Mandag aften opstod der uroligheder mellem grupperinger i Køge.

Der blev affyret mellem fem og 10 skud ved et pizzeria i Køge mandag aften.

Da der hverken er spor af blod eller sårede vurderer politiet, at ingen er kommet til skade under skyderiet.

Midt- og Vestsjællands Politi betegner episoden som et opgør mellem to lokale rivaliserende bander.

- Der har været uro, hvor nogle grupperinger har været i totterne på hinanden, siger John Jensen, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Urolighederne foregik ved Boholdtevej, og det er ikke første gang, at politiet bliver kaldt ud til ballade netop der.  
 
- Det er ikke en ny sag som sådan, vi oplever jævnligt uro i det område, siger vagtchefen.

Politiet blev i området resten af aften for at sikre, at konflikten ikke skulle blusse op igen. Patruljerne forlod stedet omkring midnat, da der igen var ro.

- Vi er stærkt til stede i området. Vi afhører vidner og snakker med de involverede, men de plejer ikke at sige ret meget. De vil helst ikke snakke med os. Man kan sige, at de har deres egne regler, fortalte vagtchef John Jensen til bt.dk mandag aften.

På nuværende tidspunkt har politiet ikke har kendskab til, at personer skulle være kommet til skade under urolighederne.

Køge har gennem den seneste tid været præget ballade mellem forskellige grupperinger i byen.