Han var en kommende stjerne, der aspirerede til landsholdet, men så blev han langtidsskadet.

Tidligere holdkammerater er rystet over, at den 21-årige R var blandt de tre unge, der i går blev fængslet i 26 dage i Københavns Byret, sigtet for besiddelse af to AK47-automatrifler og mistænkt for terrorplaner.

- Hvor er det mærkeligt. Vi har aldrig været super tæt, men vi kendte hinanden som gode holdkammerater. Han havde et temperament, som vi lige skulle vænne os til, men der ikke noget, der er kæmpe unormalt. Ikke så man tænker ’hold da op, han skal bures inde’, siger en tidligere holdkammerat fra en af Sjællands større fodboldklubber.

Lidt indesluttet


- Han var inde over landsholdet, men så fik han den langvarige skade. Hvis han har gjort det, de siger, kunne jeg forestille mig, at det var den, der har sat gang i noget, siger holdkammeraten.

Han beskriver den 21-årige som ’en flink og fin fyr’, der nok var åben, men ikke det sociale midtpunkt.

- Han var lidt indesluttet og ikke den, der var center of attention. Han drak ikke, men jeg følte ikke, at han var über-religiøs. Det var i hvert fald ikke noget, han viste over for en som mig, siger kammeraten.

Den 21-årige er beskyttet af et navneforbud, ligesom de to øvrige sigtede i sagen.