Mere end 100 familiemedlemmer, venner og bekendte var mødt op til bisættelsen i Roskilde Domkirke, hvor tv-kokken Lars Dietrichsen i dag sagde farvel til sin hustru og sønnen Valdemar, der blev dræbt i en trafikulykke.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>De fremmødte ankom til kirken med blomsterbuketter og opslåede paraplyer i et silende regnvejr. Men da bisættelsen var overstået, havde vejret i mellemtiden forandret sig til det bedre. 

Solens stråler var dog langt fra nok til at ændre på den stemning af sorg og smerte, der hang i luften.

B.T.s reporter på stedet fortæller, at mange havde våde øjne og var tydeligt mærket af begivenheden, da de kom ud fra kirken.

I sin prædiken talte sognepræst ved Domkirken, Maria Harms ifølge Roskilde Avis om, hvordan døden altid opleves som uforståelig og urimelig. 

- Der er ikke nogen fornuftig forklaring på - eller højere mening med - at man mister sine kære, forklarede hun blandt andet.

Der blev sunget fire salmer: 'I Østen stiger solen', 'Op al den ting', 'Nu titte til hinanden,' og 'Se nu stiger solen.'

Som solosang kom 'Elefantens vuggevise', som Sanne plejede at synge for sin lille Valdemar, før han skulle sove.

Udenfor holdt to rustvogne klar til at tage imod kisterne. Først Lars Dietrichsens hustru, der lå i en hvid kiste prydet af røde roser. Derefter sønnen Valdemars sorte kiste i mindre størrelse, der var smykket med hvide roser. 

Herefter bevægede følget sig ned mod havnen til et privat arrangement på Restaurant Snekken, som ejes af Lars Dietrichsen.  

Blandt de fremmødte var den kendte cykelrytter Brian Holm, der er venner med restauratøren og tv-kokken Lars Dietrichsen.

En chokeret Brian Holm sagde tidligere til B.T om vennens tragedie.

- Det er lidt svært at tænke på cykling i de her dage. Det er frygteligt, det der er sket for Lars, og det har ramt os rigtig hårdt.
Ulykken skete tidligt fredag morgen den 29. juli på motorvejen ved Kassel i Tyskland, da Dietrichsen med sin kone og parrets to børn i høj fart kørte bagfra op i en lastbil, der var trukket ud i overhalingsbanen.

Lars Dietrichsen mistede sin kone og sin femårige søn ved trafikulykken, mens han selv og parrets to-årige datter overlever deres kvæstelser.

De pårørende har frabedt sig pressens tilstedeværelse ved bisættelsen. 

-  Hverken datteren Mathilde eller min bror får varige fysiske men, men han er naturligvis i dyb sorg. Han har behov for fred, ro og hvile og for at være sammen med sine nærmeste, sagde Lars Dietrichsens bror, Søren Dietrichsen, til B.T. i sidste uge.

Det tyske politi har efter ulykken sigtet Lars Dietrichsen for uagtsomt manddrab. Men det er i Tyskland, såvel som i Danmark, normal procedure, når man har været involveret i en trafikulykke med dødelig udgang

- Vi blev mødt af nogle meget forstående betjente på det tyske hospital, som forklarede os, at det var ren formalia. At Lars kunne give en forklaring, når han engang var klar, fortæller broderen.