende dygtig kommentator. Altid hudløs ærlig og seriøs.

Sådan beskriver Carsten Werge sin gode ven og kollega, sportskommentatoren Jens Jørgen Brinch, der natten til lørdag sov stille ind. Han blev 57 år gammel og efterlader sig hustruen Pia, som han sidste år kunne fejre sølvbryllup med, og datteren Sara.

Den kendte fodboldkommentator har i syv et halvt år kæmpet mod kræften. Han fik i 2006 konstateret kræft i tarmene, og siden spredte det sig til leveren og lymfeknuderne. Og tidligere på året fortalte han til BT, at lægerne havde opgivet at behandle ham. 

første

- Han har den sidste uges tid været på hospice i Aalborg. De sidste par dage har han ligget med morfindrop og ikke været ved bevidsthed. Og som jeg kan forstå det, så er det foregået meget fredfyldt, siger den 53-årige sportskommentator og tv-vært Carsten Werge til bt.dk.

Han har i mange år været gode venner og kolleger med Jens Jørgen Brinch. De to mødte hinanden som helt unge på DRs radiosporten, og har arbejdet tæt sammen i skiftende perioder. Senest på TV3 Sport.

- Jeg besøgte ham tre dage inden, at han kom på hospice. Han var bomstærk til det sidste, men han var også meget afklaret med, hvad der skulle ske. Han planlagde også selv sin begravelse, siger Carsten Werge og fortæller, at han de sidste mange år har været imponeret over Brinchs vilje til at leve.

- Han har været igennem adskillige store operationer, og lægerne har flere gange sagt, at det var utroligt, at han stadig var i live. Han blev også ved med at arbejde, men i november sidste år måtte han sygemelde sig. Han har kæmpet mod sygdommen i næsten otte år, og det er imponerende. Men desværre gik han alt for længe, før han tog symptomerne seriøst og søgte lægehjælp, og det kan i dag være en lære til alle os andre, siger Carsten Werge.

første