Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

På få år blev en flok uregerlige drenge fra Amager til kriminelle rockere med beskidte rygmærker og plettede straffeattester. En ny bog forsøger at forstå taberne i 80ernes store rockerkrig - og de piger, der frivilligt lod sig stemple som klubbens ejendom. Håbet er at fortidens fejltagelser kan bedre vores forståelse af den nye bandekonflikt

Pia var kun 16 år, da hun forelskede sig i en rocker.

På det tidspunkt var den langhårede Amager-pige netop vendt hjem fra Spanien for at studere, mens fyren, Henning, var del af en motorcykelbande kendt som Filthy Few.

Seks år senere blev han slået ihjel. På det tidspunkt var han en berygtet bandeleder med et dæknavn– og hun blev kendt som Makrellens enke.

Flere medier bragte billederne af den sammenbidte Pia, der med fattet mine, spejlsolbriller og lædervest anfører det enorme begravelsesoptog af blankpudsede motorcykler, der kører op foran Tårnby Kirke.

»Det er stadig en livsomvæltende episode i hendes liv, som er svær at tale om,« forklarer Janus Køster-Rasmussen, der sammen med sin hustru, Camilla Stockmann, har interviewet Pia og cirka 100 andre kvinder og mænd, der var aktive i Bullshit, den ene part af 80ernes store rockerkrig, der fik ændret den danske lovgivning, og betød at 10 unge mænd blev dræbt.

Hidtil har den anden part, Hells Angels, fortalt historien. Det er deres medlemmer og deres afhoppere, der har skrevet bøger. Med de mange interview, der er samlet i bogen »Bullshit«, forsøger Køster-Rasmussen og Stockmann at se konflikten fra den anden side.

»Pressen har fremstillet bandekonflikten som en krig mellem to jævnbyrdige parter, og fagbøgerne har bare taget avisernes historier for pålydende. Men de to grupper var ikke ens,« forklarer Camilla Stockmann og tilføjer:
»Det er helt klart et eksempel på, at vinderen skriver historien«.

Rockergruppen Bullshit begynder med en række unge drenge, der vokser op på Vestamager i 70erne.
På det tidspunkt er området et fodkoldt Klondike med uopvarmede huse, manglende kloakering og fraværende forældre, der med hårdt arbejde og intens disciplin forsøger at tilkæmpe sig plads i middelklassens bekvemmelighed.  De fleste af familierne er præget af vold og svigt, og områdets unge drenge er overladt til sig selv.

Den opbakning, der mangler derhjemme, finder de omkring fritidscentret Nøragersmindegården, hvor der både er plads til dem og deres uro. Det er også i fritidscentrets læderværksted, at de første rygmærker bliver lavet. Mærkets ørn stammer fra en dollarmønt, udlånt af stedets pædagog, John Karlsund, der også forsøger at hjælpe de unge, da de danner gruppen Nøragersmindebanden og roder sig ud i ballade med en anden motorcykelklub, Nomads MC. På det tidspunkt handler stridighederne mest om, at medlemmerne har kaldt hinanden »drengerøv« og »tøsedreng«.

Med tiden bliver sproget - og striden - en anden.

Og den eneste, der for alvor forsøger at standse det, er pædagogen fra læderværkstedet.

»Det var en børnepolitisk katastrofe,« siger Camilla Stockmann.

»Det præventive arbejde var stort set ikke-eksisterende. Myndighederne undervurdererede bandeproblemet, og det lokale politi var primært optaget af at stresse de unge ud af kommunen, så de blev nogen andres problem«.

Den første alvorlige situation opstår i 1977, hvor medlemmer af Nøragersmindebanden stormer Nomads MCs klubhus på Islands Brygge.

Her bliver den første unge mand slået ihjel. 24-årige Kim Mortensen dør efter flere skud i ansigtet og brystet. En senere obduktion viser, at hans tænder var blevet slået ud, mens han udåndede.

Man ville sikre sig, at han var helt død.

Måske er det her, Bullshit for alvor bliver dannet. Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen oplever det i hvert fald som om, at der sker en forråelse af banden i de år. I 1979 samler Fitlthy Few og Nøragersmindebanden sig under navnet Bullshit. Det nye logo viser en tyr på toilettet. Et mærke, der ifølge medlemmerne skulle signalere, at »det ikke var vold og ødelæggelse det hele«.

Alligevel var det volden, der endte med at overtage historien. Og selvom Hells Angels stod for langt de fleste drab i løbet af rockerkrigens 11 år, er der ingen grund til at idyllisere medlemmerne af Bullshit. Det er Janus Køster-Rasmussen og Camilla Stockmann ret enige om.

Rockergruppen stod for vold, kriminalitet og hashsalg . Et af parrene havde tilmed deres lille datter med i barnevognen, når de solgte hash på Christiania.

»Men det er alligevel vigtigt, at se de tidligere rockere som rigtige mennesker,« mener Janus Køster-Rasmussen og understreger, at det også kan gøre os klogere på, hvad der tiltrak de unge ved fællesskabet. Hvad fik for eksempel piger, som Pia til at blive del af Bullshit. Eller »property of bullshit«, som der stod på deres veste.

