Fredag aften arrangerer gruppen 'Party Rebels' fest på den tomme, omstridte grund, Jagtvej 69 på Nørrebro i København, hvor Ungdomshuset lå for 10 år siden. Men efter onsdagens uroligheder ved det nye Ungdomshus har festarrangørerne en direkte opfordring til politiet.

”Det bedste. I kan gøre for at hjælpe os, er at holde jer mindst et stenkasts afstand fra grunden. Alt andet kan blive set som en endnu en unødig provokation fra jeres side, og vi hverken kan eller vil tage ansvar for følgerne,” skriver Party Rebels på Facebook.

Det sker efter onsdagens optøjer ved det nye Ungdomshus på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter, hvor politiet endte med at storme huset. Ni blev anholdt, banker blev smadret og politiet blev bombarderet med kasteskyts i form af brosten, kanonslag og møtrikker fra enkelte af demonstranterne, da en demonstration for Ungdomshuset i onsdags eskalerede til optøjer. Under parolen ’Intet glemt, intet tilgivet’ gik op mod 1.000 mennesker på gaden i København i anledningen af 10-årsdagen for rydningen af ungdomshuset på Jagtvej 69 på Nørrebro. Demonstrationen bevægede sig fra Fru Plads i indre København og ud til det nye Ungdomshus Dortheavej.

Festen fredag aften har været planlagt i længere tid og har ifølge Party Rebels ingen relation til onsdagens demonstration eller planerne for hjemløseboliger på grunden, men efter onsdagens uroligheder, hvor politiet ifølge Party Rebels opførte sig ’unødigt eskalerende og provokerende’, opfordrer de politiet til at holde sig væk fra grunden.

»Jeres opførsel ved Dortheavej og efterfølgende ransagning af ungdomshuset var helt unødigt eskalerende og provokerende! I morgen vil vi gerne holde en fire timers kulturel og festlig markering på grunden, der står ubenyttet hen på Jagtvej 69,« skriver gruppen på Facebook.

Vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Henrik Møller Jakobsen oplyser til BT, at demonstrationen i onsdags startede fredeligt, men udviklede sig til optøjer, og derfor opløste de demonstrationen.

»Når man smadrer så mange vinduer, og når man ude ved Ungdomshuset skyder med slangebøsser med møtrikker og kaster med brosten imod politiet, så er det så alvorlige kriminelle handlinger, at vi igangsætter en efterforskning, og hvis de mener, at det er over grænsen, så er det jo de øjne, som ser på det,« siger Henrik Møller Jakobsen.

Han foklarer, at de er opmærksomme på festen i aften og giver følgende opfordring:

»Vi vil gerne anbefale, at man holder en fest i god ro og orden, som man har gjort det mange gange over de senere år, uden at genere naboer og lave hærværk, så kommer de heller ikke til at have problemer med politiet,« siger Henrik Møller Jakobsen.

Artiklen fortsætter under billedet

Demonstrationen i onsdags blev ført an af en gruppe sortklædte og maskerede unge med et stort banner med teksten: »Intet glemt. Intet tilgivet. 10 år.«
Demonstrationen i onsdags blev ført an af en gruppe sortklædte og maskerede unge med et stort banner med teksten: »Intet glemt. Intet tilgivet. 10 år.« Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

En talsmand fra Party Rebels uddyber i et skriftligt svar til TV 2, at gruppen ikke opfatter deres budskab som en trussel:

»Vi opfatter det som en hjælp til dem, at vi ærligt fortæller, hvor de kvajede sig i onsdags - samt hvad de skal gøre for at undgå at blive mere upopulære. Vi har tænkt os at opsøge dialog med dem, så snart vi ser dem, så der ikke sker unødige misforståelser, men vi kan ikke styre alt. Især ikke når situationen er så oppisket som efter i onsdags. Vi vil dog gøre, hvad vi kan for sikre en god og rar fest for alle!,« skriver talsmanden ifølge TV 2.

Sagen har også fået flere politiske reaktioner, særligt hos Dansk Folkeparti, hvor både gruppeformand Peter Skaarup samt stifter Pia Kjærsgaard harcelerer imod festarrangørernes trusler.

’Arrangørerne, af en fest i aften på den tomme grund ved Jagtvej 69, advarer politiet mod at dukke op, ellers kan der blive ballade! Jeg opfordrer derimod politiet til at møde talstærkt op og Københavns Kommune til at lukke ungdomshuset’, skriver Peter Skaarup på Facebook.

I et blogindlæg på tv2.dk skriver Pia Kjærsgaard:

’Jeg håber, at politiet sidder truslerne overhørig og som en selvfølge opretholder lov og orden – nøjagtig som de gjorde onsdag aften, hvor politiet leverede en modig og forbilledlig indsats. Fredelige borgere skal kunne færdes trygt overalt – også på Nørrebro. Det skal en lille gruppe voldelige unge ikke forhindre’.