»Rockermiljøet er ekstremt mandsdomineret, men vi ønskede ikke at overtage det interne kønshierarki. Samtidig var vi meget nysgerrige på at se, hvad der tiltrak pigerne. De unge kvinder var også til stede, og deres stemmer er vigtige,« forklarer Camilla Stockmann.

»Kvinderne havde jo ingen status i sig selv. Når de fik deres egne rygmærker, var det mest, fordi de skyggede for mændenes mærker, når de sad bag på motorcyklerne. De var kun noget i kraft af deres mænd. De tilhørte dem og klubben«.

Når kvinderne opsøgte gruppen og blev hængende, handler det ofte om tryghed.
Også i Pias tilfælde.

»Hun voksede op med en far, der udøvede tilfældig vold, så man aldrig vidste, hvordan man blev slået. I rockermiljøet var reglerne meget klarere. Hendes kæreste Henning, der blev til Bullshit-rockeren Makrel, slog hende også, men det skete kun, når Pia overtrådte reglerne, og hun vidste præcis, hvilken knap, hun skulle trykke på,« forklarer Camilla Stockmann. Og fortæller, at det gav Pia en enorm ro.

»Hun siger selv, at hun først holdt op med at tisse i sengen, da hun mødte Makrel. Først da følte hun sig tryg«.

Også andre af Bullshits kvinder fortæller om tilhørsforhold og tryghed. Heriblandt Betina, der forelskede sig i rockeren Steen »Gnid« og endte med at ryge på hårde stoffer, da han blev slået ihjel under dobbeltdrabet, der fandt sted på værtshuset Søpromenaden i 1983.

»Hun havde et barn på syv måneder og havde netop fået at vide, at hun var gravid med barn nummer to, da hendes kæreste bliver sprættet op på Søpromenaden  Efter mordet røg hun på heroin, børnene blev anbragt. Det er en voldsom historie«.



Det har taget halvandet år at dykke ned i Bullshits historie, og det har været svært at få folk til at tale.

Ikke fordi årene i Bullshit ikke fylder meget for de tidligere medlemmer. Det gør det. Også selvom de fleste i dag veletablerede med jobs og familie.

Når de skal forholde sig til fortiden, taler kvinderne især om, at de har det svært med deres egen opførsel.  Nu, da de selv er mødre og bedstemødre, vil de gerne lægge afstand til den periode, hvor de selv blev voldelige.

»Det er et sprog, de lærer sig gennem tiden med Bullshit,« siger Janus Køster-Rasmussen, der mener, at pigerne adopterede klubbens normer. Paradoksalt nok endte det også med at være frigørende for dem.

»Flere af dem har fortalt, at fælleskabet også gav dem modet til at stå op over for deres voldelige fædre. At de endelig turde sige, at »hvis du slår mig en gang til, så slår jeg igen,« fortæller Janus Køster-Rasmussen.

Mændene er til gengæld mere optaget af den manglende indgriben fra myndighederne. Mange af dem undrer sig stadig over, at mordet på Kim Mortensen aldrig førte til, at man dømte og straffede en gerningsmand. I stedet endte det med, at man mente at Nøragersmindebanden havde optrappet en eksisterende konflikt. Manden, der havde skudt, blev frikendt på grund af »bevisets stilling«. Mishandlingen af liget var ikke nævnt i dommen.

»Selv i dag sidder de 50-60 årige mænd med flakkende øjne, når samtalen falder på Kim. De synes simpelthen at det er så uretfærdigt at der ikke var nogen, der blev dømt for at slå ham ihjel og slå hans tænder ud,« forklarer Janus Køster-Rasmussen. Han påpeger, at det er en af de måder, hvorpå der går en direkte linje fra myndighedernes svigt til drengegruppens forråelse. Og det er en af grundene til, at historien om Bullshit kan bruges til noget i dag, hvor en ny bandekonflikt præger medierne.

»I begge tilfælde kommer de unge fra nogle meget konservative familiestrukturer. De får bank derhjemme. Deres mødre er blandt de første til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det kan godt være, at de hed Kim og Tim og Betina og Pia dengang, men bortset fra etniciteten er der mange lighedstræk med nutidens unge bandemiljø,« siger Camilla Stockmann, der også synes, at politiet og myndighedernes tilgang denne gang virker meget kortsigtet.

»Selvfølgelig er der kommet SSP-arbejde siden hen. Det opsøgende arbejde er blevet bedre. Men vi bliver også bare ved med at få nye bandepakker, der skal sende folk i fængsel på trods af, at fængslerne ikke løser noget som helst. Tværtimod  gør det kun de hårde endnu hårdere«.

Camilla Stockmann nævner det absurde i, at Folketinget netop nu arbejder på en ny ungdomskriminalitetspakke, og at Dansk Folkeparti vil have nedsat den kriminelle lavalder til 12 år. Ingen af de dele handler om at forstå og løse de oprindelige problemer.

»Det er ligesom, når talen falder på Shuaib Khan, lederen af Loyal to Familia. Han skal også bare udvises. Men det løser jo ikke resten af problemerne«.

Andre læser også